Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

 

 

181.500 migranter og flygtninge kom sidste år til Italien via ruten over Middelhavet.

Ingen forventer, at tallet vil falde i år.

I denne digitale fortælling afdækker vi konflikterne, dramaer og dilemmaerne, og besøger nogle af knudepunkterne på den vigtigste motorvej mod det forjættede EU.

 

 

Motorvejen
starter i
Niger

 

Det afrikanske land Niger er det vigtigste transitland for migration fra  store dele af kontinentet til EU. Og med Libyens sammenbrud befinder Niger sig kun én landegrænse fra Europa.

 

Den håndskrevne liste på opslagstavlen i lejren taler sit tydelige sprog: Migranterne og flygtningene kommer fra 14 forskellige afrikanske lande. Hovedparten fra Senegal og Guinea.
De i alt 294 – overvejende mænd – er af forskellige grunde på flugt i håb om et nyt og bedre liv i Europa. Eller rettere de var på flugt. Nu er de havnet i en opsamlingslejr i den støvede ørkenby Agadez i den vestafrikanske stat Niger. Det er IOM – FNs Organisation for Migration – der driver lejren og bistår flygtninge og migranter, der ønsker det, med at vende tilbage til deres fædreland.
Det vil Alfonso Boe gerne. Den 43-årige mand er fra Liberia, som han forlod tilbage i 2011 i jagten på et job.
»Jeg har prøvet i mange andre afrikanske lande, men uden held,« fortæller Alfonso Boe, der er uddannet ingeniør.
Sidste år tog han til Libyen, hvor afrikanere fra andre af kontinentets lande i årtier har kunnet finde et job som gæstearbejdere. Det kan de ikke mere. I hvert fald er det blevet langt sværere og tilmed ofte livsfarligt på grund af det kaos og den borgerkrig, der har hærget Libyen siden diktatoren Muammar Gaddafis fald i 2011.
»Jeg blev taget til fange af en milits. Men det lykkedes mig at flygte, og nu er jeg så her. Nu vil jeg gerne hjem til min kone og mine tre børn,« siger Alfonso Boe.
Sidste år hjalp IOM med EUs finansiering knap 5.000 migranter og flygtninge med at vende tilbage til deres hjemlande – flere af dem fra lejren her i Agadez. Men samtidig tog mindst 170.000 andre migranter og flygtninge turen via Agadez til Libyen ved hjælp af den organiserede menneskesmugling, som beskæftiger en stor del af de ellers arbejdsløse indbyggere her i ørkenbyen. De tilrejsende skal blandt andet have et sted at bo og noget at spise, mens de venter på, at de lokale menneskesmuglere kan transportere dem videre til Libyen.

Forklaringen på den ellers ret undselige ørkenbys nøglerolle i det store migrations- og flygtningedrama er, at Agadez er centralt beliggende på ruten mellem Magreb-landene ved Middelhavet og Vestafrika. Helt tilbage til det ottende århundrede var Agadez et vigtigt knudepunkt for handelskaravanerne, der i dag er afløst af ladbiler proppet med mennesker på jagt efter et bedre liv. Turen fra Agadez til den første større by i Libyen koster omregnet omkring 2.500 kroner.
EU-landenes svar har været økonomisk bistand til regeringen i Niger for indtil videre 737 millioner euro. Nogle af pengene skal bruges til at skærpe kontrollen ved Nigers – svært kontrollerbare – grænse til Libyen. Andre penge skal bruges til at afhjælpe den massive arbejdsløshed, så den ludfattige befolkning i Niger har et alternativ til at ernære sig som menneskesmuglere.
Øvelsen er delvist lykkedes. Trafikken på Agadez-ruten er aftaget, men langtfra gået i stå. Ørkenen er stadig stærkt befærdet – med såvel levende som døde.
For to uger siden omkom 44 migranter af tørst i Nigers steghede ørken, da deres bil brød sammen på vej til Libyen. Blandt migranterne, der især kom fra Ghana og Nigeria, var flere kvinder og børn, der måtte lade livet, fordi bilen var så proppet med mennesker, at der ikke var plads til ret meget vand.
Og selv hvis det skulle lykkes at få endnu mere kontrol over grænsen mellem Niger og Libyen, så deler libyerne også grænse – i alt 4.300 kilometer – med fem andre lande, herunder Sudan, der tjener som et afgørende transitland for østafrikanere, der søger mod Libyen og derfra videre til Europa.
Sidste år kom omkring 181.000 migranter og flygtninge over Middelhavet til Europa. De fleste var yngre mænd fra Afrika syd for Sahara, men der var også mange – igen yngre mænd og drenge – fra Bangladesh og Pakistan.
Stort set alle de, Berlingske har talt med undervejs, er på jagt efter et arbejde, så der kan sendes penge hjem til familien. Og skal man tro Joe Walker-Cousins, der var leder af den britiske ambassade i Libyen mellem 2012 og 2014, så kan ikke mindre end en million migranter nu være på vej til Libyen med håb om en plads i en gummibåd til Europa.
»Mine informanter i området fortæller mig, at der potentielt allerede er en million migranter, hvis ikke flere, undervejs nordpå fra det centrale Afrika og Afrikas Horn,« sagde den tidligere topdiplomat for et par måneder siden til den britiske avis The Guardian.

