Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Think pink i atomskyens skygge

Ved det havarerede kernekraftværk i Fukushima insisterer en lokal iværksætter på at holde håbløshed og bestrålingspanik fra livet. Han har sat sig for at plante verdens største kirsebærblomsterskov.

64-årige Tadashige Shiga har taget initiativ til at anlægge verdens største kirsebærblomsterskov med 99.000 træer ved byen Iwaki for at gøre op med mismodet oven på atomkatastrofen på Fukushima-værket, der ligger i nærheden af den kommende skov. Foto: Simon Staun
64-årige Tadashige Shiga har taget initiativ til at anlægge verdens største kirsebærblomsterskov med 99.000 træer ved byen Iwaki for at gøre op med mismodet oven på atomkatastrofen på Fukushima-værket, der ligger i nærheden af den kommende skov. Foto: Simon Staun

IWAKI: Det er den blideste regn, der falder, men man er trods alt taknemmelig for, at boutique-hotellet nede i Tokyo udstyrede os med paraplyer.

Vi befinder os i den særlige, nyanlagte kirsebærblomsterskov ved byen Iwaki i Fukushima-præfekturet, ca. 40 km fra det ødelagte og stadig radioaktivt ulmende kernekraftværk Fukushima Dai-ichi. Man skæver op mod den vintergrå himmel.

»Når man måler for radioaktivitet her i området, tyder det på, at det ikke er farligt at bo her. Men jeg ved ikke, om man helt kan stole på de tal, udstyret viser,« siger Tadashige Shiga, der viser rundt i det let kuperede terræn, som fører op til de nyplantede kirsebærblomstertræer.

Her i den lille lund af nåletræer foran besøgscenteret er der anlagt en 160 meter lang og overdækket gangpavillon af træ; en konstruktion, specialtegnet af den anerkendte, kinesiskfødte installationskunstner Caï Guo-Qiang, der er en nær ven af Iwaki og Shiga. Guo-Qiang, der tilbragte nogle ungdomsår i den japanske kystby og nu bor i New York, har også udstillet i København flere gange.

Shiga er hjernen og hjertet bag skovprojektet, der ad åre skal få alle bakkedrag i horisonten til at lyse op i sarte lyserøde nuancer i forårets blomstringssæson. 64-årige Shiga, der lever af at sælge autoreservedele, har personligt overtalt 50 lokale landmænd til at stille arealer til rådighed for sin mission. Prospektet skal omfatte 99.000 sponserede, ikke-bærproducerende træer – verdens største kirsebærblomsterskov. Og en æstetisk manifestation af livskraft over for ikke mindst de voldsomme psykologiske efterveer på den i sandhed apokalyptiske katastrofe, der udspillede sig på den japanske Stillehavskyst den 11. marts 2011.

Først ramte Japans hidtil voldsomste jordskælv ud for byen Sendai og udløste en gigantisk tsunami. Jordskælvet og tsunamien raserede tilsammen det ene kernekraftværk i Fukushima og forårsagede voldsomme eksplosioner med efterfølgende nedsmeltning i tre af de seks reaktorer. Det er den mest omfattende atomulykke siden Tjernobyl i 1986. Ingen personer døde af akut bestråling lige efter ulykken, men 71.000 evakuerede personer bor stadig, fire år efter, i midlertidige indkvarteringsfaciliteter og uden udsigt til at få deres gamle liv tilbage de næste mange år.

På selve værket knokler dagligt omkring 7.000 mænd i beskyttelsesdragter og med personlige docimetre med det uoverskuelige og risikofyldte oprydningsarbejde.

Fødselstallet er ekstralavt

Omkostningerne til nedkøling, oprydning og senere indkapsling kommer til at antage helt ubegribelige dimensioner; oprydningsarbejdet forventes at tage op mod fire årtier endnu, og metoderne til at løse opgaven er stadig under udvikling.

De fleste rapporteringer angiver, at konsekvenserne af såvel de indledende radioaktive udslip som de uheld, der er sket under oprydningsarbejdet, har været ubetydelige.

