Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Russisk komiker hævder at stå bag telefonfis med Nato-chef

Nato-generalsekretær Jens Stoltenberg bruger falsk lydoptagelse til at advare medierne om at være på vagt.

Foto: Emmanuel Dunand
Foto: Emmanuel Dunand

Det lyder som Jens Stoltenberg. Og Natos generalsekretær medgiver, at det nok er hans stemme og klip fra en telefonsamtale, han faktisk har haft, der for tiden cirkulerer på et russisk netmedie.

Men det er ikke - som det bliver præsenteret - en samtale, hvor Stoltenberg lod sig narre af en russisk komiker, der hævder at have ringet op og narret Nato-chefen til at tro, at han talte med Ukraines præsident, Petro Porosjenko.

»Det er ikke ægte.«

»Men det ser ud, som om det er klip fra en helt anden samtale, jeg har haft med en helt anden statsleder i efteråret.«

»Vi ved ikke med sikkerhed, hvordan det er kommet ud. Det kan være enten lækket eller hacket. Men det er ikke en samtale med Porosjenko,« siger Stoltenberg.

Det er det russiske netmedie life.ru, der den seneste tid har offentliggjort en række lydoptagelser med Stoltenberg som den ene part.

I samtalen lyder det, som om Stoltenberg besvarer Porosjenkos spørgsmål om, hvorvidt Ukraine kan regne med at blive medlem af Nato i løbet af to år.

»Jeg tror, det er en misforståelse«, svarer Stoltenberg blandt andet på engelsk.

Ifølge den norske avis Aftenposten er det i virkeligheden komikeren Aleksej Stoljarov, kendt som Nexus, Stoltenberg har i røret.

Men Stoltenberg afviser, at han er faldet for den form for avanceret telefonfis.

»Vi ved, at der har været forsøg på at få den type samtaler. Men det er blevet opdaget af mine folk og medarbejdere, så en sådan samtale har ikke fundet sted,« forsikrer Nato-chefen på et pressemøde med danske og norske journalister i Bruxelles.

Stoltenberg benytter lejligheden til at understrege vigtigheden af frie, uafhængige medier, der er omhyggelige med at tjekke deres kilder.

»Det er noget, der undergraver tilliden til vore demokratiske institutioner og til folkestyret. Hvis man ikke kan stole på information og på det, man ser i medierne, undergraver det tilliden til den åbne samfundsdebat,« siger Stoltenberg.

Nato-chefen glæder sig over, at etablerede medier er blevet mere opmærksomme på faren for misinformation og falske nyheder. Han bruger et norsk udtryk til at illustrere, at opmærksomheden er en del af kuren.

»Det er som en trold, der sprækker, når den bliver udsat for lys. Jeg er helt sikker på, at sandhed i længden vil vinde over løgnen.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.