Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Trump udsætter forhandlinger om grænsemur

Trump venter med planer om grænsemur, USA indfører sanktioner mod syrere efter gasangreb, tre er døde efter demonstrationer i Venezuela, Arkansas fortsætter med henrettelser, og det arktiske ocean kan være isfrit om to årtier.

Trump udsætter forhandlinger om grænsemur til efteråret

Præsidenten udviser pludselig fleksibilitet i forhandlingerne om hans varslede grænsemur mod Mexico.

USA's præsident, Donald Trump, er villig til at vente til efteråret med at begynde at sikre finansieringen til sin varslede grænsemur mod Mexico.

Trump siger til en række konservative medier, at han vil vente, indtil at Republikanerne begynder at forhandle om næste års finanslov, før han vil ansøge om penge til at bygge muren.

Det bekræfter Det Hvide Hus.

Donald Trump har kæmpet med svigtende opbakning blandt befolkningen, efter at han overtog præsidentposten fra Barack Obama i januar.

Udmeldingen fra præsidenten kommer kort inden, at Kongressen på fredag skal godkende det føderale budget, der skal gælde for det kommende finansår, der begynder 1. oktober.

Lykkes det ikke at blive enig om budgettet lurer en truende lukning af det amerikanske statsapparat.

- Nu kan de bipartiske forhandlinger fortsætte i de to kamre, hvor der arbejdes på flere udestående emner, siger Demokraternes leder i Senatet, Chuck Schumer.

I sidste uge sagde samme Schumer, at forhandlingerne gik fint, indtil Det Hvide Hus nægtede at godkende budgettet, medmindre der blev lagt penge til side til etableringen af grænsemuren.

Selv om Republikanerne har flertallet i begge kamre af Kongressen, så kræves der 60 stemmer for at godkende budgettet i Senatet, der har 100 medlemmer.

Da der kun er 52 republikanere i Senatet er det nødvendigt, at nogle demokrater stiller sig bag budgetforslaget, før det kan blive godkendt.

/ritzau/Reuters

USA indfører sanktioner mod syrere efter gasangreb

Som reaktion på et kemisk angreb mod civile i Syrien har USA indført sanktioner mod ansatte ved syrisk center.

USA vil ikke tolerere, at den syriske regering benytter sig af kemiske våben. Derfor indfører amerikanerne sanktioner mod knap 300 personer.

Det oplyser USA's finansministerium mandag ifølge Reuters og AFP.

Ifølge finansminister Steven Mnuchin skal sanktionerne vise Syriens præsident, Bashar al-Assad, at gasangreb aldrig kan accepteres.

- Vi vil ikke tolerere kemiske våben fra nogen part, siger Mnunchin til pressen.

Sanktionerne rammer ansatte ved forskningscentret Syrian Scientific Studies and Research Center (SSRC). USA mener, at det er her, de kemiske våben er blevet fremstillet.

Nervegassen sarin eller en lignende forbudt giftgas blev anvendt i et angreb i Syrien 4. april. Knap 90 mennesker blev dræbt.

En række vestlige lande har beskyldt Bashar al-Assads luftvåben for at have kastet bomber med gas over byen Khan Sheikhoun i Idlib-provinsen.

Alle aktiver, som SSRC-ansatte har i USA, vil blive indefrosset. Det amerikanske finansministerium meddeler, at sanktionerne vil ramme 271 medarbejdere.

- Disse omfattende sanktioner går målrettet efter forskningscentret, der har spillet en rolle i den syriske diktator Bashar al-Assads forfærdelige kemiske angreb mod uskyldige civile mænd, kvinder og børn, siger Mnuchin.

- USA sender et stærkt signal med dette deltag. Og vi vil holde hele Assad-regimet ansvarlig for disse åbenlyse brud på menneskerettigheder, siger ministeren videre i en skriftlig udtalelse.

Den britiske udenrigsminister, Boris Johnson, bakker amerikanerne op, og mener, at det er et vigtigt signal at sende til de, der gør brug af kemiske våben.

- De afskyelige angreb ved Khan Sheikhoun er en klar påmindelse om, at det internationale samfund må samarbejde for at hindre fremtidige angreb med kemiske våben, siger han.

De mange nye navne fordobler antallet af selskaber og personer, der er ramt af sanktioner i forbindelse med krigen i Syrien.

Ud over at fastfryse aktiver betyder sanktionerne, at de sanktionsramte ikke må lave forretning med amerikanske statsborgere og virksomheder.

/ritzau/

Tre omkommer under demonstration mod præsident i Venezuela

I alt har 24 mennesker mistet livet under demonstrationer mod den upopulære præsident Maduro i Venezuela.

Tre demonstranter er mandag omkommet under protester i det vestlige Venezuela.

Dermed er i alt 24 mennesker blevet dræbt under de ugelange demonstrationer mod præsident Nicolas Maduro.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Adskillige andre demonstranter er blevet alvorligt såret under mandagens demonstrationer og "svæver mellem liv og død". Det oplyser Tarek William Saab, der er offentlig forsvarer i landet.

En 42-årig mand, der arbejdede for de lokale myndigheder i staten Merida, blev dræbt af et skud i nakken under en demonstration til fordel for præsident Nicolas Maduro.

