Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Trods 16 inspektioner blev Grenfell Tower beklædt med forbudt brændbart materiale

Højhuset Grenfell Tower i London, hvor 79 personer formodes at have mistet livet i en voldsom brand sidste uge, havde ikke mindre end 16 inspektioner, da det for nylig blev renoveret. Ikke desto mindre fik højhuset en brandbar beklædning, der er forbudt på høje bygninger.

Det udbrændte højhus Grenfell Tower står nu i bydelen Kensington i det vestlige London som et minde om den tragiske brand. REUTERS/Hannah McKay
Det udbrændte højhus Grenfell Tower står nu i bydelen Kensington i det vestlige London som et minde om den tragiske brand. REUTERS/Hannah McKay

Da Grenfell Tower på 24 etager blev renoveret fra 2014 til 2016 var embedsmænd fra de lokale myndigheder på inspektion hele 16 gange. Embedsmænd, der blandt andet har til opgave at håndhæve strenge brandbestemmelser.

Ikke desto mindre forhindrede inspektørerne ikke, at højhuset fik en brandbar beklædning, som det er forbudt at bruge på høje bygninger. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Netop beklædningen af bygningen er blevet beskyldt for at være årsag til, at branden blev spredt så hurtigt og endte med at koste mindst 79 mennesker livet.

Som Berlingske tidligere har beskrevet, bestod beklædningen af det såkaldte »AMC«, der står for Aluminium-Komposit, hvor plasttypen Reynobond PE bliver beskyttet af to plader aluminium. Eksperter har forklaret, at de tynde plader aluminium skal sørge for, at flammer ikke kan nå ind til plasten - for plastik brænder. Men hvis det bliver varmt nok (700 grader), kan aluminiumspladerne ikke stå imod, lyder det. Under AMC'en var Grenfell Tower desuden beklædt med Celotex FR5000, som er en form for celleplast brugt til isolering.

»Jeg var ikke i tvivl om, hvad der var sket. Det er effekten af at have plastisolering i facaden. Det er som at komme dynamit udenpå,« har Kristian Hertz, professor på DTU, Institut for Bygge og Anlæg, tidligere forklaret.

Renoveringen af Grenfell Tower for cirka 85 millioner kroner fandt sted fra 2014 til 2016, og der var løbende inspektioner fra det lokale Kensington og Chelsea-råd. Men det lader altså til, at man har overset brugen af det forbudte materiale.

»Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt bygningsinspektørerne var tilstrækkeligt kompetente og vidste, hvad de så på. Det stiller også et spørgsmål om, hvad de faktisk blev vist. Blev noget skjult for dem,« siger det lokale Labour-rådsmedlem Judith Blakeman, der repræsenterer beboerne i Grenfell Tower.

Kensington og Chelsea-rådet har fået massiv kritik for håndteringen af brandkatastrofen, og da det første offer for branden blev begravet onsdag stod premierminister Theresa May frem i parlamentet og sagde, at staten både lokalt og national havde fejlet i forhold til at hjælpe folk, da de havde allermest brug for det.

En strafferetlig undersøgelse, som involverer omkring 250 efterforskere, er blevet indledt for at finde svar på, hvordan branden startede, hvordan den bredte sig, og hvordan bygningen var vedligeholdt og drevet - herunder, hvilke brandsikkerhedsforanstaltninger der var.

Ud over beklædningen af bygningen har beboere rejst bekymringer i forhold til bygningens flugtveje og alarmsystemer. Som Berlingske tidligere har beskrevet, kæmpede en gruppe beboere i lang tid inden branden for at få forbedret sikkerheden. »De kan ikke sige, at de ikke er blevet advaret«, lød det allerede fra beboergruppen i november.

»Alle vores advarsler blev overhørt. Vi forudsagde, at en katastrofe som denne var uundgåelig og bare et spørgsmål om tid,« skrev gruppen onsdag efter branden.

Brandvæsenet blev advaret om branden i Grenfell Tower kort efter midnat klokken 00.54 lokal tid onsdag 14. juni.

Bygningens 24 etager havde 127 lejligheder, og mens mange nåede at flygte ud af bygningen, blev 65 personer evakueret af brandmænd. Andre nåede ikke ud i tide. Mindst 79 personer har mistet livet i branden, og herudover er 74 personer blevet indlagt. 17 af dem i kritisk tilstand.

Flere hårrejsende vidneberetninger har givet indblik i den forfærdelige tragedie. Det er blandt andet blevet beskrevet, hvordan en fireårig pige blev kastet ud af vinduet fra femte sal af sin mor, der formodes omkommet. Pigen blev grebet af en mand og er uskadt. Andre nåde at ringe og tage afsked med familiemedlemmer, inden de blev opslugt af flammerne.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.