Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Strid om eksplosivt notat sår tvivl om ny FBI-chefs fremtid

Christopher Wray vil måske trække sig som FBI-chef, hvis Republikanerne frigiver omstridt notat, skriver CNN.

FBI-direktør Christopher Wray afløste i august James Comey på posten. Nu er hans fremtid på spil i opgør om omstridt notat. Scanpix/Brendan Smialowski/arkiv
FBI-direktør Christopher Wray afløste i august James Comey på posten. Nu er hans fremtid på spil i opgør om omstridt notat. Scanpix/Brendan Smialowski/arkiv

Washington. FBI-direktør Christopher Wray blev håndplukket af USA's præsident, Donald Trump, til at stå i spidsen for agenturet efter fyringen af forgængeren James Comey.

Blot seks måneder senere er den 50-årige Wray på kollisionskurs med præsidenten.

Det amerikanske medie CNN rapporterer, at Wray måske vil træde tilbage, hvis Donald Trump som forventet godkender offentliggørelsen af et omstridt dokument, der har sat Washington på den anden ende.

Notatet er forfattet af republikanske politikere i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Det beskriver angiveligt, hvordan FBI og justitsministeriet skulle have udnyttet et overvågningsprogram til uretmæssigt at have overvåget et medlem af præsident Donald Trumps valgkampagne.

Helt usædvanligt valgte Christopher Wray allerede onsdag at udtrykke bekymring over notatet i en offentlig erklæring.

- Vi har dyb bekymring om væsentlige udeladelser af fakta, der fundamentalt har indflydelse på notatets nøjagtighed, skrev FBI i en erklæring onsdag.

Christopher Wray blev godkendt som FBI's nye chef af Senatet i august. Det var tre måneder, efter at hans forgænger, James Comey, blev fyret midt under en stor FBI-undersøgelse af, hvorvidt Trump-kampagnen samarbejdede med russiske agenter under valget.

Den undersøgelse er siden blevet overdraget til den særlige anklager Robert Mueller, der selv er tidligere FBI-chef.

Flere fremtrædende Demokrater mener, at det hemmeligstemplede notat er en del af et større forsøg på at afspore og miskreditere Robert Muellers undersøgelse.

Notatet er skrevet af Republikaneren Devin Nunes, der er formand for efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Notatet førte torsdag til et politisk opgør i Kongressen. Lederne for Det Demokratiske Parti i henholdsvis Senatet og Repræsentanternes Hus, Chuck Schumer og Nancy Pelosi, opfordrede til, at Devin Nunes skal fjernes fra sin post som formand for efterretningsudvalget.

Kravet blev stillet, efter at et demokratiske medlem af efterretningsudvalget onsdag opdagede, at Nunes havde ændret i notatet, efter at det var blevet godkendt af udvalgets medlemmer under en afstemning mandag.

- Det er ikke bare farligt. Det er ulovligt og i strid med reglerne i Repræsentanternes Hus, siger Nancy Pelosi ifølge Reuters.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.