Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Sex-pillen til kvinder? Nix pille

Den nye libido-pille til kvinder er »Girls Gone Wild« på recept. Den er udtryk for mandlig sexlyst og et fikseret samfund, siger nogle. En klam kommerciel fidus, siger andre. Er kritikken udtryk for, at 1960ernes frigørelse er forbi – og at sex ikke er, hvad det har været?

Modelfoto.
Modelfoto.

Rachel Hills var besat af sex. Hun var i begyndelsen af 20erne, og hun så sex overalt i sit liv. Sex var det evindelige klimaks i TV-serier, veninderne talte om sex, og Cosmopolitan sagde, at hun straks skulle afprøve »36 nye og hotte stillinger«.

Hendes veninder pludrede om, at nogle af stillingerne var svære, men Rachel Hills havde ikke afprøvet en eneste af dem. Faktisk havde hun aldrig haft sex. Og derfor var hun besat af sex, skriver hun i sin bog »The Sex Myth«, som udkom i foråret.

Hun beskriver, hvordan hun som teenager og ung voksen i 00erne levede et dobbeltliv. Hun var på den ene side en festpige, som flirtede og fortalte beskidte vittigheder, og som blev inviteret igen og igen, fordi hun var værd at være sammen med. Hun forsøgte at gøre sig lækker. Men uanset hvor meget hun vaskede, tørrede, krøllede eller fladede håret, og uanset hvor meget hun flirtede, så levede hun et sexløst liv, og det underminerede hendes selvtillid. »Jeg var populær og samtidig sex-taber, og de to størrelser udlignede hinanden i mit hoved, og facit blev nul.«

Rachel Hills var et nul, fordi hun ikke havde sex og senere i livet ikke sex nok - troede hun. Men under sin research til bogen fandt hun ud af, at hun langtfra var den eneste. Tværtimod var hun mere normen end undtagelsen, de fleste unge kvinder følte som hun, og dermed er vi lige vidt, skriver hun.

Dermed har de bare balder og bryster i 1960erne, p-pillen og pornoen kun ført os over i den modsatte grøft, som hun siger i et interview med New York Times:

»Seksuel frigørelse har ikke frigjort os fra frygt for seksuelle normer. Vi har blot erstattet frygten for at have for mange partnere med frygten for at have for få, og det er på mange måder lige så ødelæggende,« siger hun.

Og nu kommer så Addyi. Addyi er en mærkelig pille, ikke kun fordi den har et navn, der er uudtaleligt på alle hovedsprog, men fordi det er usikkert, hvad den helt præcist er en pille imod. Hovedpinepiller behandler et problem - hovedpine. Mavesyrepiller behandler et problem - mavesyre. Men hvilket problem behandler Addyi, som de amerikanske myndigheder godkendte i sidste uge?

Producenterne siger, at pillen behandler »hyposeksuel lystlidelse«, og de siger også, at op mod 40 pct. af alle kvinder døjer med lav libido, og at den »seksuelle dysfunktion« ødelægger deres livskvalitet. Mændene fik Viagra i 1998, og nu har kvinderne fået en pille, som giver dem lyst til sex, og Addyi er dermed et feministisk produkt, siger producenten.

Industrien venter, at pillen bliver en en global storsællert - og en medicinalgigant opkøbte derfor også dagen efter godkendelsen det lille firma bag Addyi for små syv mia. kr.

Det er store forventninger og mange penge for en lidelse, som kun eksisterer på samme måde, som julemanden eksisterer, siger kritikerne. »Hyposeksuel lystlidelse« er en sygdom, som er fabrikeret af industrien og et sexfikseret samfund - det er de grønne sedler og grå sider, som har sværget sig sammen om at sygeliggøre kvinder, som ikke har den mandlige opfattelse af sex som en jukebox. Addyi er dermed ikke en kvindepille. Det er den ultimative mandedrøm, siger de.

Pillen er interessant, men kritikken er mere interessant, fordi den har været så massiv, og fordi den kommer fra et bredt spektrum. Den kommer fra ældre feminister med samme humor som Stalin og fra yngre og mere afrundede kommentatorer som Rachel Hills. Den kommer fra de sædvanlige medicinalmodstandere, som mener, at staldmælk og bukkehornsfrø er vejen frem, og den kommer også fra estimerede læger.

