Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Rivieraens sorte enke dømt for giftdrab på ældre rigmænd

57-årig fransk kvinde skal 22 år i fængsel for at have dræbt to ældre velhavere, som hun havde forført.

Nice. En 57-årig fransk kvinde, der er blevet kendt som "Rivieraens Sorte Enke", er torsdag blevet idømt 22 års fængsel for at have forgiftet fire velhavende ældre mænd. To af ofrene omkom.

Med straffen er der sat punktum for en af de mest omtalte drabssager i Frankrig i flere år.

Patricia Dagorn blev kendt skyldig i at have dræbt to mænd, som blev fundet døde i 2011 på Cote d'Azur, samt for at have forgiftet to andre.

Ifølge anklageren forsøgte hun at berige sig selv ved at forføre ældre mænd, som hun fik kontakt til gennem et datingbureau.

En af de mænd, som hun forsøgte at forgifte, den 91-årige enkemand Robert Vaux, var blandt anklagemyndighedens vidner under retssagen.

- Hun var som en solstråle om vinteren. Når man er sammen med en yngre kvinde, så ved man, at det ikke varer ved, men man vil ikke gå glip af øjeblikket, medmindre man er masochist, sagde Vaux til journalister i retsbygningen mandag.

Anklageren betegnede under sagen kvinden som en "perverteret narcissist", mens forsvareren talte om et "offer" for ensomhed.

Politiet begyndte at mistænke kvinden, efter at liget af Michel Kneffel, en mand i 60'erne, som hun havde boet sammen med på et pensionat i Nice, blev fundet i juli 2011.

Men der blev først rejst tiltale, da politiet et år senere fandt valium og personlige dokumenter, bankbøger og forsikringspolicer fra andre mænd blandt kvindens ejendele.

Det andet formodede drab var på den 85-årige Francesco Filippone, hvis lig blev fundet næsten opløst i et badekar i en bolig nær Cannes i februar 2011.

Dagorn havde tidligere indkasseret en check på 21.000 euro fra Filippone. Hun sagde, at pengene var en gave, som skulle hjælpe hende til at åbne en smykkebutik.

Politiet mener, at Dagorn kan have mødt mindst 20 mænd, efter at hun slog sig ned ved Rivieraen i 2011.

I 2013 sagde kvindens yngste søn til en lokal avis, at han ikke var overrasket over anklagerne mod sin mor, da "hun altid har været besat af lettjente penge."

Selv har den nu dømte kvinde afvist alle beskyldninger.

/ritzau/AFP

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.