Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trump truer Kina med straftold på yderligere 100 milliarder

USA's præsident optrapper en handelsstrid med Kina med forslag om yderligere 100 milliarder dollar i told.

USA's præsident, Donald Trump, overvejer at pålægge told for yderligere 100 milliarder dollar på kinesiske varer.

Trump har således torsdag givet handelsmyndigheden Office of the United States Trade Representative ordre til at undersøge muligheden for at indføre en række nye toldsatser på varer produceret i Kina og i så fald udpege, hvilke produkter der kan være tale om.

Det skriver flere internationale nyhedsbureauer.

Med sit udspil skærper Trump toldstriden mellem verdens to største økonomier.

I marts indførte han toldsatser på stål og aluminium fra Kina og en række andre lande.

Kina svarede igen med at indføre told på over 120 amerikanske produkter.

Det fik tirsdag i denne uge Trump til at præsentere en liste omfattende over 1300 produkter fra Kina, der vil blive pålagt en straftold på 25 procent svarende til cirka 50 milliarder dollar.

Onsdag skød Kina tilbage ved at varsle told på over 100 produkter fra USA for et tilsvarende beløb.

De mange udspil har skabt frygt for en handelskrig og udløst nervøsitet på børser verden over.

Torsdagens melding fra Donald Trump om mulig straftold for yderligere 100 milliarder dollar modtages negativt på Wall Street.

Aktiefutures, der indikerer, hvordan de amerikanske børser vil udvikle sig fredag, falder sent torsdag aften lokal tid med over en procent.

Investorer og økonomer frygter, at handelsstriden mellem USA og Kina kan svække den økonomiske vækst globalt.

Donald Trump har gentagne gange kritiseret ubalancen i samhandlen med Kina.

I 2017 havde Kina ifølge nyhedsbureauet Reuters et overskud på handlen med USA på 375 milliarder dollar. Trump kræver overskuddet nedbragt med 100 milliarder dollar.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.