Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Globetrotter

Stockholmsyndrom hos statsbanerne

Som hyppigt rejsende mellem Aarhus og København har Mikkel Andersson i årevis været optændt af et brændende had til DSB. Men i den senere tid er hans syn på statsbanerne mildnet en smule, til hans egen store overraskelse og bekymring.

Som bosat i Aarhus, men arbejdende i København, har jeg efterhånden prøvet alle tænkelige måder at komme frem og tilbage mellem de to byer på. Busserne fra Abildskou og Rødbillet, fly fra Tirstrup, lift med GoMore og sejlturen til Sjællands Odde kombineret med et spindelvæv af busser og tog.

I sidste ende vender jeg altid tilbage til toget, for som transportform er det så afgjort min foretrukne. Her er ikke flyrejsens evige køhelvede eller bilturens klaustrofobiske motorvejsmonotoni, og det lader sig gøre at arbejde undervejs, uden at ens pc bliver semipermanent indlejret i mave eller hage, som tilfældet er i busserne. Men med togrejsen kommer naturligvis også et uomgængeligt grundvilkår, min evige nemesis, de danske statsbaner: DSB.

Som alle, der kender mig, ved, plejer ordet DSB at udløse en betinget refleks, der automatisk fører til timelang vitriolfyldt harceleren over billetpriser, manglende salgsvogne og sporarbejdsbetingede forsinkelser på Fyn.

Men over de senere år har jeg iagttaget en overraskende og let bekymrende udvikling i min holdning til selskabet.

Jeg er begyndt at smile overbærende, når vognnumrene er i udu, og hele toget skal omrokeres, fordi vogn 71 i virkeligheden viste sig at være vogn 81. Eller når alle passagerer skal presses sammen i et enkelt vognsæt under Storebælt på grund af en defekt radiosender. Eller når internetforbindelsen troligt forsvinder på en strækning lidt nord for Vejle, hvor datakommunikation åbenbart ikke er mulig.

Fra at betragte DSB som en dæmonisk krydsning mellem Sauron og Carsten Jensen er jeg i stigende grad kommet til at opfatte statsbanerne som en let retarderet, lunefuld og kolerisk onkel, hvis selskab er uomgængeligt til alt for hyppige familiefester, og som man af uransagelige grunde og noget vrangvilligt alligevel holder af.

Min store frygt er, at jeg er blevet ramt af det såkaldte stockholmsyndrom. En betegnelse, der dækker over den aparte situation, hvor et gidsel fatter sympati for og sågar forsvarer sin gidseltager, og som meget passende er opkaldt efter den svenske hovedstad.

Selvfølgelig gør det det også lidt bedre, at jeg er et af de ulideligt privilegerede mennesker, der sjældent betaler transport selv og derfor har den opulente luksus at kunne gøre brug af DSB 1’ – en klasse, der er så eksklusiv, at navnet er udstyret med en apostrof.

For den tredjedel, som kommer oven i billetprisen, kan man få kaffe og vand at drikke undervejs – hvilket ikke er muligt på standard og nok må være en kende træls på eksempelvis de femenhalv timer, som en tur fra Frederikshavn til København varer.

Jeg må også vrangvilligt erkende, at jeg heller ikke har noget at udsætte på personalet. Min erfaring er, at medarbejderne generelt er flinke og hjælpsomme.

For nogle uger siden skulle jeg til Aarhus på en afgang, hvor der af uransagelige årsager manglede et togsæt. Fra min plads på et halvtomt DSB 1’ kunne jeg iagttage, hvordan folk inde på standard nærmest stod i lag i midtergangen. Mens jeg var travlt optaget af at føle mig som en lensgreve i 1700-tallet, der iagttog plebejerne med hoven undren, maste en togfører sig ind i kupeen med en purk på seks-otte år, som sandsynligvis havde haft pladsbillet til det aflyste togsæt på vej hjem til weekend hos delemor eller -far. Resolut placerede han den noget betuttede dreng på et ledigt sæde, gav ham snacks og vand, instruerede ham i blot at tage det, han havde lyst til, og tjekkede så løbende drengen under hele turen. Det var svært at mønstre harme over.

Den engleagtige tålmodighed, jeg har set togførere udvise over for eksempelvis parodisk berusede fodboldfans på søndage eftermiddage, kunne være emnet for en selvstændig klumme.

Selv om det nok er et forhold, DSB ikke er ansvarlige for, så er togrejsen en æstetisk rejseform. I toget passerer man let eleveret og stateligt gennem landskabet med udsigt til omgivelserne og årstidernes skiften. Selv efter hundreder af passager er en solopgang over Lillebæltsbroerne eller Vejle Fjord et fantastisk syn.

Som ovenstående tydeligt bevidner, er mit ellers så livfulde had til DSB ikke, hvad det har været. Men heldigvis har jeg stadig muligheden for at få det til at flamme op til fordums højder ved at spadsere en tur forbi DSBs rangerområde bag Musikhuset i Aarhus. Her kan jeg iagttage 10-15 ubrugte IC4-togsæt, der samler støv, og ihukomme, hvordan de faktisk er både mere larmende og ukomfortable end IC3, når de evner at køre ved egen kraft.

Det hjælper som regel lidt på det.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.