Håbet på

Middelhavet

 

Hver uge stuves migranter og flygtninge, der drømmer om en fremtid i Europa, sammen i billige gummibåde og udtjente træskibe af menneskesmuglere i Libyen.

Tusindvis af passagererne i de synkefærdige fartøjer drukner undervejs, men de fleste når efter den farefulde rejse over Middelhavet frem, fordi de bliver reddet af kystvagt og humanitære organisationer. Vi har været om bord på Læger uden Grænsers skib "Vos Prudence".

 

 

 

​Porten til Europa

 

Lampedusa er ikke større end Anholt. Men med en beliggenhed tæt
på Afrika har den italienske ø i årtier været adgangsporten til Europa
for hundredtusindvis af migranter og flygtninge.

 

På en vindblæst klippepynt oven for havnen på den lille italienske ø Lampedusa knejser en fem meter høj og tre meter bred mur opført i sandfarvede keramiske fliser. I muren er der en stor åbning – et dørhul, der vender ud mod havet. Mod syd. Mod Afrika.
Det er et monument opført i solidaritet med alle de migranter og flygtninge, der sætter livet på spil på Middelhavet for at komme til Europa. Det er »et minde om de tusindvis af migranter, der forsvinder i havet«, som den italienske humanitære organisation, Amani, udtrykte det, da den tog initiativet til at få rejst monumentet.

 

 

Det var tilbage i 2008, hvor Lampedusa allerede i knap to årtier havde været første stop i Europa for titusindvis af migranter og flygtninge i overfyldte både.
Forklaringen er enkel: Lampedusa ligger kun 113 kilometer fra den nordafrikanske kyst, og øen er dermed det stykke EU, der befinder sig længst mod syd i den centrale del af Middelhavet. Lampedusa er »Porten til Europa« – La Porta d’Europa – som også er navnet på det store monument oven for havnen, hvor færgen er ved at gøre klar til afgang med kurs mod Sicilien.
Lokale Røde Kors-folk er i fuld gang med at tømme to busser med migranter og flygtninge, der i gåsegang og overvåget af fremmødte politifolk går om bord på færgen fulde af forventninger.

 

 

De fleste er mænd – mange meget unge – fra forskellige afrikanske lande. Nogle få er flygtninge fra Syrien, og nu venter der dem et langt ophold i en af de mange lejre, som den italienske stat har etableret på Sicilien og på fastlandet. Her må de vente, indtil deres sag kommer øverst i bunken, og det kan tage op til halvandet år. De italienske myndigheder har slet ikke kapacitet nok – og ikke tilstrækkelig støtte fra resten af EU – til at håndtere det store og stadigt stigende antal asylansøgninger.
Men det ved de ikke noget om – de unge, afrikanske mænd, der hænger ud på molen ved siden af en parkeringsplads, hvor vragene af migranternes gamle, gennemhullede træskibe oplagres midlertidigt.
»Ja, sæt jer, vi er jo alle mennesker uanset farve,« siger Ismail, da vi spørger, om de vil have selskab og fortælle os, hvordan de er havnet på denne lille ø midt i Middelhavet.
Ismail er først i 30erne og fra Gambia. Han har taget den sædvanlige tur for vestafrikanske migranter og flygtninge via Niger og Libyen og derfra med en overfyldt gummibåd mod Europa.

