Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trump er ikke problemet - men hans bondehær er

Donald Trump er øjeblikkets mand i Det Republikanske Parti i USA, han er røget helt til tops som præsidentkandidat ved at kalde mexicanske immigranter for »voldtægtsmænd« og »terrorister«, og han har »fyret op under tosserne«. Han vil sikkert ikke stå distancen, men hans gungrende masser vil, og den republikanske politiker, som kan fange dem, bliver partiets præsidentkandidat.

Donald Trump er en sæbekasse-demagog og en skygge af tidligere demagoger, og i amerikansk politisk historie ender den slags med at sætte ild til sig selv og brænde ud som en lynkineser. Foto: Charlie Leight
Donald Trump er en sæbekasse-demagog og en skygge af tidligere demagoger, og i amerikansk politisk historie ender den slags med at sætte ild til sig selv og brænde ud som en lynkineser. Foto: Charlie Leight

Nyhedsanalyse: Nogle mennesker bruger weekenden på at arbejde i haven eller tage til stranden. Andre bruger den til at udstille det store problem i deres eget parti.

John McCain og Donald Trump hører til i den sidstnævnte kategori. Trump er øjeblikkets mand i Det Republikanske Parti i USA, han er røget helt til tops som præsidentkandidat ved at kalde mexicanske immigranter for »voldtægtsmænd« og »terrorister«, og han fører valgkamp som om, det hele var et realityshow, hvor det handlede om at komme på forsiden af Se og Hør, og i weekenden fik senator og tidligere republikansk præsidentkandidat John McCain så nok. I et interview med magasinet New Yorker sagde han:

»Vi har et ekstremt element inden for Det Republikanske Parti,« og det er et stadigt hyr at holde dem nede, sagde han.

Ind til Trumps entré i valgkampen gik det faktisk nogenlunde, der var ro på bagperronen, men nu har Trump »fyret op under tosserne«, sagde McCain. De har sænket høtyvene og marcherer bag ham under faner med korte lydbidder og sammensværgelsesteorier, og Trump fører i de republikanske meningsmålingerne. Op mod 20 pct. af græsrødderne vil have ham som partiets præsidentkandidat, og kendte politikere som guvernør Scott Walker, tidligere guvernør Jeb Bush og senator Marco Rubio halter efter ham i meningsmålingerne.

Trump føler sig tydeligvis usårlig, og han svarede giftigt igen på McCains angreb. Ved et vælgermøde i Iowa sagde han, at han var træt af at se, hvordan McCain førte sig frem som en krigshelt.

»Han er ikke en krigshelt. Er han en krigshelt, fordi han blev taget til fange? Jeg kan bedst lide helte, som ikke bliver taget til fange,« sagde Trump.

Han lod sig ikke distrahere af ironien i, at han selv undgik at blive taget til fange ved at undgå krigstjeneste i Vietnam, og søndag fortsatte han uden blusel. Han krævede nu en undskyldning fra McCain for at kalde hans tilhængere for »crazies«.

Det var, hvad John McCain og Donald Trump brugte deres weekend på, og det republikanske dilemma står nu tydeligt illumineret – og dilemmaet er ikke Trump. Han er en sæbekasse-demagog og en skygge af tidligere demagoger som Huey Long, Joe McCarthy, George Wallace og Pat Buchanan, og i amerikansk politisk historie ender den slags med at sætte ild til sig selv og brænde ud som en lynkineser.

Trump er derfor et problem, som løser sig selv for det republikanske establishment, og måske har det allerede løst sig med hans angreb på McCain. Men hans vælgere vil stadig være der, når Trump ikke er der, som den fremmeste kender af det amerikanske højre, historikeren Rick Perlstein, skriver i The Washington Spectator. Perlstein har i 17 år studeret den moderne konservative bevægelse og udgivet to prisbelønnede bøger om emnet, og fra midten af 1960erne og frem har det ekstreme element været en republikansk konstant, skriver han, og det begyndte som en bevidst strategi.

Præsident Nixons strateg Kevin Phillips fik ideen til at skabe en fodhær af de højrereligiøse og de våbenglade, de vrede libertarianere og samspilsramte hvide, og strategien lykkedes i en grad, så Phillips kom til at fortryde den.

I to bøger i 2000erne beskrev han, hvordan hans strategi undervejs udviklede en »tredobbelt mutation« og blev et monster, for det viste sig, at en republikansk politiker ikke kunne komme til tops uden at tage fodhæren i ed. Og det var ikke meningen. Meningen var, at fodhæren skulle hænge plakater op, komme til møder, klappe, demonstrere og stemme, men ikke bestemme. Men de republikanske politikere kunne ikke nære sig, de gav fodhæren lov til at bestemme til gengæld for stemmer, og præsidentkandidat Mitt Romney er et eksempel. Han var en midtsøgende republikaner, som imidlertid i kampen om i 2012 at blive partiets præsidentkandidat svingede langt til højre for at komme fodhæren i møde, og resultatet blev, at han blev uvælgelig for det store, brede Amerika.

Akkurat det samme problem gentager sig nu. Med McCains ord – Trump har »fyret op under tosserne«, og Trump vil sikkert ikke stå distancen, men hans gungrende masser vil, og den republikanske politiker, som kan fange dem, bliver partiets præsidentkandidat. Det er den simple kalkule. Men vinderen vil vinde ved at indgå en faustiansk handel med det »ekstreme element«, for i samme øjeblik han forskriver sig til dem, gør han sig uvælgelig i et Amerika, som netop bliver mindre og mindre ekstremt.

Derfor er Donald Trump ikke problemet for Det Republikanske Parti. Hans vælgere er.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.