De psykologiske konsekvenser har til gengæld været ret konkrete. Japanske medier rapporterer om en markant stigning i frekvensen af depression, alkoholisme, skilsmisser og selvmord omkring Fukushima-værket. Samt fedme hos børn; forældre er tilbageholdende med at lade deres børn lege udenfor, selv i områder, hvor der ikke måles forhøjede radioaktive værdier.

Fødselstallet, der i forvejen er bekymrende lavt i Japan, er her i området i faldet med ti procent efter ulykken. Frygten for fosterskader er udtalt, men der er ingen tegn på, at der er født børn med skader. Dog er der registreret en markant stigning af kræft i skjoldbruskkirtlen hos børn omkring Fukushima. Eksperter påpeger imidlertid, at denne kræftform typisk tager længere tid end tre år om at udvikle sig, samt at stigningen kan skyldes mere nidkære undersøgelser. Kritikere spørger, om det ikke også kan tænkes, at der har været udslip fra det åbenlyst ikke tilstrækkeligt robuste eller veldrevne værk gennem længere tid.

Naboskabet til værket gjorde da også Tadashige Shiga dybt betænkelig allerede i 1986, da atomkatastrofen ramte Tjernobyl.

»Da købte jeg en geigertæller. Men så glemmer man frygten igen og lever videre. Geigertælleren lagde jeg ud i garagen,« siger han.

»Japanerne er mærkelige«

Shiga nærer dog ingen stor tillid til hverken energiselskabet Tepco eller den nationale energipolitik, der trods en latent højrisiko for jordskælv, har atomkraft som en bærende søjle.

»Japanerne er mærkelige. Skriv det; vi er mærkelige. Det er simpelthen forkert, at man udsætter en hel regions befolkning for i flere generationer at skulle leve med denne forurening. Fordi de nede i Tokyo har så enormt et energibehov,« siger Shiga.

Urimeligheden gør ham vred, påstår den ellers næsten trodsigt muntre mand, der skæmter med, at han i sin høje alder næppe selv når at dø af stråleskader. Men hans børnebørn får ikke lov til at spise den ris, der dyrkes i området.

»Men jeg er jo så gammel,« joker han. »Det kommer ikke til at betyde noget for mit helbred. Jeg spiser også fisk, der er fanget her i havet,« trumfer han.

Dét handler i høj grad om at vise aktiv solidaritet med sin hjemstavn; noget, han gerne så lidt mere af fra andre dele af det japanske samfund. Da han og hans familie frivilligt var evakueret til Chiba-præfekturet i tre måneder efter katastrofen, lagde han mærke til, hvordan resten af landet fungerede som noget næsten nært normalt. Ligesom masser af andre frivillige kastede han sig ind i arbejdet for at få sit lokalsamfund hevet op af fortvivlelsen. I første omgang gav han sig til at køre frem og tilbage med benzin og fødevarer til de tilbageblevne i Iwaki.

Den 8. maj 2011 plantede han de første 20, spæde kirsebærblomstertræer.

»Jeg fik ideen til at skabe noget, der stod i modsætning til atomkraft. Noget, som repræsenterer det smukke og ufarlige, og som kan få os, ikke mindst børnene, til at tænke på noget andet end frygten for radioaktivitet. Vi håber, at det kan blive en attraktion, som kan tiltrække besøgende, der vil vise deres solidaritet med os,« siger han.

Kunstneren Guo-Qiang er hovedbidragsyder til kirsebærblomsterskoven, men de enkelte træer er desuden sponseret af privatpersoner og virksomheder, herunder 54 danske. Kvoten er 30-40 nye træer om måneden, og de plantes ved en særlig ceremoni, hvor bidragsyderen efter shintobuddhistisk tradition skriver et særligt fremtidsønske på et lille træskilt og hæfter det på stammen af et donortræ.

»Med det tempo vil projektet tage 200 år, men det behøver heller ikke at gå hurtigt. Det skal bare være en god proces, og vi japanere bliver jo også så utroligt gamle,« ler Tadashige Shiga.

Camilla Nellemann var tolk ved interviewet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.