Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Steppens præsidenter er en tikkende bombe

De flytter hovedstæder, rejser monumenter for sig selv og lader sig krone til herskere på livstid. Centralasiens aldrende præsidenter er en tikkende bombe under den olierige region, advarer kritiker.

Tadsjikistans præsident, Emomali Rakhmon, taler til et møde i Iran.
Tadsjikistans præsident, Emomali Rakhmon, taler til et møde i Iran.

MOSKVA: Hvis præsidentens ord var ment som en vittighed, vidnede de om en veludviklet sans for selvironi. Hvis ikke illustrerede de knivskarpt de gevaldige udfordringer, som nogle af verdens længst siddende præsidenter står over for.

Bemærkningen faldt, da Kasakhstans nu 75-årige leder, Nursultan Nasarbajev, holdt indvielsestale på et universitet i landets hovedstad. Her satte han landets bedste forskere på en bemærkelsesværdig opgave.

De skulle opfinde en »livseliksir«.

»Anti-ældningsmedicin, naturlig foryngelse, udødelighed. Det er, hvad folk studerer i vore dage,« sagde en alvorlig Nasarbajev.

»De lande, der gør dette, er de mest succesrige,« pointerede præsidenten.

Nursultan Nasarbajev har regeret Kasakhstan uafbrudt siden 1989. I 27 år. Han kom til magten, dengang Margaret Thatcher regerede Storbritannien, og statsministeren i Danmark hed Poul Schlüter. Det var dengang, Kasakhstan slet ikke var noget land men en delrepublik i Sovjetunionen. Men da Sovjet brød sammen i 1991, omskabte den tidligere kommunistiske førstesekretær sig lynsnart til landsfader. Siden har Nasarbajev brugt et kvart århundrede på at finjustere sit i praksis enevældige styre i det olierige steppeland.

Han har flyttet landets hovedstad til en nybygget by på de vindblæste stepper og indrettet et storslået museum for sig selv midt i nybyggeriet. Han har ladet sig krone til »National Leder« på livstid. Og det universitet, hvor han holdt sin famøse tale, bærer selvfølgelig hans navn: Nasarbajev-Universitet.

For Nasarbajev er Kasakhstan, og Kasakhstan er Nasarbajev. I hvert fald hvis man spørger præsidentens altdominerende støtteparti »Det Lysende Fædreland«. Og hvis det er den politiske virkelighed, går præsidentens og statens helbred i sagens natur hånd i hånd. Derfor viderebragte det statslige kasakhiske nyhedsbureau præsidentens ønske om livsforlængende alkymi som den naturligste ting i verden.

»Hvad angår den nye medicin, håber folk i min alder virkelig, at alt dette vil ske så snart som muligt,« sagde Nursultan Nasarbajev den dag på universitetet.

Uendeligt antal genvalg

Nasarbajev er ikke den eneste excentriske leder på de centralasiatiske stepper, der kan få brug for en mirakelkur. Her er antallet af livstidspræsidenter i vækst.

I sidste uge blev nabolandet Tadsjikistan det seneste i rækken til at afskaffe den øvre grænse for, hvor mange gange præsidenten kan lade sig genvælge. Det betyder, at Emomali Rakhmon, Tadsjikistans leder siden 1992, sandsynligvis kan se frem til så mange præsidentperioder, som han måtte ønske. Selve valgsejren er nemlig sjældent noget problem i Centralasien.

Tag nu folkeafstemningen om de selvsamme forfatningsændringerne i Tadsjikistan. De blev – ifølge de officielle tal – stemt igennem med 92 procent valgdeltagelse og imponerende 94,5 procent, der brølede et rungende ja til mere Emomali Rakhmon. Ikke desto mindre var mange valgsteder på mystisk vis tomme, og ifølge oppositions­avisen Tajinfo lå den virkelige stemmeprocent under 20.

I både Tadsjikistan og de øvrige centralasiatiske lande pakkes kortene grundigt, når der skal være valg. Det er ikke usædvanligt, at nøje udvalgte modkandidater meddeler, at de skam selv stemmer på den store leder.

I Tadsjikistan siger en ny lov, at medierne ikke må offentliggøre artikler, der undlader at citere det officielle statslige nyhedsbureau. Sidste år blev det eneste reelle oppositionsparti, et moderat islamisk parti, forbudt. I stedet har alle landets imamer fået ordre om, at de skal hylde præsident Emomali Rakhmon under hver eneste fredagsbøn.

Rakhmon fik allerede i 2005 titlen »Nationens Leder« inklusive livslang immunitet mod retsforfølgelse og vetoret over regeringens beslutninger. Stabiliteten er imidlertid flygtig. Det stadig mere autoritære og korrupte styre i Tadsjikistan, der ligger lige nord for Afghanistan, har skabt voksende spændinger. De flammede sidste år op i væbnede sammenstød. Ifølge kritikere driver styrets undertrykkelse mange unge tadsjikker til at slutte sig til militante islamistiske grupper, der pludselig får et frihedsbudskab at sælge.

»Det er en tabt generation i Tadsjikistan. Der er ingen job, ingen frie valg og korruption er overalt,« siger oppositionspartiets leder i eksil, Muhhddin Kabiri, til tidsskriftet Foreign Policy.

»Religion bliver den eneste ventil til at udtrykte utilfredshed, men uden moderate stemmer vil flere slutte sig til de radikale grupper,« siger han.

