Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Truende Iran gør gamle fjender til nye venner

Mens Iran viser dele af sit nyindkøbte russiske S-300-missilsystem frem i Teheran, rykker præstestyrets to regionale hovedfjender, Israel og Saudi-Arabien, tættere sammen.

Den iranske præsident, Hassan Rouhani.
Den iranske præsident, Hassan Rouhani.

To små ubeboede øer i Det Røde Hav har fået symbolværdi i kapløbet mellem Iran og den regionale sunni-blok, der nu mere end nogensinde åbner dørene for strategisk samarbejde med Israel.

På overfladen er Egyptens nylige aftale om at sælge øerne Tiran og Sanafir (se grafik nedenfor) til Saudi-Arabien ene og alene en egyptisk-saudisk aftale, der skal redde den egyptiske økonomi med en saudisk pengeindsprøjtning. Men aftalen om de to ubeboede øer, der ligger mellem den egyptiske Sinai-halvøs sydspids og Saudi-Arabien, er også det hidtil tydeligste tegn på, at Irans stigende regionale rolle og præstestyrets oprustning får en række arabiske lande til at samarbejde med Israel. For de har alle som mål at opveje Irans regionale indflydelse, der strækker sig til Irak, Syrien, Libanon, Bahrain og Yemen.

Saudi-Arabien accepterer fredsaftale

For op mod 50 år siden, da den egyptiske præsident Gamal Abdul Nasser spærrede for israelsk søfart ved Tiran og Sanafir, førte det til krig mellem Egypten og Israel. Nu giver Israel sit samtykke til at lade øerne falde under det saudiske flag, og med sit køb siger Saudi-Arabien de facto, at man respekterer den fredsaftale, Egypten og Israel indgik i 1979.

Aftalen om øerne skal ikke ses som modvægt til den trussel, Iran udgør for saudierne, israelerne og egypterne. Aftalen skal ses som en videreudvikling af et samarbejde, der de seneste år er blevet væsentligt bedre på grund af Iran – især i lyset af den atomaftale, der blev indgået med Iran i sommeren 2015.

Efter atomaftalen er Israel ifølge saudiske kilder begyndt at sælge droner til Saudi-Arabien via Sydafrika, og når medlemmer af den saudiske kongefamilie besøger Jordan, sørger de altid for også at møde israelske repræsentanter. Dels for at holde sig opdateret, fordi Saudi-Arabien ganske enkelt er holdt op med at stole på USAs rolle i regionen. Især som resultat af atomaftalen med Iran, men også fordi man har oplevet USAs tøven i Syrien, der har banet vej for Ruslands redning af præsident Bashar al-Assad. Derfor læner Saudi-Arabien sig nu i stigende grad op ad Israel, det eneste land i Mellemøsten, der foruden Saudi-Arabien selv ser Iran som en eksistentiel trussel.

Lige som Israel havde Saudi-Arabien forudset, at Ruslands levering af S-300-missilsystemer til Iran blot var et spørgsmål om tid efter atomaftalen. Og de fik ret.

Fjende møder fjende i kulissen

Hverken Israel eller Saudi-Arabien stoler på, at USA vil skride aktivt ind, hvis Iran skulle få den idé at opsætte S-300-missilsystemerne tættere på de to lande – eksempelvis i Syrien – når Iran har modtaget hele den russiske sending. USA har, siden man undlod at bombe Assads hær i 2013 i forlængelse af de kemiske angreb, været supermagten, der ikke overholder egne røde linjer.

Det er også årsagen til, at Israel og Saudi-Arabien bag kulisserne har indgået et langt mere intensivt samarbejde. For Iran er, set med de to landes øjne, et land med klare regionale aspirationer i en række af de lande, der grænser op til både Israel og Saudi-Arabien. Heriblandt Libanon, Syrien, Irak, Bahrain og Yemen. Og derfor er Iran en trussel.

Det samme strategiske samarbejde finder sted mellem Egypten og Israel. Mens USA varsler tilbagetrækning af de fredsobserverende styrker fra Sinai – og straffer den egyptiske præsident al-Sisi med at tilbageholde våbenleverancer – blomstrer det egyptisk-israelske sikkerhedssamarbejde. Især mod Islamisk Stat i Sinai, men også sikkerhedskoordinering på områder, der har med Irans indflydelse i regionen at gøre.

Dette samarbejde har banet vej for et smertefrit salg af de to øer til Saudi-Arabien. Israel frygter ikke, at Egypten eller Saudi-Arabien vil bruge øerne til at lukke for israelsk søfart. Tværtimod har Israel tiltro til, at den slags aftaler kan styrke sikkerhedssamarbejdet mellem de tre parter. Et sikkerhedssamarbejde alle parter føler er nødvendigt for at kunne balancere den iranske rolle i området i en tid, hvor tilliden til, at USA altid værner om deres sikkerhed, altså har lidt alvorlige knæk.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.