Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trump om Kim Jong-un: »Han er 27 år. Hans far er død. Det er ikke let, særligt ikke i den alder«

Udtalelser fra præsident Trump og udenrigsminister Rex Tillerson tyder på, at USA er villig til en diplomatisk løsning med Nordkorea, hvis Kim Jong-un er »rationel.«

Donald Trump viser en smule forståelse for Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i et interview med nyhedsbureauet Reuters.
Donald Trump viser en smule forståelse for Nordkoreas leder, Kim Jong-un, i et interview med nyhedsbureauet Reuters.

Så amerikanerne lige et glimt af en præsident, der viste sympati med Nordkoreas leder, Kim Jong-un? Eller var det spil for galleriet, da Donald Trump i et interview med nyhedsbureauet Reuters torsdag gav udtryk for en vis forståelse for en ung mand, der skal træde i sin fars fodspor.

»Han er 27 år. Hans far er død. Han overtog et regime. Så man kan sige, hvad man vil. Det er ikke let, særligt ikke i den alder,« sagde Trump til nyhedsbureauet. Trump selv har talt meget om sin egen far, Fred Trump, og de forretninger, han skulle overtage fra ham. Han har også talt en del om, hvordan far Trump i 1918 mistede sin far i en alder af kun 13 år som følge af den store influenza-epidemi. Familiehistorien om »arven« til et imperium har altid spillet en stor rolle, når Trump skal fortælle omverdenen, hvordan han er blevet til den, han er i dag.

Fred Trump døde i 1999 i en alder af 94 år, og Donald Trump havde på det tidspunkt opbygget sit eget forretningsimperium inden for ejendomme. Han var i begyndelsen af 50erne, da faderen døde. Men familien og fortiden har altid betydet meget for Trump, som mener, at man i høj grad er et produkt af det, man kommer fra og har en særlig forpligtelse til at videreføre det, ens familie har påbegyndt.

Trump understregede dog i interviewet med Reuters, at han ikke ønsker at give den unge nordkoreanske leder anerkendelse for det, han gør. »Jeg siger bare, at det er meget svært at gøre det. Om han er rationel eller ej, har jeg ingen mening om. Jeg håber, at han er rationel.«

Direkte forhandlinger

USAs udenrigsminister, Rex Tillerson, var midt i krigsrumlen mod Nordkorea også ude med forsonende udtalelser natten til fredag. Tillerson antydede, at USA kan være indstillet på at forhandle direkte med Nordkorea for at finde en diplomatisk løsning, men at bundlinjen er, at Nordkorea skal opgive ambitionerne om at blive en atomstat. I et interview med den amerikanske radiostation NPR sagde Tillerson, at det er afgørende, at Nordkorea opgiver ambitionen fuldstændigt, og at der ikke vil blive tale om, at man blot sætter Nordkoreas atomprogram på pause i »fem eller ti år igen«.

Tillerson sagde også, i lighed med Nordkorea-eksperter, at Kim Jong-un ikke er »sindssyg«. »Han kan være en morder, han kan være skånselsløs, han kan være irrationel. Men han er ikke sindssyg,« sagde Tillerson.

Samtidig var der stor ros til Kina fra både Trump og fra Tillerson, som begge sagde, at Kina havde forstået budskabet og er i gang med at lægge pres på Nordkorea. Det tyder på, at de gentagne forhandlinger mellem Trump og Kinas præsident Xi Jingping har givet resultater. Det rapporteres ligeledes, at Kina har stoppet en del af sin kulimport fra Nordkorea og har bremset leverancerne af olie til Kim Jong-un.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.