Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Storbritannien rystet af mord på politiker

Den 41-årige Labour-politiker Jo Cox blev skudt og dræbt i sin egen valgkreds i det nordlige England. Et vidne har antydet et nationalistisk motiv, men omstændighederne er uklare, og politiet holder efterforskningen åben.

En af politiets efterforskere er ved at samle den myrdede politikers sko op fra gerningsstedet foran biblioteket i Birstall. (Foto: Phil Noble/Reuters)
En af politiets efterforskere er ved at samle den myrdede politikers sko op fra gerningsstedet foran biblioteket i Birstall. (Foto: Phil Noble/Reuters)

Den 41-årige Jo Cox var ikke stor af højde. Men politiske kolleger fra alle sider i Westminster konstaterer, at briterne mistede en stor og dybt respekteret politiker, da Cox torsdag eftermiddag døde af sine sår efter at være blevet skudt og dræbt på gaden foran biblioteket i den lille markedsby Birstall i det nordlige England.

Mordet fandt sted i den unge politikers egen valgkreds i West Yorkshire, da Cox var gået ud fra det lokale bibliotek i en pause under et af de møder, hvor lokale vælgere kan møde deres politiker og fremlægge problemer, der er en regelmæssig del af en britisk underhuspolitikers arbejde. Cox havde kun været medlem af Underhuset i lige over ét år, efter hun blev valgt til Underhuset sidste år til at repræsentere det område, hvor hun blev født og voksede op.

Drabet sendte chokbølger ind i Storbritanniens politiske cirkler, hvor både EU-tilhængere og EU-modstandere øjeblikkelig afbrød deres kampagner. Hvad, der nu skal ske i forhold til kampagnerne op til den forestående EU-folkeafstemning 23. juni, stod torsdag ikke klart.

Mistænkt mand hurtigt pågrebet

En 52-årig mand blev overmandet og anholdt efter angrebet et stykke væk fra gerningsstedet. Lokale kilder har til britiske medier oplyst, at den anholdte er en lokal beboer, og at politiet efterfølgende har været i gang med at ransage mandens bopæl. BBC har offentliggjort billeder og en video, der viser to lokale betjente med gule veste i færd med at anholde en mand, der ligger på asfalten. I forbindelse med anholdelsen råbte angriberen ifølge et vidne »Britain first«.

Det blev i britiske medier som en mulig henvisning til en højreekstremistisk, nationalistisk bevægelse, der efterfølgende i en erklæring afviste forbindelse til drabet. Ved en efterfølgende pressekonference sagde Yorkshire politi, at man betragter drabet som en »lokal hændelse«, og at man arbejdede ud fra formodningen om, at manden var alene om angrebet. En talskvinde for politiet sagde, at man endnu ikke var i stand til kommentere oplysningen om, at manden havde råbt i forbindelse med angrebet, men at man opfordrer yderligere vidner til at henvende sig. Våben, heriblandt en pistol, er ifølge politiet blevet fundet og beslaglagt i forbindelse med drabet.

Forskellige vidneudsagn

Andre vidner har fortalt, at man hørte skrig, og at manden og Cox muligvis var i skænderi på gaden, og at manden skød hende med »to og muligvis tre skud«, hvorefter hun formodentlig blev stukket, og at man kunne se Cox ligge på fortovet i en blodpøl. Efter angrebet så lokale manden betragte Cox, hvorefter han ifølge et vidne gik roligt væk fra gerningsstedet. Politiet oplyste, at en 77-årig mand også blev angrebet et stykke derfra, og at han »ikke er livstruende såret«.

En lokal beboer fortalte til Guardian, at han havde kendt den formodede gerningsmand det meste af sit liv, og at han hverken havde oplevet ham aggressiv eller skræmmende:

»Det er chokerende. Han var en stille person, og man ville ikke tro det her om ham. Han ville frivilligt slå ældre menneskers græs. Der var ingen grund til at tro, at han ville være i stand til sådan en handling.«

Usikkert motiv

Indenrigsminister Theresa May afviste torsdag aften at spekulere i motivet, men hun erklærede, at hun fandt det »fuldstændig passende«, at EU-kampagnerne var blevet suspenderet.

De politiske reaktioner efter drabet var præget af, at motivet endnu var ukendt. Flere politikere gjorde opmærksom på, at der er en følelse af, at britiske politikere bliver mødt mere aggressivt end tidligere i befolkningen og ofte bliver truet med hadefulde meddelelser på nettet.

Fra lokalområdet i valgkredsen »Batley og Spen« fortalte den ene lokale beboer efter den anden personlige historier om det særlige indtryk, som Cox havde gjort. Fra hendes politiske modstandere og partifæller i London lød det efter drabet, at Cox i løbet af kort tid havde gjort sig særlig bemærket blandt de nyankomne i Underhuset som en særdeles kompetent og engageret politiker.

»Vi er dybt chokerede. Jo Cox blev dræbt, mens hun udførte sit job i færd med at hjælpe folk. Hun var hele sit liv dedikeret til menneskerettigheder og retfærdighed,« sagde Labour-leder Jeremy Corbyn, der henviste til, at Cox arbejdede for bistandsorganisationen Oxfam, inden hun blev politiker.

Cox blev valgt i 2015 i valgkredsen »Batley og Spen« i det nordlige England. Hun havde blandt andet hurtigt gjort sig bemærket i Underhuset ved tværpolitisk samarbejde for at hjælpe syriske flygtningebørn, og hun havde engageret sig i det politiske arbejde for at hjælpe folk i Storbritannien, der lever og arbejder under slavelignende vilkår. Hun var særligt interesseret i udenrigspolitik og udviklingsbistand.

Utraditionel politiker

Cox var gift og efterlod sig to små børn. Hun var uddannet fra Cambridge, og på en BBC-præsentation af den nye politiker, fortæller hun, at hun let kunne komme til Westminster, fordi hun »levede i en husbåd« ikke langt væk, og mens hun i programmet så over Themsen, erklærede hun, at parlamentet nok »var en imponerende bygning«, men at hun ikke havde tænkt sig at lade sig påvirke og holde nede af det.

Også fra konservative politikere blev der udtrykt sorg og chok efter drabet, og indenrigsminister May sagde, at Westminster havde mistet »en af de dygtigste og mest populære« politikere. Labour-politikeren Stephen Kinnock, gift med Helle Thorning-Schmidt, delte kontor med Cox. Han beskrev over for BBC sin partifælle som en »talentfuld og vidunderlig« person, »der spredte liv med sin humor«.

»Det var en person, der havde tilbragt hele sin karriere i marken, ude ved folk og ikke i en boble,« sagde Kinnock.

Efter at det var oplyst, at Cox var blevet dræbt af sine sår, udsendte hendes mand, Brendan, en erklæring om, at »hun frem for alt andet nu ville ønske to ting. Et at vores dyrebare børn bliver badet i kærlighed, og to at vi alle står sammen for at bekæmpe det had, der dræbte hende. Had har ikke en tro, race eller religion«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.