Mediedækningen reflekterer det. Op til godkendelsen offentliggjorde tre professorer i Journal of Medical Ethics en advarsel mod Addyi, og de skrev, at producenterne havde »opfundet en sygdom for at sælge libido«, og efter godkendelsen har store online-medier som Huffington Post og Vox kørt lister med fem gode grunde til ikke at tage Addyi, og Washington Post og New York Times har kørt afsløringer om PR-kampagnen for pillen. Addyi er således ikke blevet modtaget med palmeblade og »hosianna«, men med kølig skepsis. Hvorfor?

Den ene forklaring er pillen, som er mindre effektiv og mere problemfyldt end forventeligt. Kun mellem otte og 13 pct. af forsøgskvinderne oplevede forhøjet libido i forhold til placebo, og »forhøjet libido« blev endda defineret liberalt som »0,5 flere tilfredsstillende seksuelle begivenheder om måneden«. Én ud af fem kvinder meldte om alvorlige bivirkninger, bl.a. besvimelse og lavt blodtryk, og Addyi går ikke sammen med alkohol og formentlig heller ikke med p-piller.

Den anden forklaring på offentlighedens skepsis er en PR-kampagne, som får Donald Trump til at ligne en strandet pukkelhval. Addyi blev oprindeligt opfundet som en pille mod depression, men virkede ikke, og blev derefter forsøgt lanceret som en libido-pille til kvinder. Myndighederne afviste den i 2010 og i 2013, fordi den ikke var god nok.

Men i 2013 gjorde firmaet bag Addyi noget frækt. Det oprettede en paraplyorganisation med et feministisk navn - »Even the Score« - og samlede en række kvindeorganisationer og gamle feminister om sagen. Siden godkendelsen af Viagra i 1998 har mændene fået godkendt 26 præparater mod seksuel dysfunktion, og kvinderne har ikke fået godkendt et eneste. Nu er det kvindernes tur, sagde Even the Score. Dét gjorde udslaget. De amerikanske myndigheder godkendte i sidste uge pillen, begrundet bl.a. med anklagen om kønsdiskrimination og med et nik til den effektive lobbykampagne.

De to forklaringer er i sig selv nok til at sikre en kritisk modtagelse. En fræk kampagne for en tvivlsom pille, der tidligere er afvist to gange, og som straks efter godkendelsen fører til en milliardhandel - hvis krimiforfatteren Henning Mankell havde fundet på det, ville han få at vide, at han var for langt ude.

Men der er en tredje forklaring på den udbredte skepsis, og den handler om, at pillen rammer underligt skævt af tiden. Addyi kommer ud af den tid, som fostrede en forpustet seksualisering af alt og alting, og hvis man ikke havde haft sex i Nettos køledisk, havde man ikke levet.

Det er en tid med rod i 1960erne, i p-pillen, behandling mod kønssygdomme, de store årgange, som blev kønsduelige, i kvinde- og bøssebevægelser, som krævede frihed fra seksuel undertrykkelse, i lovlig abort og frigivet porno - og ud af det alt sammen kom den seksuelle frigørelse med et overmål af fristelser og et undermål af forhindringer.

Den seksuelle frigørelse blev til seksualfiksering, skriver Rachel Hills i sin bog. Hills kom ad åre i en tid med »Girls Gone Wild« og lolita-pop - og i en tid, hvor alle regnede med, at alle andre fik mere. I 2012 bad sociologen Michael Kimmel amerikanske universitetsstuderende om at vurdere, hvor mange kammerater, der havde sex hver weekend, og de gættede på 80 pct. Det rigtige tal var fem pct. De overvurderede altså deres kammeraters seksuelle aktivitet med faktor 40.

Hvorfor overvurderede de deres sexhyppighed? Fordi deres kammerater var normale, og sex var i den sexfikserede kultur den store norm.