 

 

»Personlige årsager,« svarer Ismail på spørgsmålet om, hvad der har sendt ham ud på den farefulde rejse.
»Jeg er homoseksuel,« nærmest hvisker han, og det kan i et land som Gambia – som de fleste andre steder i Afrika – få alvorlige følger.
Ismail er sølvsmed og håber, at han kan få arbejde, når han når frem til et land, der vil give ham asyl. Hvilket land er ikke afgørende, siger han med et gåpåmod og en optimisme, der smitter.
Ismail har som de fire andre noget yngre mænd, der er fra Senegal, da heller ikke noget at klage over.
»Forholdene her i lejren er fine, og folk er flinke,« fortæller han og peger på en stor portion pommes frites, som en lokal indehaver af en mobil grillbar pludselig kom og tilbød dem.
De fem unge mænd, der slår tiden ihjel på en bænk i solen på gågaden Via Roma, er også godt tilfredse og fulde af forhåbninger efter den dramatiske tur over Middelhavet.

 

 

»Jeg bliver glad, når jeg tænker på fremtiden. Der er muligheder, og jeg vil gerne til England. Måske arbejde med noget med computer,« siger Amir, der er 19 år og som de fire andre fra Sudan.
»Vi var 25 mænd og en kvinde i en gummibåd, der ikke var mere end godt seks meter lang. Vi blev sendt ud i det kulsorte hav lige før midnat. 11 timer i bølgerne, og båden tog vand ind, før vi fik øje på et skib i det fjerne. Vi begyndte desperat at råbe og vinke, og heldigvis blev vi reddet, og nu har vi været her i en måned,« siger 25-årige Mohammed. Lige- som de andre mener han at vide, at de kan få et arbejde – hvad som helst. Nogen har fortalt de unge mænd, at der bliver mangel på arbejdskraft i Europa.
De er fra delstaten Den Blå Nil, hvor Sudans internationalt eftersøgte krigsforbryder, præsident Omar al-Bashir, fører en glemt krig, der er mindst lige så blodig og brutal som den, Syriens præsident er ansvarlig for.
»Ingen af os vil tilbage til Sudan. Der er ingen muligheder, ingen penge. Kun krig og problemer,« siger Amir.
Er han og de andre unge mænd så flygtninge med behov for beskyttelse, eller er de migranter på jagt efter arbejde? Det afgør de italienske myndigheder og de asylbehandlere, som andre EU-lande har sendt til Italien for at hjælpe med sagsbunkerne.
Under alle omstændigheder giver et møde med de mange afrikanske mænd her på Lampedusa et godt indblik i flere af Afrikas væbnede konflikter og mange andre af de problemer, som kontinentets befolkninger står i til halsen.
Problemer er heller ikke er fremmedord for Calagero Gervasi. Han er fisker med fast plads til sit skib her i havnen på Lampedusa, og som de andre knap 6.000 øboere har også han noteret sig den pris, som øen har måttet betale for at være Afrikas port til EU: En årrække med en alvorlig nedgang i turismen, som ellers er en vigtig indtægtskilde for den lille ø med det turkisblå hav.

 

 

»Vi er nødt til at hjælpe disse migranter, og det har vi gjort gennem alle årene. De er mennesker ligesom du og jeg. Det er den generelle holdning her på øen,« siger Calagero Gervasi, der understreger, at migranterne og flygtningene ikke volder problemer i de uger eller måneder, de opholder sig her inden afrejsen til lejrene på Sicilien og det italienske fastland.
Til gengæld er de mange flygtninge- og migrantbåde, der er gået til bunds, lidt af en udfordring for Lampedusas fiskere, fortæller den 50-årige fisker, mens han klargør sit skib.
»Skibsvrangene ødelægger vores net, men heldigvis arbejder regeringen på en løsning,« siger Calagero Gervasi.
Han har selv været med til at redde liv på havet. Men han er også som resten af øboerne mærket af de døde – de, der ikke klarede turen, men druknede undervejs.
Især forliset i oktober 2013 står i stærk erindring. Der forliste et stort træskib med over 500 om bord lige ud for Lampedusas kyst. 385 mennesker fra blandt andre Somalia, Eritrea og Ghana omkom, og i et hjørne af øens kirkegård er nogle af de lig, der er skyllet i land, stedt til evig hvile.

