Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Storbrand koster mindst 48 livet i sibirisk indkøbscenter

Mange børn er blandt de savnede efter en storbrand i et russisk indkøbscenter. Tre personer er tilbageholdt.

Russiske brandfolk kæmper for at få bugt med flammerne i et indkøbscenter i Sibirien søndag. Reuters/Handout
Russiske brandfolk kæmper for at få bugt med flammerne i et indkøbscenter i Sibirien søndag. Reuters/Handout

Moskva. Dødstallet efter en storbrand i et indkøbscenter i byen Kemerovo i Sibirien søndag er mandag formiddag lokal tid steget til 48.

Dødstallet lød tidligere på 37. Men myndighederne bekræfter, at der siden er fundet yderligere 11 lig i en biografsal i centret.

- Flere lig er fundet under en inspektion af stedet. Vi kan bekræfte, at 48 er døde, siger Ruslands viceminister for nødsituationer, Vladlen Aksjonov.

Indtil videre har myndighederne identificeret 19 af de døde.

Ifølge redningstjenesten savnes 16 mennesker fortsat efter branden, der brød ud på storcentrets fjerde og øverste etage. Mange af de savnede er børn.

Foreløbig meldes 43 kvæstet, hvoraf mindst 30 mennesker er sendt på hospitalet med skader.

Branden i indkøbscentret brød efter alt at dømme ud i en biografsal på fjerde sal og bredte sig over et område på omkring 1600 kvadratmeter.

20 mennesker blev reddet ud af den brændende bygning, og omkring 100 andre blev evakueret fra stedet.

Billeder på russisk tv viser mennesker, der springer ud af indkøbscentrets vinduer for at undslippe flammerne.

Årsagen til branden er endnu ukendt, men myndighederne har indledt en efterforskning af sagen.

Mandag oplyser en unavngiven politikilde fra Kemerovo, at tre personer er tilbageholdt.

- Tre personer, herunder direktøren for indkøbscentret, er blevet tilbageholdt, siger kilden.

Dette er ikke bekræftet fra officielt hold.

Guvernøren i regionen, Aman Tulejev, fortæller, at familier til de døde vil modtage en kompensation på en million rubler (cirka 105.600 kroner).

- Jeg har truffet beslutning om, at hver familie, som har mistet et medlem, vil modtage en million rubler i kompensation, siger guvernøren.

- Hvis der er to (døde familiemedlemmer, red.), Gud forbyde det, så bliver det to millioner rubler.

Ud over butikker og en biograf indeholder indkøbscentret en bowlinghal, flere restauranter og en minizoo for børn.

Området omkring Kemerovo er kendt for sin kulproduktion. Byen ligger i det sydlige Sibirien omkring 3600 kilometer øst for Ruslands hovedstad, Moskva.

/ritzau/Tass

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.