Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

To bombeangreb koster omkring 50 menneskeliv i Libyen

Angreb på træningscenter for politifolk er det blodigste siden Gaddafis fald.

I omegnen af 50 personer er torsdag blevet dræbt ved to bombeangreb i Libyen, skriver de internationale nyhedsbureauer AFP og Reuters.

Det ene angreb fandt sted ved et træningscenter for politifolk i Kystbyen Zliten. Her sprang en bombe, som befandt sig i en lastvogn. Det andet angreb skete ved et checkpoint.

Mindst 47 personer blev dræbt i angrebet i Zliten. Det gør det til det blodigste siden revolutionen, som i 2011 blev den tidligere leder Muammar Gaddafis endeligt.

Ifølge de internationale nyhedsbureauer opholdt mellem 300 og 400 mand sig i centret.

Der hersker en vis uklarhed om antallet af dræbte i Zliten. Torsdag aften er der meldinger om et sted mellem 47 og 55 dræbte og flere end 100 sårede. Tidligere på torsdagen oplyste lokale hospitalskilder et dødstal på mindst 65 personer.

Borgmesteren i Zliten oplyser til Reuters, at eksplosionen fra bomben kunne høres flere kilometer væk.

Nogle timer efter angrebet kørte en Toyota Land Cruiser læsset med sprængstoffer ind i et checkpoint ved byen Ras Lanouf. Den ligger i et vigtigt olieområde, som for nylig har været under angreb fra Islamisk Stat.

Bilen detonerede og dræbte seks personer. Der meldes derudover om otte sårede.

En talsmand for de sikkerhedsstyrker, der bevogter nærliggende olieanlæg oplyser til AFP, at tre vagter og en 16 måneder gammel baby er blandt de dræbte.

Ingen har endnu påtaget sig skylden for angrebene, som kommer på et tidspunkt, hvor Islamisk Stat har vundet stadig mere magt i landet.

Libyen har haft to regeringer siden august 2014, da en militæralliance erobrede hovedstaden og etablerede sit eget parlament i Tripoli. Det tvang den internationalt anerkendte regering til at søge tilflugt i den østligt beliggende by Tobruk.

De to stridende regeringer i Libyen sagde i december, at de var nået til enighed om en politisk løsning på konflikten i det urohærgede land, som har været i kaos, siden Gaddafis fald.

Islamisk Stat tog kontrollen med kystbyen Sirte i juni. Sirte er Muammar Gaddafis hjemby. Gruppen har udnyttet det kaos, som har bredt sig i hele Libyen siden revolutionen, til at vinde frem i det olierige land.

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.