 

 

»Hvilken verden, der ligger på den anden side af dette hav, ved jeg ikke, men ethvert hav har en anden kyst, og jeg skal nok nå frem,« lyder et citat af den italienske forfatter Cesare Pavese, som er indgraveret i en sten ved en af gravene.
Det udsagn er Giusi Nicolini helt enig i. Hun er borgmester på Lampedusa og kendt for sine utallige opfordringer til EUs ledere om at åbne Europa for legal migration, så folk ikke skal dø i Middelhavet.
»Hvor stor er det egentlig, kirkegården skal være på min ø?« spurgte Giusi Nicolini for et par år siden i et åbent brev til EUs ledere efter endnu et forlis og flere lig på stranden i Lampedusa. Hun venter stadig på svar, siger hun i dag.
Den 56-årige borgmester er valgt på en politik, der klart går i rette med migrations- og flygtningefjendtlige partier som Lega Nord, der har forsøgt at komme til orde med en happening på gågaden. Og Giusi Nicolini er ikke alene stolt over, at vælgerne bakker hende op. Hun er samtidig beæret over, at hun og Lampedusa har fået flere internationale hædersbevisninger for den humanitære tilgang til udfordringen med migranter og flygtninge. Og så kan borgmesteren tilmed samtidig med tilfredshed notere sig, at turisterne nu er vendt tilbage.
»Hvis vi tror, det er muligt at hegne os inde og leve lykkeligt i vores egen lille køkkenhave, så er vi virkelig godt dumme. Vi kan ikke holde fattigdommen og desperationen ude og så bare tro, at vores egen lykke er sikret,« siger borgmesteren for enden af sit skrivebord, hvor der blandt papirbunkerne står en mursten med en indgraveret tekst.
Det er et citat af støvlelandets store forfatter Italo Calvino. Ni ord, der temmelig præcis udtrykker stemningen her på den lille ø, der ikke er større end Anholt eller Fur, men alligevel har været gennemgangslejr for hen ved 400.000 migranter og flygtninge.
»Se alzi un muro, pensa a cosa lasci fuori,« lyder citatet.
»Hvis du rejser en mur, så tænk på, hvad du lukker ude.«

 

Strandet
på Sicilien

 

Med en arbejdsløshedsprocent på næsten 23 er den italienske ø Sicilien særlig udfordret af det store indtog af migranter og flygtninge til Europa. Selv mafiaen må indrette sig på de nye tider.

 

Nej, der er ikke mange, der har et job her i kvarteret. Og de, der har, bliver groft underbetalt.«
Thomas Freeman, en flygtning fra borgerkrigen i Liberia, sidder på en plasticstol foran sin lille, beskedne bar og spejder efter kunder. Men dem er der ikke mange af sådan en hverdag midt på eftermiddagen her i Ballarò-kvarteret i den gamle, historiske del af Siciliens største by, Palermo.
Ballarò er et nedslidt og forsømt kvarter omgivet af Palermos mange smukke middelalderlige bygningsværker, kirker, paladser og pladser, hvor turisterne går rundt med en selfiestang. Det er her, den sicilianske mafia, Cosa Nostra, længe har haft sin højborg, men i takt med at strømmen af migranter og flygtninge over Middelhavet er steget, er mafiaens dominans blevet udfordret af Ballarós mange nye tilflyttere, der især kommer fra Vestafrika og Pakistan.

 

 

»I gamle dage, da mafiaen var mere magtfuld, forhindrede den migranterne i at komme ind i byen,« som Palermos borgmester Leoluca Orlando, forklarede sidste år i et interview med avisen Daily Mail.
Men de gamle dage er længe siden. Siden den aktuelle flygtninge- og migrantkrise tog fart for tre år siden er andelen af beboere med udenlandsk baggrund i Ballaró steget fra cirka fem til 25 procent. De stuver sig sammen i lejligheder og på værelser i de ofte kondemneringsmodne etageejendomme.
Mange overnatter i sovesale på herberger, som drives af godgørende katolske organisationer, og som egentlig er beregnet på hjemløse italienere.

