Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Spanien time for time: Fra eksplosionen onsdag aften til den aktuelle jagt på hovedgerningsmanden

Mens det stadig er uvist hvorvidt gerningsmanden bag torsdagens angreb i Barcelona er på fri fod eller blandt de personer, som politiet skød og drabte, så tegner der sig efterhånden et billede af torsdagens kaos. Få overblikket her.

Islamisk Stat har taget ansvaret for den række af terrorangreb, der ramte Barcelona tidligere på ugen.
Islamisk Stat har taget ansvaret for den række af terrorangreb, der ramte Barcelona tidligere på ugen.

Politiet jagter en ny hovedmistænkt efter torsdagens terrorangreb i Barcelona. Det drejer sig om den 22-årige Younes Abouyaaqoub, der ifølge spansk politi muligvis stadig er på fri fod.

Politiets første hovedmistænkte, Moussa Oukabir, skal angiveligt have været blandt de fem, der natten til fredag blev skudt og dræbt af politiet i byen Cambrils syd for den catalanske hovedstad. Det skriver nyhedsbureauet Associated Press.

To dage efter angrebet begynder der at tegne sig et billede af et større komplot, der hurtigt begyndte at eskalere, efter et hus eksploderede cirka 200 kilometer syd for Barcelona.

Onsdag, kl. 23.15. Alcanar, 200 kilometer syd for Barcelona.

Kort før midnat natten til torsdag rystes et boligkompleks i den søvnige, lille spanske kystby Alcanar af hvad naboerne beskriver som et »højt brag«. Eksplosionen dræber én og sårer syv, og er så kraftig, at store dele af ejendommen straks jævnes med jorden, mens flere tilstødende bygninger får skader.

Den dræbte skulle angiveligt være af marokkansk afstamning. Det skriver det spanske nyhedsmedie RTVE.

De første meldinger fra stedet lyder, at eksplosionen skyldes ophobning af gas. Brandmænd finder mere end 20 beholdere med butangas blandt murbrokkerne, og mens myndighederne gennemsøger ejendommen finder en ny eksplosion sted. Her bliver ni såret, inklusiv seks politimænd og to brandmænd.

Torsdag, kl. 17.00. Barcelona.

Dagen efter indtræffer tragedien i Barcelona, da en hvid varevogn drejer væk fra kørebanen og kører ind i menneskemængden tæt ved den travle metrostation ved Plaça de Catalunya.

Herefter fortsætter varevognen omtrent 500 meter ned på den tætpakkede gågade La Rambla, før den endelig stopper og føreren af varevognen flygter til fods.

Over 100 mennesker bliver sårede og 13 omkommer som følge af angrebet.

Torsdag, kl. 17.15. Barcelona.

Det spanske politi melder ud, at der har været en hændelse på La Ramblas og iværksætter kort efter »Operacion Jaula« (Operation Bur), for at fange de ansvarlige. Det er en operation, der ikke har været anvendt siden den baskiske uafhængighedsbevægelse ETA stod bag adskillige terrorangreb op igennem 1980erne og 1990erne.

Store dele af det centrale Barcelona spærres af, og al offentlig trafik stoppes, mens der oprettes kontrolposter ved alle større indfaldsveje. En gigantisk menneskejagt sættes i værks.

Torsdag, kl 17.30. Vic, 70 kilometer nord for Barcelona.

I byen Vic, der ligger omtrent halvvejs mellem Barcelona og bjergkæden Pyrenæerne, finder politiet en formodet flugtbil. Bilen er blevet udlejet på samme tidspunkt som den Fiat, der blev anvendt i varevognsangrebet.

Gerningsmanden menes stadig at være på fri fod.

Torsdag, kl. 19.30. Sant Just Desvern, 16 kilometer vest for Barcelona

Fra en lille forstad til den catalanske hovedstad kommer der en melding om, at en mand er blevet dræbt i en konfrontation med politiet ved en kontrolpost. To politimænd blev skadet, da en Ford Focus bragede igennem kontrolposten.

Senere kommer der en modstridende melding om episoden. Det viser sig, at manden der døde på stedet  var ejeren af bilen, men han menes ikke at have ført den. Samtidig døde han ikke af skudsår, som det først blev rapporteret, men af knivstik. Politiet mener, at hændelsen har en sammenhæng med varevognsangrebet i Barcelona, og at den hovedmistænkte, Moussa Oukabir, benyttede bilen som flugtredskab, inden han stak af i forvirringen ved kontrolposten.

Torsdag, kl. 20.00. Ripoll, 100 kilometer nord for Barcelona.

Politiet meddeler, at de har arresteret en mistænkt i sagen. Der drejer sig om den 28-årige marokkanskfødte Driss Oukabir. Han mødte op på politistationen i byen Ripoll, hvor han meldte sig selv, efter at hans navn og billede begyndte at cirkulere i medierne. Varevognen der blev anvendt i angrebet er lejet i hans navn.

Senere skifter mistanken fra Driss Oukabir til hans 17-årige lillebror Moussa Oukabir, der angiveligt har stjålet sin storebrors identitetspapirer og brugt dem til at leje varevognen.

Torsdag, kl. 21.30. Alcanar, 200 kilometer syd for Barcelona.

Eksplosionen i Alcanar kædes for første gang sammen med angrebet i Barcelona, da politiet vælger at arrestere en endnu unavngiven person. Politiinspektøren Josep Lluis Trapero siger senere offentligt, at beboerne i huset der sprang i luften havde til intention at »konstruere en sprængladning«.

Ifølge det catalanske politi mistænker man, at eksplosionen var et resultat af forsøget på at bygge en bombe, der skulle bruges i et endnu større angreb.

På dette tidspunkt har Islamisk Stat offentligt taget ansvar for angrebet. Det vides endnu ikke hvorvidt terrororganisationen reelt direkte har været invovleret.

Fredag, kl. 01.15. Cambrils, 120 kilometer syd for Barcelona.

I kystbyen Cambrils kører en Audi A3 i høj fart gennem en kontrolpost og ned på byens strandpromenade. Efter en kort politijagt hvor syv personer, herunder en politimand, bliver såret, kører bilen galt og vælter. Fem mænd træder ud af den forulykkede bil bevæbnet med knive og økser, og fire af dem bliver kort efter skudt og dræbt af politiet.

Den femte flygter fra gerningsstedet, og når angiveligt at såre uskyldige forbipasserende, inden han ligeledes bliver skudt og dræbt. Det rapporteres, at de fem gerningsmænd var iklædt »eksplosionsveste«, der dog viser sig at være falske.

Senere fredag forlyder det, at en kvinde er død som følge af angrebet i Cambrils.

Fredag, kl. 23.00. Barcelona.

Sent fredagen aften offentliggør politiet, at den 17-råige Moussa Oukabir, der hidtil har været deres hovedmistænkte i varevognsangrebe, er blandt de fem gerningsmænd, der blev skudt og dræbt i Cambrils.

To 19-årige, El Houssaine Abouyaaqoub og Said Aallaa, er ligeledes blandt de fem skuddræbte, sammen med Omar Hychami på 21 og Mohamed Hychami på 24. Alle fem har marokkansk baggrund. Det skriver avisen The Guardian.

Politiets hovedmistanke falder nu på den 22-årige Younes Abouyaaqoub, der menes at være på fri fod. Der hersker dog stadig stor uvished, da visse medier har meldt ham blandt de dræbte fredag.

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.