Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Skærmtrold er ny portugesisk præsident

Portugiserne har valgt en konservativ præsident som modvægt til den nye venstregering. Men TV-kommentatoren Marcelo Rebelo de Sousas brede appel skyldes især hans uafhængighed.

Marcelo Rebelo de Sousa vandt en konfortabel sejr ved søndagens portugesiske præsidentvalg .
Marcelo Rebelo de Sousa vandt en konfortabel sejr ved søndagens portugesiske præsidentvalg .

BARCELONA: Marcelo Rebelo de Sousa er opkaldt efter Portugals sidste fascistiske diktator. Marcelo Caetano, der blev væltet ved Nellike-revolutionen i 1974, var forlover ved forældrenes bryllup og senere mentor for deres søn. Men hverken denne »sorte« arv eller en lang karriere i det konservative parti, PSD, der blev stiftet efter regimets fald, forhindrede søndag Rebelo de Sousa i at erobre det portugisiske præsidentpalads med komfortable 52 pct. af stemmerne.

Det fortæller alt om den 67-årige jurist, politiker og journalists brede appel, at selv mange kommunistiske kernevælgere ifølge meningsmålinger foretrak Rebelo de Sousa frem for partiets egen kandidat. Hvilket ikke mindst skyldes den popularitet, han har opbygget som skarp og altid uafhængig politisk kommentator med en ugentlig TV-optræden, der gennem 15 år har tiltrukket omkring en tredjedel af seerne hver søndag aften.

Den succesfulde mediekarriere begyndte paradoksalt nok efter en række politiske skuffelser. Da Rebelo de vSousa i 1990 forsøgte at blive valgt som borgmester i hjembyen Lissabon, tabte han klart. Og nogle år senere førte interne højrefløjsintriger til, at han trak sig ud af aktiv partipolitik efter en periode som leder af PSD fra 1996 til 1999.

Rebelo de Sousa har da heller ikke lagt fingrene imellem i sin kritik af partikammeraterne, når han fra sin medieprædikestol forklarede portugiserne, hvordan verden hænger sammen. Og de konservative skal ikke regne med, at den nye præsident – ligesom den afgående, Aníbal Cavaco Silva – automatisk vil tage deres parti.

Fan af pave Frans

»Præsidenten har (i Portugal) samme rolle som dommeren i en fodboldkamp. Han scorer ikke målene, men sørger for, at reglerne bliver overholdt,« forsikrede Rebelo de Sousa forleden overfor den spanske avis El País.

Ved samme lejlighed afviste han at bruge sin magt til at opløse parlamentet og udskrive valg, sådan som mange af hans partikammerater med henvisning til andets stabilitet argumenterer for, efter at de ved efteråret parlamentsvalg mistede regeringsmagten til en skrøbelig alliance af socialisterne og partier fra den yderste venstrefløj.

»Det ville være uansvarligt så kort tid efter et valg, en svær regeringsdannelse og på et tidspunkt, hvor vi stadig er på vej ud af krisen,« fastslog han.

Samtidig er Rebelo de Sousa som katolik og tilhænger af pave Frans’ fokus på fattigdom ikke uden sympati for den nye regerings mål om at rulle nøjsomhedspolitikken tilbage. Finansiel stabilitet skal hænge sammen med social retfærdighed, ellers falder landet fra hinanden, advarede den nye præsident søndag aften, da stemmerne var talt op.

At faren er til stede i et af de europæiske lande, hvor sparekniven er blevet svunget mest brutalt gennem de seneste år, kunne Rebelo de Sousa konstatere under sin uortodokse og selvfinansierede valgkamp. I stedet for at bruge penge på massemøder og plakater rejste han Portugal tyndt for at tale med almindelige mennesker på gader og stræder og give dem en omfavnelse:

»Folk trænger så meget til kærlig omsorg.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.