 

 

»Arbejdsløsheden blandt de sorte her i Ballarò er høj. Nogle arbejder, men får en sulteløn. Nogle tjener lidt ved at parkere folks biler. Man kan ikke blive rig. Kun lige til det daglige brød. Det er alt,« siger Thomas Freeman, der kender Ballarò som sin egen buskelomme.
Han har boet her siden 2002, hvor han tog turen op igennem Sahara til Libyen og derfra med en smuglerbåd til Italien.
Den i dag 43-årige indehaver af baren »Reset« på et skramlet torv med udsigt til en selvbestaltet losseplads klager ikke. I hvert fald ikke over sin egen situation.
Han fik asyl i Italien og fandt et arbejde i et firma, der skrotter biler. Her kom han ud for en arbejdsulykke. En bil faldt ned over ham, og han fik amputeret halvdelen af højre ben.
»Siden har den italienske stat hjulpet mig med en invalidepension og en protese, og for tre år siden kunne jeg åbne den her bar,« siger Thomas Freeman med en taknemmelighed, der virker dybtfølt.
I dag har han seks ansatte. Fem afrikanere og en ung italiener fra Milano.
De tre arbejder ganske vist kun lørdag og søndag aften, hvor Thomas Freeman byder på afrikanske retter stegt på en interimistisk grill foran baren.

 

 

Men på en ø, hvor arbejdsløsheden er en af de højeste i Italien – knap hver fjerde på Sicilien er uden job – er selv nogle få betalte timer her og der bedre end ingenting.
Du har boet her i adskillige år efterhånden. Er italienerne blevet mere fjendtlige over for flygtninge og migranter, nu hvor der kommer flere og flere?
»Ja, og det hænger nok sammen med, at rigtig mange italienere nu også selv er arbejdsløse og oplever, hvordan deres levestandard falder og falder på grund af den økonomiske krise i Italien,« svarer den 43-årige tidligere flygtning fra Liberia.
Og situationen bliver kun værre og værre, nu hvor migranterne og flygtningene fra Afrika stort set ikke længere kan rejse videre op i EU på grund af medlemslandenes skærpede grænsekontrol. Alene sidste år kom der over 181.000 nye migranter og flygtninge til Italien – langt de fleste til Sicilien, hvor de i første omgang går i land.

 

 

Barejeren fra Liberia understreger dog, at det især er nogle få, der har set sig sure på det multikulturelle Ballarò.
»Fra tid til anden kommer der en gruppe mænd her i kvarteret. De finder et offer, som de gennembanker, og så forsvinder de ligeså hurtigt, som de kom,« fortæller Thomas Freeman, mens han beværter to gæster, der nyder eftermiddagssolen over en øl.
»Er det noget, jeg selv er vidne til, ringer jeg efter en ambulance,« fortsætter han.
»Men jeg går ikke til myndighederne og fortæller, hvad der er sket. Gør jeg det, er det ensbetydende med, at jeg og min familie må flytte langt væk herfra – hvis du forstår.«
Der foregår en krig på lavt blus mellem afrikanerne og pakistanerne på den ene side og mafiaen på den anden.
Den handler om markedet for narko og prostitution her i Ballarò. Indtil videre synes der at være en form for våbenhvile, hvor mafiaen og kriminelle fra Nigeria samarbejder om de lyssky forretninger. Men det ulmer med utilfredshed i begge lejre.
Sidste år i april overlevede en 28-årig mand fra Gambia mirakuløst et skud gennem kraniet, da ti yngre sicilianske mænd lavede et raid. Den sicilianske anklagemyndighed kender manden, der affyrede skuddet, og betegner ham som en kriminel, der handler på mafiaens vegne.
Blodbadet førte til demonstrationer i gaderne anført af afrikanerne og ikke mindst de mange pakistanere, der har en stor del af boderne på det åbne marked her i Ballarò, og som er trætte af at betale beskyttelsespenge til mafiaen.
Også flere lokale sicilianere deltog i demonstrationen, og for Thomas Freeman burde den italienske regering – og EU – for længst have erkendt, at status quo er uholdbar: Der er behov for et system, hvor Italien og EU kan styre, hvem der kommer, og hvor det faktisk bliver muligt for folk udefra at komme til Europa på lovlig og kontrolleret vis.
»Hvorfor skal det stadig være sådan, at vi skal risikere livet og betale en formue til menneskesmuglere for at komme til Europa? Hvorfor er der ingen lovlig vej? Hvorfor er der ikke lejre eller andre steder i Afrika, hvor folk kan søge om asyl i Europa?« spørger den liberianske flygtning, der selv for 15 år siden tog den dødensfarlige tur til Libyen og over Middelhavet. Og som fortsat ikke har glemt de venner, han mistede undervejs.

