Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rusland varsler indgreb mod vestlige medier

Russiske politikere tager sigte på amerikanske CNN og tyske Deutsche Welle som hævn for nye krav til russisk tv-kanal i USA. Journalistforening advarer mod statsligt overdommeri.

CNN og den amerikanske radiokanal Radio Free Europe nævnes i første åndedrag, når russiske politikere udpeger eksempler på de medier, der vil blive ramt af et kommende lovindgreb.

Det russiske parlament, Dumaen, ventes onsdag at hastebehandle en lov, der vil tillade landets myndigheder at registrere udenlandske medier med kontor og korrespondenter i Rusland som såkaldte ’udenlandske agenter’. Ifølge Pjotr Tolstoj, medlem af Dumaen for Putins regerende parti, kan kravet ramme alle offentlige og private medier med udenlandsk finansiering.

Medier, der ikke opfylder kravene, vil »ophøre med at arbejde i Rusland,« siger han til Interfax.

Loven er ifølge det regerende parti gengældelse for amerikanske krav til en statslig russiske tv-kanal i USA, hvor man også har en lov om registrering af ’udenlandske agenter’.

Sagen er en udløber af den amerikanske efterforskning af udenlandsk indblanding i præsidentvalget i 2016. I januar konkluderede en efterretningsrapport, at tv-stationen RT og netsiden Sputnik var delagtige. Efterfølgende bad USAs justitsministerium RT om at registrere sig under den amerikanske lov fra 1938. Det gjorde tv-kanalen mandag under protest.

»I stedet for en kriminalsag valgte vi registreringen. Vi ønsker den amerikanske ytringsfrihed tillykke,« skrev kanalchef Margarita Simonjan på Twitter.

Registreringen indebærer bureaukratiske krav om afrapportering til de amerikanske myndigheder men ingen begrænsninger i retten til at sende. Blandt andre China Daily og tv-kanaler fra Canada og Japan er på samme liste.

»Amerikanske borgere har ret til at vide, hvem der agerer i USA for at påvirke den amerikanske regering eller på vegne af udenlandske aktører,« siger den amerikanske vicestatsadvokat Dana Boente i en pressemeddelelse.

Russiske politikere har i ugevis varslet gengældelse, og nu ruller lovmaskinen. Landet har allerede en lignende lov om finansiering af interesseorganisationer, der har forårsaget lukning af flere menneskeretsgrupper. Det er den lov russiske politikere nu vil udvide til at gælde medier.

Dumaens næstformand, Andrej Isajev, sagde mandag, at blandt andre CNN, Radio Free Europe og tyske Deutsche Welle ville falde under de nye bestemmelser. Hvis de nuværende krav til NGOer overføres til medier, vil eksempelvis CNN skulle præsentere sig selv over for seere i Rusland som en ’udenlandsk agent’ og indlevere rapporter til myndighederne om deres aktiviteter. Lovforslag kommer i halen på års forfølgelse af uafhængige medier i Rusland og udvidelse af Kremls kontrol med det hjemlige medielandskab.

Den amerikanske ytringsfrihedsgruppe Committee to Protect Journalists (CPJ) advarer mod statsligt overdommeri i begge lande. Det bør ikke være op til regeringer at trække grænsen mellem journalistik og propaganda, skriver CPJ. Gruppen kritiserer det amerikanske krav til RT og det potentielt langt mere vidtrækkende modsvar i Rusland, der har »angrebet, undermineret og ødelagt uafhængige medier og undladt at efterforske mord på førende uafhængige journalister«.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.