Samtidig blev en 54-årig dræbt af et skud i brystet under en protest i den vestlige stat Barinas.

Det oplyser anklagemyndigheden i landet ifølge nyhedsbureauet Reuters.

De seneste dødsfald kommer, efter at tusindvis af utilfredse borgere mandag gik på gaden for at presse præsident Maduro til at forlade sin post.

I sidste uge blev 12 mennesker dræbt og seks såret i voldsepisoder i Venezuelas hovedstad, Caracas.

De massive protester skyldes, at landet befinder sig i en dyb krise. Landets borgere oplever alvorlig mangel på basale fornødenheder som fødevarer og medicin.

- Min mave er tom, fordi jeg ikke kan finde mad, siger 66-årige Jeannette Canozo i Caras ifølge Reuters.

Det herskende socialistparti beskylder modstandere for at forsøge at gennemføre et voldeligt kup mod regeringen med støtte fra amerikanerne.

Imens beskylder oppositionen Maduro for at være en diktator, der undertrykker fredelige protester, ligesom den beskylder ham for at have kørt det olierige lands engang så blomstrende økonomi i sænk.

For nylig viste tal fra Venezuelas regering, at inflationen sidste år lå på 274 procent.

/ritzau/

Arkansas henretter endnu en dødsdømt med omstridt middel

Delstaten Arkansas har natten til tirsdag gennemført den anden ud af otte planlagte henrettelser på kort tid.

Den amerikanske delstat Arkansas har natten til tirsdag dansk tid gennemført den seneste af flere planlagte henrettelser, der skal finde sted over de kommende dage.

Det skriver nyhedsbureauet AFP.

52-årige Jack Jones, der var dømt for voldtægt og drab på en kvinde, Mary Phillips, i 1995, blev henrettet, efter at den amerikanske højesteret havde afvist en klage fra hans advokater i 11. time.

- Mary passede sit job som bogholder i Bald Knob (lille by i Arkansas, red.) 6. juni 1995, da hun blev kvalt til døde med ledningen fra en kaffemaskine.

- Imens kæmpede hendes 11-årige datter Lacey for sit liv et par meter derfra efter at være blevet kvalt og slået, udtaler statsadvokat i Arkansas Leslie Rutledge i en erklæring ifølge AFP.

Arkansas har på opsigtsvækkende vis planlagt hele otte henrettelser, der skal finde sted mellem 17. og 27. april.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Det sker, fordi myndighederne i delstaten vil nå at gennemføre henrettelserne, inden et omstridt stof, der er en del af den dødelige injektion, rammer udløbsdatoen i slutningen af måneden.

Det beroligende lægemiddel midazolam blev brugt i henrettelser i Oklahoma og Arizona, hvor vidner fortalte, at fanger vred sig i tilsyneladende smerte under udførelsen.

Natten til tirsdag dansk tid havde myndighederne i Arkansas ligeledes planlagt at henrette 46-årige Marcel Williams. Han er dømt for bortførelse, voldtægt og drab på den dengang 22-årige Stacy Errickson i 1997.

Men få minutter inden, at Williams skulle havde den dødelige sprøjte, stoppede den amerikanske distriktsdommer Kristine Baker henrettelsen midlertidigt.

I sidste uge blev den 51-årige Ledell Lee henrettet. Han blev idømt en dødsstraf i 1993, efter at han havde tævet en kvinde ihjel med et brækjern.

Henrettelsen blev eksekveret natten til fredag dansk tid, efter at den amerikanske højesteret havde afvist en sidste appel torsdag aften.

Foreløbigt er fem af de planlagte henrettelser i Arkansas blevet bremset.

Det skyldes blandt andet, at medicinalvirksomheden McKesson Medical-Surgical, som har leveret midazolam, hævder, at fængselssystemet i Arkansas havde indkøbt præparatet under falske forudsætninger.

/ritzau/

Forskere forudser mindre is og højere vandstand

Forskere har undersøgt de klimatiske forhold i Arktis, og det er mundet ud i en ny rapport.

Flere end 90 forskere har bidraget til Arktisk Råds nye storstilede undersøgelse af de klimatiske forhold i Arktis.

Undersøgelsen hedder Swipa 2017, som står for Snow, Water, Ice and Permafrost in the Arctic.

En lignende undersøgelse blev publiceret i 2011.

På baggrund af studierne forudser forskerne, at temperaturstigningerne i Arktis vil fortsætte frem til i hvert fald midten af dette århundrede.

Det skyldes ophobning af allerede udledt CO2, og udviklingen står derfor ikke til at ændre.

Selv fremhæver Arktisk Råd følgende tre konklusioner i rapporten:

* Det arktiske ocean kan være stort set isfrit om sommeren så tidligt som slutningen af 2030'erne - kun to årtier fra nu.

* Nylige undersøgelser af afsmeltningen fra gletsjere og iskapper i Arktis og Antarktis peger på, at FN's Klimapanels varslede havstigninger kan være undervurderede.

* Ændringer i Arktis kan have betydning for vejret på klodens mellemste breddegrader og sågar påvirke den sydøstasiatiske monsun.

Kilde: Swipa 2017

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.