 

 

Lægerne, smuglerne, flåden og alle
de andre. Hvem er de, og hvilken
rolle spiller de i krisen omkring
Middelhavet?

 

Her er et overblik over de mange aktører i flygtninge- og migrantkrisen

 

 

Migranterne/flygtningene
De stammer især fra en lang række lande i Afrika, fra Bangladesh og Pakistan og i mindre omfang fra Syrien.

 

Menneskesmuglerne
Libyske militser, kriminelle og ifølge nogle kilder korrupte embedsmænd. Kriminelle netværk og almindelige, ofte fattige og arbejdsløse mennesker, der tjener penge på at stille husly eller transport til rådighed i de lande, hvor flygtninge og migranter kommer fra og i landene, der fungerer som transitlande på ruten frem mod Libyen.

 

EU – Frontex
EU-landene har oprustet deres grænseagentur Frontex, der patruljerer til havs og i luften, kontrollerer EUs ydre grænser og bistår med registreringen af flygtninge og migranter, når de når Europa.
Operationen hedder Triton, men Frontex har ikke mandat til at tvinge bådene til at vende om. Grænseagenturets patruljebåde har derimod – i henhold til de internationale havretsregler – pligt til at komme de overfyldte gummibåde og træskibe til undsætning. De migranter og flygtninge, der reddes, sejles til Italien, da det er det nærmest beliggende, sikre land, eftersom Malta og Tunesien ikke vil tage imod dem. Frontex arbejder tæt sammen med den italienske  kystvagt.

Operation Sophia
Siden 2015 har EU haft en flådeoperation i Middelhavsområdet. Den kaldes »Operation Sophia«. Opkaldt efter et barn, som en gravid kvinde fødte ombord på et af EUs skibe 22. august 2015 efter en redningsaktion ud for Libyens kyst.
Operation Sophias mandat er at jagte menneskesmuglerne – men kun til havs og ikke i libysk territorialfarvand. Mandatet giver ret til at borde, ransage, beslaglægge og omdirigere fartøjer, der mistænkes for at blive anvendt til menneskesmugling i åbent hav.
Operationen råder for øjeblikket over seks skibe, to helikoptere og fire fly stillet til rådighed af EUs medlemslande.
Indtil videre er næsten 400 både, der har været anvendt af migranter og flygtninge, blevet beslaglagt.
Som alle andre skibe til havs har EUs krigsskibe også pligt til at redde folk i havsnød, og sammen med fartøjerne, som EUs grænseagentur Frontex har i Middelhavet, har Operation Sophia siden 2014 reddet flere end 200.000 migranter og flygtninge.
Siden juni 2016 har operationen desuden bistået med træningen af den libyske kystvagt og flåde. Målet er, at de libyske myndigheder kan tage sig af menneskesmuglingen på et tidligt tidspunkt – altså i libysk farvand.

 

MRCC
Det Maritime Koordinationscenter for Redningsaktioner (Maritime Rescue Coordination Centre – MRCC) holder til i den italienske hovedstad Rom. MRCC er en italiensk myndighed under den italienske kystvagt og har det overordnede ansvar for redningsindsatsen i Middelhavet. MRCC kontaktes af skibe, når de ser en båd med flygtninge og migranter.
MRCC beslutter så hvilket skib, der ligger tættest på og bedst kan stå for redningsaktionen. Det kan være alle former for skibe – EUs krigskibe, skibe under den italienske kystvagt, Frontex-patruljebåde, handelsskibe eller de humanitære organisationers redningsfartøjer.
Det er også MRCC, der afgør, i hvilken havn de opsamlede migranter og flygtninge skal sættes i land.

Handelsflåden
Handelsskibe, der passerer Middelhavet ud for Libyen, har i årenes løb reddet tusindvis af migranter og flygtninge. Enten fordi handelsskibene selv har spottet dem på havet, eller fordi den italienske kystvagt har bedt dem om at intervenere.
Rederierne – herunder de danske – har igen bedt EU om at skrue op for den statslige eftersøgnings- og redningsindsats, og i det seneste års tid er der også sket et markant fald i antallet af redningsaktioner, som handelsskibene er involveret i.
Det hænger ikke kun sammen med, at EU via Frontex og flådeoperationen Sophia er blevet mere aktive på Middelhavet. Det skyldes også, at Læger uden Grænser og en række andre humanitære organisationer i det seneste års tid har haft redningsskibe liggende i havet ud for Libyen.

