Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Så var Erdogans sejr heller ikke større

Livet går videre i Tyrkiet. Også efter at folkeafstemningen har lirket lemmen til en diktaturstat op. Det kan blive meget værre, siger en gruppe unge journalister.

Det var som at se Khomeini rejse sig fra sin grav og tale tyrkisk.« Sådan skrev mellemøstkommentator Nervana Mahmoud på Twitter med reference til den afdøde iranske ayatollah, efter præsident Recep Tayyip Erdogan havde holdt sin sejrstale sent søndag aften.

En antydning om, at Erdogan nu med sin demokratisk godkendte nye almægtighed er stærk nok til at forvandle Tyrkiet til en islamisk stat, hvor alle nøgleinstitutioner udrenses og erstattes med shariainspirerede entusiaster.

Tanken om, hvad Erdogan kan bruge sine nye beføjelser til, får store dele af Vesten til at påkalde sig tid til at se, hvordan den tyrkiske præsident vælger at handle, inden de dømmer ham. Et koldt gys skærer samtidig gennem mange tyrkiske nej-sigere ved tanken om, at de nu er i Erdogans vold. Og Erdogans politiske opposition forsvarer sig – ikke som dårlige tabere, men som angstramte tabere – med anklager om valgfusk.

Men sandheden er, at ingen aner, hvad det er for et Tyrkiet, Erdogan ønsker at forme. Siden det mislykkede kupforsøg i sommeren 2016, er omkring 50.000 tyrkere blevet fængslet. De fleste er under mistanke for at tilhøre den såkaldte Gülenbevægelse. Men også samfundskritikere, journalister og meningsdannere er blandt de fængslede.

Derfor er det en anelse ironisk, at mens flere end 150 tyrkiske journalister sidder fængslet, er det netop en gruppe unge uafhængige radiojournalister fra Istanbul, der maner til ro.

Faktisk er stemningen ualmindelig positiv her blandt de unge radioværter dagen efter det nederlag, de selv er en del af. Men de finder ro i, at de bor i en by, hvor flertallet stemte nej til Erdogans beføjelser.

»Læg mærke til, at sejren næsten ikke er blevet fejret. Ingen er glade. Det er som om, deres kampagne ikke har virket,« siger Can Tonbil, en af radioens værter.

Han læner sig op ad Istanbuls nej-siger-flertal.

»Hvad kan de gøre? Sparke os ud? Vi er flertallet her i byen,« siger han.

I hans tolkning vil det meget tætte valgresultat altid være en påmindelse til den politiske ledelse og ja-sigerne om, at blokken af nej-sigere næsten er lige så stor. Og at de største byer, Izmir, Ankara og Istanbul, stemte nej, er et stærkt signal.

Den logik, radioens værter bruger til at forklare den relative optimisme dagen efter nederlaget, er også, at modgang ikke nødvendigvis skal opfattes som noget negativt.

»Når du får den ene lussing efter den anden, ender du selv med at blive hårdfør,« siger Can Tonbil og smiler.

Journalisterne hænger ud foran Acik-radiostationens studier i Istanbul. En kat ligger i solen, mens de sludrer, drikker te, og holder rygepause. Acik-radyo, som det staves hernede, er en lille brugerbetalt radiostation med omkring 100.000 lyttere i Istanbul og på nettet. I modsætning til mange andre tyrkiske medier, der er blevet kølhalet og herefter ensrettet af det ledende AKP-parti, kører Acik uforstyrret videre på sit 23. år. Ikke fordi radiostationen holder med regeringen. For det gør den ikke. Måske snarere fordi den ikke anses for at være stor nok til at udgøre en trussel, og som stationens egne journalister siger, fordi de ikke selv bruger propagandistisk sprog af den ene eller anden art.

Dagen derpå dækker de to tophistorier. Den ene om Syrien, den anden naturligvis om den netop overståede folkeafstemning.

»Vi fortæller det, som det er, bruger kilder og holder en anstændig tone,« forklarer Ilksen Mavituna, der er kulturmedarbejder på radiostationen. Han siger og mener ikke, at Erdogans klapjagt på de tyrkiske medier er retfærdiggjort, men han antyder, at tyrkisk presse er rig på propaganda fra den ene og anden side. Det er Acik Radyo ikke.

Så ud over stationens størrelse, er det måske også tonen, der gør, at Erdogans bagland ikke har kastet sig over de unge journalister.

Men de er alle sammen enige om, at det naturligvis kan komme med tiden.

»Det her er kun begyndelsen,« siger Can Tonbil og får det til at lyde, som om han næsten glæder sig til en rusketur i Erdogans karrusel.

Det gør han naturligvis ikke, men han er bevidst om, at han og de andre er udsatte, og at situationen er værre nu end for to dage siden.

Koblingen af fortsat undtagelsestilstand, og den magt folkeafstemningen har tildelt præsidenten, gør den generelle situation for uafhængige medier endnu mere farlig.

De ser alle Tyrkiet vende sit ansigt bort fra EU og Vesten og i stedet rette blikket mod Mellemøsten.

»Men hør lige her, jeg har arbejdet her på stationen i fem år. Jeg har dækket den største demonstration i tyrkisk historie. Jeg har dækket det største terrorangreb – og nu den største folkeafstemning. Og på sin helt egen måde går livet altid videre. Lidt ligesom her i gaden, hvor vi holder til. Her er lidt af hvert. Lidt Europa, lidt Mellemøsten, lidt skrald og lidt charme,« siger han.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.