Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trump før topmøde: EU er en »fjende«

Donald Trump erklærer nu direkte, at EU er en »fjende« og sammenholder det europæiske fællesskab med fjender som Rusland og Kina. »Det skulle man ikke tro om EU, men EU er en fjende,« siger præsidenten.

»Det skulle man ikke tro om EU, men de er en fjende,« lyder det fra Trump
»Det skulle man ikke tro om EU, men de er en fjende,« lyder det fra Trump

Umiddelbart før præsident Donald Trumps topmøde med Ruslands præsident, Vladimir Putin, og efter de seneste dages konflikter med europæiske allierede under først NATO-topmødet i Bruxelles og derefter premierminister Theresa May i Storbritannien, udråber Trump nu EU som en »fjende«.

I et interview til »CBS Evening News« i Skotland nævner præsidenten EU - en af USAs nærmeste allierede i årtier - da han af nyhedsværten, Jeff Glor, bliver bedt om at identificere sin »største fjende globalt lige nu«.

»Well,« siger Donald Trump.

»Jeg mener, vi har mange fjender. Jeg mener, at EU er en fjende i forhold til, hvad de gør over for os med handel. Det skulle man ikke tro om EU, men EU er en fjende. Rusland er en fjende i visse henseender. Kina er en fjende økonomisk, helt sikkert en fjende. Men det betyder ikke, at de er dårlige. Det betyder ikke noget. Det betyder, at de er konkurrencedygtige.«

I forbindelse med EU-landene som en fjende tilføjer Donald Trump:

»Jeg respekterer lederne af disse lande, men i en handelsmæssig forstand har de virkeligt udnyttet os, og mange af disse lande er i NATO, og de betaler ikke deres regninger.«

Søndag fortalte premierminister Theresa May til BBC, at Donald Trump havde opfordret hende til at »sagsøge EU« i stedet for at forhandle Storbritanniens exit fra Unionen.

Theresa May er udfordret af dyb splittelse internt i hendes konservative parti over hendes plan for Brexit. Flere ministre, herunder den nu forhenværende udenrigsminister Boris Johnson, har forladt deres poster i protest over, at hun ikke vil skære alle bånd til EU, men have et såkaldt »blødt« Brexit.

Den britiske premierminister blev imidlertid yderligere svækket, da Donald Trump i et interview til tabloidavisen The Sun ved ankomsten til et arbejdsbesøg i Storbritannien torsdag kritiserede Mays tilgang til EU og anførte, at Storbritannien efter Brexit måske alligevel ikke kan få en stor handelsaftale med USA i hus.

»Den aftale, hun rammer, er meget anderledes end den, som folket stemte om,« sagde Trump om Brexit og tilføjede, at han havde sagt til May, at hun burde stramme sig an.

»Jeg har faktisk sagt til Theresa May, hvordan man gør det. Men hun var ikke enig, hun lyttede ikke til mig. Hun ville en anden vej. Jeg vil faktisk sige, at hun sandsynligvis gik den modsatte vej.«

På et efterfølgende pressemøde fredag mellem Trump og May forsøgte begge at nedtone uenighederne. De talte om at udbygge de to landes »særlige forhold« og om muligheden for en stor handelsaftale mellem USA og Storbritannien efter Brexit.

Før arbejdsbesøget i Storbritannien kritiserede Trump under NATO-topmødet i Bruxelles mange af sine allierede for at betale for lidt til NATOs kasse.

Han indledte mødet med at sige, at Tyskland er »totalt kontrolleret« af Rusland og en »fange af Rusland« på grund af gasledningen, Nord Stream 2, der er planlagt til at gå gennem dansk farvand for at forsyne tyskerne.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.