Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Splittet demokratisk parti sværger at stå sammen mod Trump

Valget af Thomas Perez som generalsekretær for Demokraterne udstiller, hvor splittet partiet står. Men også at partiet vil forsøge at klinke sårene for at bekæmpe Donald Trump.

Han er sådan set en god historie, for den 55-årige Thomas Perez er den første nogensinde med spanske aner, der er blevet valgt til generalsekretær for Det Demokratiske Parti i USA, eftersom hans forældre indvandrede til USA fra Den Dominikanske Republik.  

Men valget i weekenden af Thomas Perez til topposten udstiller, at partiet fortsat står politisk splittet efter den indædte valgkamp sidste år mellem Hillary Clinton og Bernie Sanders om at blive præsidentkandidat.

Demokraterne slikker stadig sårene efter det ydmygende nederlag til Donald Trump i november, og det tætte kampvalg mellem Thomas Perez, tidligere arbejdsminister under Barack Obama, og Keith Ellison, støttet af den mere venstreorienterede Sanders, var reelt en kamp om partiets fremtidige kurs.

Afstemningen blev som ventet også dramatisk, da den tidligere arbejdsminister kun manglede en enkelt stemme for at blive generalsekretær for Demokraternes Nationale Komité efter første afstemningsrunde - og kun med 13 stemmer flere end Ellison. De fire efterfølgende kandidater gik derefter ud.

Efter anden afstemning vandt Perez med 235 af de 435 afgivne stemmer over Ellison.

Da Perez´ sejr blev annonceret brød der uro i salen.

Vrede tilhængere af Ellison overdøvede ifølge flere amerikanske medier partiets midlertidige generalsekretær, Donna Brazile, med taktfaste råb ”Partiet for folket - ikke store penge”.

Da sejrherren Perez endelig kunne få ørenlyd, fortalte han forsamlingen, at han ville udnævne Ellison til stedfortrædende generalsekretær, hvilket var med til at tilfredsstille Ellisons tilhængere.

Det blev antydet, at Perez og Ellison på forhånd havde indgået en aftale om, at uanset hvem der vandt, ville vinderen udnævne den anden som næstkommanderende i et forsøg på at hele sårene og stå samlet i deres kamp mod præsident Donald Trump.

Ellison bad indtrængende sine støtter om at blive i partiet og bakke op om den nyvalgte generalsekretær.

»Vi har ikke den luksus, at vi kan gå ud af dette rum splittede,« sagde Ellison ifølge New York Times.

Han understregede, at kun republikanerne ville vinde på et internt slagsmål i Det Demokratiske Parti, og at det vil der ikke være råd til med Trump som præsident.

»Vores nations skæbne, tror jeg, står og balancerer på kanten lige nu.«

Trump udfordrede også hurtigt den nye generalsekretær. På den ene side lykønskede han i et tweet Perez med valget. På den anden side skrev han dobbelttydigt, at ”jeg kan ikke være mere lykkelig på hans vegne eller for Det Republikanske Parti!”.

Thomas Perez tweetede kamplystent tilbage.

»Kald mig Tom. Og bliv ikke alt for glad. Keith Ellison og jeg, og Demokrater forenet på tværs af landet, vil blive dit værste mareridt,« skrev han.
Men valget af Perez ses af progressive som en beklagelig mistet mulighed for at sætte en mere venstreorienteret retning for partiet og at omsætte den vrede, som særligt unge har stået bag med store protester mod Trump, til konkret politisk handling.

Bernie Sanders kom også med en forbeholdende lykønskning til Thomas ´Tom´ Perez.

»Det er bydende nødvendigt, at Tom forstår, at det samme gamle ikke fungerer, og at vi må åbne dørene for det arbejdende folk og unge mennesker på en måde, som det aldrig er set før,« skrev Bernie Sanders i en pressemeddelelse.

Op til kampvalget i weekenden blev Perez associeret med Barack Obama og Hillary Clinton, og formelt blev han støttet af tidligere vicepræsident Joe Biden, hvilket fik progressive til at anklage Perez for at være en del af det satte ´establishment´, der tabte præsidentvalget.

Keith Ellison, der er afrikansk-amerikansk muslim, blev til gengæld anklaget for at være antisemitisk på grund af tidligere forbindelse til ´Nation of Islam´ og udtalelser, der er blevet opfattet som kritik af Israel.

Thomas Perez, der er uddannet jurist, har mange års regeringserfaring, men han har ikke meget erfaring i at føre kampagne, hvilket er en central del af det nye job som generalsekretær.

Den første store opgave er i 2018, hvor langt de fleste af de senatorer, der er på valg, er demokrater - og en stor del af dem er fra stater, hvor Donald Trump vandt stort 8. november. Derfor kan det blive en udfordring at holde de pladser i senatet.

Desuden skal 36 guvernører vælges, og valgene i 2018 kan blive retningsgivende for kursen op mod det helt store slag i 2020, hvor demokraterne vil gøre alt for at fravriste Trump præsidentposten.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.