Omdøbte årets måneder efter sig selv

Alle de centralasiatiske lande står over for en lignende risiko. Jo mindre de aldrende ledere forbereder sig på et magtskifte, desto større bliver sandsynligheden for et ukontrollabelt eller endda voldeligt magtskifte.

I Usbekistan har præsident Islam Karimov også siddet på tronen siden 1989. I 2005 blev hundredvis af demonstranter mejet ned af hans sikkerhedsstyrker. Og i 2014 blev Karimovs egenrådige datter Gulnara sat i husarrest. Hun var kendt for at synge duet med Gerard Depardieu og var indtil da en fremtrædende kandidat til at efterfølge sin far.

Historien om det fjerde centralasiatiske land, Turkmenistan, er ikke mindre dramatisk. Landet blev i to årtier styret med jernhånd af den excentriske tidligere sovjetleder Saparmurat Nijasov. Han omdøbte årets måneder efter sig selv og sin mor, gjorde sine egne bøger til obligatorisk læsning for alle skolebørn og forbød internettet.

Da Nijasov døde af en blodprop i 2006, blev parlamentsformanden, der ifølge forfatningen skulle varetage embedet, straks anholdt, og præsidentens tidligere sundhedsminister og tandlæge, Gurbanguly Berdimuhammedov, greb magten. Han gav månederne deres gamle navne tilbage. Men tidligere i år godkendte Berdimuhammedov et forslag til en forfatningsændring, der vil afskaffe den øvre aldersgrænse på 70 år for en præsident og åbne døren for hans eget livslange styre. For at understrege pointen opstillede Berdimuhammedov en gylden statue af sig selv på hesteryg i landets hovedstad, Asjgabat.

Det eksplosive vakuum

Men mens de fire centralasiatiske præsidenter tilsyneladende er stærkt optaget af at holde fast på magten så længe som muligt, har de alle forsømt at forberede deres land på, hvad der skal ske bagefter.

Formanden for overhuset i Kasakhstan, Kassym-Jormat Tokajev, understregede i et interview med Berlingske i 2010, at den slags diskussioner er utidige.

»Præsidenten er meget stærk. Jeg mener også fysisk. Han dyrker sport. Da vi spillede tennis sidste gang, vandt han,« sagde Kassym-Jormat Tokajev.

Både hjemlige oppositionspolitikere og udenlandske investorer frygter imidlertid, at et kvart århundredes magtkoncentration vil skabe et eksplosivt vakuum, så snart den altdominerende skikkelse er væk.

»For nogle år siden spurgte de udenlandske investorer mest om skattespørgsmål og retsstatsprincipper. Nu har de kun et spørgsmål: Hvem er den næste?« siger den kasakhiske politiske analytiker Dosym Satpayev til avisen The Guardian.

Tilhængerne af Nasarbajev påpeger – med rette – at han har stået i spidsen for Kasakhstan i en periode, hvor olierigdom er skyllet ind over landet. Samtidig har han drevent navigeret mellem de to gigantiske naboer, Rusland og Kina. Nasarbajev ynder selv at påpege, at Kasakhstan modsat andre tidligere sovjetlande, hvor pro-russiske regioner har udløst lokale krige, har undveget blodsudgydelser takket være ham.

»Sig mig, ønsker nogen her i Kasakhstan en gentagelse af det, der skete i Ukraine eller i Georgien eller i Moldova?« svarede han sidste år på et spørgsmål om den åbenbart farlige mulighed for at overdrage magt til parlamentet.

Ingen af de fire enevældige ledere i Centralasien overdrager magt til nogen som helst. De har sat lighedstegn mellem sig selv og deres land som en post-moderne udlevelse af den franske Solkonges »l’état c’est moi«: Staten, det er mig.

Folket som tilskuere

Centralasien-forskeren Laura Adams har opfundet begrebet en »tilskuerstat« til at beskrive den nye centralasiatiske enevælde. Her fremstilles den store leder som ophav til selve landets kultur og identitet. Nationen er et brand, lederen er brandets ambassadør, og folket er tilskuere.

Kun et enkelt land i Centralasien, det lille bjergrige Kirgistan, har ladet tilskuerne få indflydelse på forestillingen. Kirgiserne har de seneste to årtier skiftet præsidenter ud både ved valg og ved to revolutioner, hvoraf det ene udløste etniske uroligheder i landet.

De enevældige naboer har derfor brugt megen energi på at dæmonisere Kirgistan, der er blevet kaldt en »demokratisk ø« i regionen. Ifølge naboerne er landet skræmmeeksemplet på, hvad der vil ske, hvis steppens gamle slækker det mindste på deres jerngreb: Kaos og krig.

Det argument trumfer efter deres mening alt andet og forpligter dem til at regere til den bitre ende.

Af samme grund var Nasarbajevs opfordring til forskerne bestemt ikke nogen joke. Faktisk gentog præsidenten sin idé om en livseliksir hele tre gange med få måneders mellemrum i 2010.

Et par år efter, i 2012, kom der endda et svar på præsidentens bestilling fra Nasarbajev-Universitetet.

Forskeren Zjaqsybai Zjumadilov, leder af Center for Livsstudier, annoncerede over for nyhedsbureauet Kazinform, at man havde fundet et foreløbigt bud på et »livsforlængende« middel. Det var en drikkeyoghurt med det malende navn »Nar«.

»Der er dog stadig en del arbejde at gøre med dette bio-produkt,« undskyldte forskeren ifølge nyhedsbureauet.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.