 

De humanitære organisationer
Omkring ni forskellige ikke-statslige organisationer – NGOer – råder over ca. 14 redningsfartøjer i Middelhavet. Det erklærede formål er at redde liv, men NGOerne beskyldes blandt andre af Frontex for at lægge sig for tæt på Libyens territorialfarvand. Ifølge kritikken tilskynder NGOerne på den måde menneskesmuglerne til at fylde endnu flere migranter og flygtninge i gummibåde og gamle træskibe – for de ved, at de sandsynligvis vil blive reddet af NGOerne.
Ifølge EU-Kommissionen stod NGOernes skibe sidste år for 22 procent af samtlige redningsaktioner.

Den libyske kystvagt
EU har siden sidste år arbejdet på at genoplive og opruste den libyske kystvagt. Indsatsen kompliceres af, at Libyen har tre forskellige regeringer og et hav af militser, der kæmper om magten i landet. EUs indsats er kun rettet mod den ene af regeringerne – den som EU anerkender, men som hverken kontrollerer hele Libyen eller hele kyststrækningen. Desuden kritiseres kystvagten i Libyen for at tage meget hårdhændede metoder i brug for at standse bådene med migranter og flygtninge.
Sidste år greb den libyske kystvagt ind over anslået 20.000 migranter og flygtninge under deres forsøg på at nå Europa, oplyser EU-Kommissionen.

 

De migrations-fjendtlige aktivister
I sidste måned indledte en højreorienteret bevægelse, der på engelsk kalder sig The Identitarian Movement, en kampagne mod NGO-skibene i Middelhavet. Under mottoet »Forsvar Europa« vil aktivisterne »standse den illegale indvandring«.
»Vi vil samle en besætning, udstyre et skib og sejle ud på Middelhavet for at jagte de skibe, der står bag menneskehandlen,« hedder det på aktivisternes hjemmeside.

 

 

 

»Vi er del af et dilemma på Middelhavet«

 

Læger uden Grænser og de andre humanitære organisationer i Middelhavet kritiseres for at hjælpe menneskesmuglerne med at sejle migranter og flygtninge til Europa.

 

Stefano Argenziano, du er operationskoordinator for Læger uden Grænser. Hvad siger du til kritikken af, at I hjælper menneskesmuglerne?
»Den er grundløs, og der er ikke fremlagt et eneste bevis. Men kritikken er alvorlig, fordi den kan være et forsøg på at kriminalisere det humanitære arbejde. Kriminalisere solidariteten. Vi har eksempelvis set, hvordan myndighederne i en italiensk grænseby har nedlagt forbud mod at give migranterne mad. Det er ligesom med duerne: »Fordring af migranterne forbudt«,« siger Stefano Argenziano.

Der spekuleres i, at angrebet på jeres indsats i Middelhavet vil ramme Læger uden Grænser økonomisk, fordi nogle af jeres donorer vil trække sig?
»Det minder mig om et motto, som vi brugte for et par årtier tilbage: Ja, vi hjælper også de sorte og araberne, og hvis det støder nogen, skal de nok ikke støtte os økonomisk. Så må vi satse på den støtte, vi kan få fra folk, der deler vores idealer om uafhængig og upartisk nødhjælp. Vi spørger ikke, hvem du er, før vi hjælper. Vi spørger ikke, om folk i de overfyldte gummibåde er migranter eller flygtninge. Vores eneste ærinde i Middelhavet er at redde liv,« siger Stefano Argenziano, der understreger, at Læger uden Grænser ikke tidligere har arbejdet på havet, men besluttede at gribe til handling, da EU i 2014/2015 ændrede sin eftersøgnings- og redningsoperation.
»Indtil da havde den italienske kystvagt »Operation Mare Nostrum«, hvor Italiens skibe patruljerede samme sted i Middelhavet, som vi gør i dag. Altså nogle få sømil fra den libyske territorialfarvand. Så tog EUs grænseagentur Frontex over, og patruljeskibene blev trukket længere væk fra Libyen. Så opstod der et hul, og antallet af migranter og flygtninge, der druknede, steg dramatisk. Det er det hul, som vi udfylder – velvidende, at det ikke er en rigtig løsning, men en nødvendig foranstaltning, indtil der kommer et politisk svar på udfordringen. På den måde er vi en del af et dilemma,« siger Læger uden Grænsers operationskoordinator.
Han understreger, at de humanitære organisationer tegner sig for nogenlunde den samme andel af det samlede antal redningsaktioner, som handelsskibene stod for tidligere.
Handelsskibene er godt tilfredse med stort set at være trukket ud af ligningen. Resten af redningsaktioner foretages af EUs Grænseagentur, EUs krigsskibe i farvandet ud for Libyen og af den italienske kystvagt.
»Der reddes ikke flere migranter og flygtninge, fordi vi er der. Tallene er høje, men de har været relativt stabile siden 2014,« siger Stefano Argenziano.