Libidopillen Addyi spiller på præcis de normer. Pillen er således ikke - som den ofte bliver kaldt - »Viagra for kvinder«. Viagra og de andre mandepiller behandler ikke lysten til sex, men evnen til sex - erektionen - og hvis manden ikke har lyst, er Viagra virkningsløs. Addyi er omvendt. Pillen skal tages hver dag og påvirker hjernekemikalier, som måske giver mere lyst til sex. Viagra er altså en evne-pille, mens Addyi er en lyst-pille, og evne er generelt en objektiv størrelse, mens lyst er subjektiv. For hvad skal »lyst til sex« måles i forhold til? Det vil uvægerligt blive målt i forhold til samfundets normer om hyppig sex og i forhold til en partners krav om sex, siger kritikerne. Hvis en kvinde tror, at 80 pct. af andre kvinder har sex hver weekend, hvis Cosmopolitan befaler hende at prøve 36 hotte stillinger, eller hvis en mandlig partner oftere end timenyhederne taler om sine nødvendige og ubetvingelige behov, må en kvinde føle, at der er noget galt med hendes lyst - og at hun er unormal, siger kritikerne.

Som Rachel Hills siger til Guardian: »Når jeg interviewede kvinder til min bog, gav de ofte udtryk for en fastnaglet idé om, hvor tit de skulle have sex. De skulle helst have sex to eller tre gange om ugen, sådan som damebladene sagde,« eller som deres mand eller kæreste plagede dem om.

Netop derfor er industriens og lægegruppers kampagne om »hyposeksuel lystlidelse« så giftig, for den rammer præcis ind i den usikkerhed, som sex-normerne og mændene har indpodet i kvinderne, skriver professor Adriane Fugh-Berman i Journal of Medical Ethics, og i PLOS Medicine kalder professor Leonore Tiefer kampagnen for »bevidst sygdomsfabrikation«. Læger og medicinalindustrien »forsøger at overbevise helt raske mennesker om, at de er syge, og lidt syge mennesker om, at de er meget syge«.

Men kampagnen er ikke lykkedes - og det er den tredje forklaring på den kritiske modtagelse af Addyi. Hvis kvinder havde accepteret sygeliggørelse af manglende seksuel lyst, og hvis offentligheden opfattede lysten som en slags ebola i parforholdet, ville pillen have været modtaget med håb og begejstring.

Det blev den imidlertid ikke, og pille-køligheden rummer en udvikling, som kunne tyde på, at sex ikke er, hvad det har været - og at Rachel Hills sexmyte er punkteret. Tidligere på sommeren offentliggjorde professor Jean Twenge en undersøgelse, som blotlagde sexmønstre i de seneste 100 år, og hun fremskrev mønstrene for de nuværende generationer - og resultatet var fascinerende. Amerikanere, som var født før 1940, havde typisk tre sex-partnere gennem livet. Deres børn var de store årgange, og de havde næsten det firdobbelte antal sexpartnere som deres forældre. Deres børn er generation X, som er født mellem 1960erne og 1980erne, og de vil typisk have ti sexpartnere gennem livet, mens deres børn - de unge i dag - kun vil have otte.

Unge i dag har altså sex med færre - på én generation er antallet af anslåede partnere faldet med en tredjedel. I løbet af den samme generation er den seksuelle debutalder også blevet højere, graviditetsraten blandt teenagere er faldet, og i løbet af et gennemsnitligt år har en yngre voksen i dag kun én seksuel partner. Som Jean Twenge har sagt til Washington Post - unge har i dag et mere afslappet forhold til sex, de er langt mere tolerante over for alt fra minoriteter til aseksuelle, og efter en lang generations march har den seksuelle frigørelse muligvis mistet både pust og støn. Eller rettere - måske er den seksuelle frigørelse blevet, hvad ordet betyder. Friheden til at løbe nøgen over Kultorvet, men også til at lade være. Friheden til at have lyst, men også ulyst uden at sygeliggøre nogen af delene, for sådan en sygeliggørelse betyder logisk, at mandens lyst lige så vel kan medicineres som kvindens.

Så slap af. Chill. Normalen er, hvad normalen gør, lysten er, hvad lysten vil, og under sådan en frihed er Addyi ikke kun uudtalelig, men også unødvendig.

Læs også Anna Libaks klumme »Kunstig sex« på http://www.b.dk/kommentarer/kunstig-sex

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.