Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Tre forklaringer: Derfor ændrede Trump pludselig holdning til Rusland

I 2014 mente Trump, at Rusland var USAs »største fjende« og »et fandens problem«, og han ville have hårde sanktioner. Hvorfor ændrede han mening? Her er tre forklaringer.

Donald Trump i Trump Tower. I 2014 var han ualmindelig kritisk og aggressiv over for Rusland. Nu er han positiv og imødekommende. Hvad skete der i mellemtiden?
Donald Trump i Trump Tower. I 2014 var han ualmindelig kritisk og aggressiv over for Rusland. Nu er han positiv og imødekommende. Hvad skete der i mellemtiden?

Donald Trump er ualmindeligt positiv over for Rusland og den russiske leder, Vladimir Putin.

Men det har han ikke altid været. Faktisk har han ind til for nyligt ikke været det.

CNN kunne i nat afsløre en række TV-interviews, som Trump deltog i i 2014, og her kaldte han Rusland for USAs »største fjende,« »et fandens problem,« og han støttede udvidede sanktioner og en økonomisk krig mod Rusland. Han beklagede, at Rusland møvede sig ind i Iran og »kontrollerer situationen i Syrien.«

Og det skulle USA ikke finde sig i, og løsningen var at gå i clinch med russerne, sagde han 24. marts 2014 til Fox News.

»Der er mange ting, som vi økonomisk kunne gøre mod Rusland. Rusland er ikke økonomisk stærk, og vi kunne lave nogle forskellige numre, som virkelig ville trække tæppet væk under dem - hvis vi ville,« sagde han.

I februar 2015 begyndte han så at forberede en præsidentkampagne, og kort efter slog han ind på en anderledes positiv linje over for Rusland - og en linje, som kulminerede i går, hvor han i interviews lød mere imødekommende over for Rusland og præsident Putin end over for NATO og EU.

Han har bl.a. sagt, at han vil overveje at anerkende den russiske annektering af Krim.

Så hvad ændrede sig i perioden mellem marts 2014 og 2015?

Der er mindst tre muligheder.

Den ene er, at Trump blot er ord, og han vælger de pågældende ord efter samme princip, som de fleste mennesker vælger en kø i supermarkedet. Den nemmeste og hurtigste. Han har også undervejs ændret holdning til f.eks. abort, Obamacare og immigration, og det er alt sammen bare Trump, når han er Trump.

Den anden mulighed er, at Trump nøje har genovervejet sin udenrigspolitik og er nået til den konklusion, at USA er bedre tjent med et nært forhold til Rusland end til f.eks. Tyskland og EU. Og at han også tror mere på den russiske holdning om, at vi skal tilbage til nationalstaterne og nationalstaternes verdenskort.

Den tredje mulighed er den mest sensationelle og handler om, at Rusland mellem marts 2014 og 2015 præsenterede Trump for kompromitterende materiale - eller »kompromat,« som russerne kalder det.

Det er en vurdering, som den hollandske efterretningsekspert Hans de Vreij bl.a. kommer med. Trump ændrede holdning, fordi »det russiske kompromat landede på hans dørmåtte,« som Hans de Vreij tweetede tidligere i dag.

I sommeren 2013 var Trump således i Moskva med finalisterne fra Miss Universe-konkurrencen, og ifølge en omstridt 35 sider lange efterretningsrapport skulle den russiske sikkerhedstjeneste FSB bl.a. her have foretaget video- og lydoptagelser med Trump under »perverterede seksuelle handlinger,« som der hedder i rapporten.

Og siden har de haft en klemme på ham, fremgår det af rapporten, som er bestilt af modstandere af Trump og udfærdiget af en tidligere britisk MI6 agent.

Trump og Rusland har begge ihærdigt dementeret efterretningsrapporten, og en talsmand for Trump har ingen kommentarer til CNNs oplysninger om Trumps pludselige holdningsændring.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.