Rejsen fra Eritrea endte i Rødovre

 

Solomon Mehari er flygtning fra Eritrea med asyl i Danmark. Han siger, at han er sikker her, men savner et arbejde. Savner, at hans liv udvikler sig. Fortalt til Ole Damkjær

 

Jeg hedder Solomon Mehari. Jeg er 29 år og fra Eritrea, hvor jeg boede med mine forældre og tre søskende i hovedstaden Asmara. Efter gymnasiet og universitetet fik jeg arbejde i et IT-firma. IT var min hobby, så jeg var meget glad. Men i 2014 besluttede jeg, at jeg skulle væk. Jeg var igen blevet tvangsindkaldt til værnepligt, og byen var fuld af rygter om en ny krig med Etiopien. Det var dråben ... I forvejen er livet i Eritrea uden perspektiv. Det er shit. Mangel på el, benzin og vand. Økonomisk er det hårdt, og de fleste overlever på den støtte, de får fra familiemedlemmer, der er udvandret.
Jeg flygtede uden nogen plan. Men jeg tænkte, at jeg kunne finde på noget i Sudan, som var det første land, jeg flygtede til.
Jeg søgte job på nettet i Dubai og andre lande, men uden succes. Så fik jeg kortvarigt et job i et hotel med at opgradere deres IT. Sådan overlevede jeg Sudan, men det er ikke er sikkert land for folk fra Eritrea. Vi er overvejende kristne, og Sudan har sharia-lov. Vi er bliver forfulgt, og mange er blevet deporteret tilbage til Eritrea.
Jeg skaffede penge til menneskesmuglere, der kunne hjælpe mig gennem Libyen, og derfra kom jeg med en gummibåd og endte i Italien. Der mødte jeg gamle bekendte fra Eritrea, og de sagde, at der var flest muligheder i Sverige, Norge og Danmark.
På vej til Norge blev en infektion, som jeg havde fået i Libyen, meget slem, og jeg kom direkte på hospitalet i Danmark. Det var i september 2015.

 

 

Nu har jeg asyl i Danmark. Jeg har tre timers undervisning i dansk hver formiddag på sprogskolen i Hillerød. Jeg bor på et værelse i Rødovre, så jeg tager toget.
Det går fint med at lære dansk, men jeg vil gerne have et arbejde. Jeg har en mentor, som jeg har søgt online. Han er fra Novo Nordisk og hjælper mig med at søge arbejde - meget gerne inden for IT, som jeg har arbejdet med før. Men jeg er parat til tage hvad som helst for at komme i gang.
Når jeg ikke er på sprogskolen, forsøger jeg at finde et arbejde. På Jobindex, Jobnet og andre steder. Det har jeg næsten gjort i et år nu.
Jeg kan godt lide basketball og fodbold og spiller en gang imellem med nogle danske venner, jeg har fået på en højskole. Jeg var på Jyderup Højskole i fire måneder, og der kunne jeg øve mit danske sprog.
Er jeg skuffet? Det har jeg det lidt blandet med. Jeg føler mig sikker her. Danmark er et meget smukt land med venlige mennesker, men samtidig savner jeg, at mit liv udvikler sig – bevæger sig fremad. Jeg har intet arbejde, og det er også meget vigtigt i livet. Så på den måde er jeg skuffet.
Fortryder jeg, jeg flygtede? Det er også blandede følelser. Det er svært at bo i Eritrea lige nu. Men samtidig er det også svært at leve væk fra min familie, venner og hjemby. Men jeg bevarer håbet og bliver ved med at lede efter et job, og det går fint med at lære dansk. Sproget, men også netværk er meget vigtigt, når du leder efter arbejde her i Danmark.

 

 


 

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.