Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nyhedsanalyse

Trods trusler om flygtningekollaps: Tyrkiets visum-drømme sat på pause

Tyrkiet får ikke den ønskede visumfrihed til Schengen-området ved udgangen af juni, da fremskridtene mod at opfylde samtlige 72 krav har været sparsomme den seneste måned. Det store slag er dog kun udskudt og venter nu til efteråret i stedet.

Luften er ikke blot anstrengt mellem Tysklands kansler, Angela Merkel, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som her trykker næver under det humanitære topmøde i Istanbul i sidste måned. Tyrkiet bøvler i øjeblikket også med forholdet til EU.
Luften er ikke blot anstrengt mellem Tysklands kansler, Angela Merkel, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, som her trykker næver under det humanitære topmøde i Istanbul i sidste måned. Tyrkiet bøvler i øjeblikket også med forholdet til EU.

BRUXELLES: Det har ikke skortet på trusler fra tyrkisk side om at lade den store flygtningeaftale mellem EU og Tyrkiet falde til jorden, hvis ikke Tyrkiet kunne få visumfrihed til Schengen-området ved udgangen af juni.

Men den tidsplan blev endeligt skudt i sænk onsdag, da EU-Kommissionen slog fast, at Tyrkiet fortsat mangler at opfylde syv af de i alt 72 krav - det samme som ved den seneste status i begyndelsen af maj - før processen kan komme videre. Med sommerferie i hele august i Bruxelles ligner oktober dermed en mere sandsynlig deadline, selv om EU-Kommissionen ikke selv vil sætte en specifik deadline længere.

For Tyrkiet er visumfrihed for kortere rejser i op til 90 dages varighed til Schengen-området det vigtigste, som EU kan tilbyde, fordi det er et stort ønske hos såvel tyrkisk erhvervsliv som blandt de mange tyrkere med familie i EU, som det vil blive lettere at besøge. Det har været et varmt tyrkisk ønske i årtier, og derfor bliver det en stor politisk sejr for den, som sikrer Tyrkiet visumfrihed til Schengen.

I ugevis har der været bekymring for en arrig reaktion fra Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdoğan, hvis det ikke blev ved udgangen af juni alligevel. Men allerede tirsdag sendte Erdoğan sin nye loyale premierminister, Binali Yıldırım, i byen med besked til den tyrkiske avis Hürriyet om, at Tyrkiet hellere vil undvære visumfrihed nu, end at ændre på sin terrorlov, der er det væsentligste udestående i forhold til at opfylde kravene fra EU.

Bag de officielle udmeldinger foregår der forhandlinger mellem EU-Kommissionen og den tyrkiske regering, og her har der været lidt større fremskridt, end det fremgår af de officielle meldinger. Men hverken EU eller Tyrkiet har travlt.

Erdoğan har selv tidligere nævnt oktober som en mulig ny deadline, og det er der flere grunde til. Erdoğan har rigeligt med bolde i luften lige nu, hvor der kæmpes militært mod det kurdiske PKK, samtidig med at han forsøger at ændre forfatningen og gøre præsidentembedet til en suveræn magtposition. Læg dertil den diplomatiske fejde med Tyskland, som nu officielt - trods tyrkiske protester - har vedtaget en resolution, der kalder de osmaniske ungtyrkeres massakre på op mod 1,5 millioner armeniere i 1915 for et »folkemord.«

Det kan desuden vise sig belejligt for Erdoğan at kunne spille visumfriheden som en trumf til efteråret. Så vil han også kunne tage æren selv, mens visumfrihed ved udgangen af juni i stedet ville følge den tidligere premierminister, Ahmet Davutoğlus, plan og dermed snarere være en cadeau til Davutoğlu.

For EU er der heller ikke travlt. Formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, har tydeligt indikeret over for EU-Kommissionen, at han meget gerne ville undgå dette emne på topmødet den 28.-29. juni, som i den grad vil blive formet af resultatet af den britiske folkeafstemning om EU-medlemskabet den 23. juni. Den britiske folkeafstemning kan skabe et større kaos i EU, som kræver al fokus, og en udskydelse af beslutningen om visumfrihed til Tyrkiet er derfor yderst velkommen i de fleste EU-landes regeringer - ikke mindst i Frankrig, hvor modstanden mod visumfrihed til Tyrkiet er betydelig.

I praksis er det nu op til Tyrkiet at rykke sig - ikke mindst ved at ændre terrorloven, som i dag er så bred i sin definition af terror, at den kan bruges til at arrestere kritiske journalister og akademikere. Herefter skal EU-Kommissionen bekræfte, at samtlige 72 krav er opfyldt, inden et forslag om at give Tyrkiet visumfrihed sendes videre til EU-landene og Europa-Parlamentet, hvor der også er betydelig modstand.

Tirsdag gjorde Tyrkiet-ordføreren i Europa-Parlamentets udenrigsudvalg, Kati Piri, det klart, at hvis bare ét prokurdisk parlamentsmedlem i Tyrkiet bliver sat i fængsel som følge af ophævet immunitet for tyrkiske parlamentarikere, så vil Tyrkiet aldrig få visumfrihed.

Det store slag om visumfrihed til tyrkiske statsborgere er ganske vist udskudt til efteråret, men der er stadig et drama i vente.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.