Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Han tog dække bag udskiftningsbænken for at plaffe toppolitikere: »Det er tid til at ødelægge Trump & Co.«

Forsøg på massakre på republikanske toppolitikere, hvor en blev hårdt såret, peger på politisk motiveret angreb. Gerningsmanden, en 66-årig arbejdsløs bygnings­inspektør, hadede Donald Trump.

Efterforskere og redningsfolk ved baseballbanen, hvor en riffelskytte onsdag morgen lokal tid gik amok. Fem personer blev såret, mens gerningsmanden blev dræbt. Foto: Getty Images
Efterforskere og redningsfolk ved baseballbanen, hvor en riffelskytte onsdag morgen lokal tid gik amok. Fem personer blev såret, mens gerningsmanden blev dræbt. Foto: Getty Images

Stemningen var i top, for det var sidste omgang baseballtræning for de republikanske toppolitikere før deres kamp mod deres demokratiske modstandere fra Kongressen. Men de havde ikke nået mange runder på træningsbanen Simpson onsdag morgen lokal tid i Virginia, 15 kilometer uden for Washington, før helvede brød løs.

I dække af udskiftningsbænken tog en mand sigte med sin halvautomatiske riffel og begyndte fra afstand at plaffe løs efter den ene sagesløse politiker efter den anden.

Først ramte han kongresmedlemmet Stephen Scalise, der er Republikanernes politiske indpisker i Repræsentanternes Hus – såkaldt whip – og den tredje højst rangerede republikaner i Repræsentanternes Hus.

Først hørte de andre et skud og derefter Stephen Scalise skrige. Han faldt om på jorden, hårdt såret af et skud i hoften, men forsøgte at kravle væk og i sikkerhed. Han efterlod sig et blodspor ud af banen.

Som siddende ænder

Panik brød løs. Politikerne løb til alle sider for at søge dækning, men der var ingen. Gerningsmanden bare fyrede løs. Over 50 skud blev affyret, inden han selv blev skudt af tililende politi, der jagtede ham på banen.

»Vi var som siddende ænder,« siger Rand Paul , republikansk senator. »Uden Capitol Hill politi ville det være blevet en massakre. En slags slagmark.«

Udover Stephen Scalise blev fire andre personer såret – herunder to betjente og en politikers rådgiver.

Få timer efter angrebet oplyste Donald Trump, at gerningsmanden var omkommet af sine kvæstelser.

Gerningsmanden er den 66-årige James T. Hodgkinson, der er fra Belville, en forstad til St. Louis.

Meget peger på et politisk motiveret angreb.

James T. Hodgkinson var bygningsinspektør, men fik ikke fornyet sin licens i november, og ifølge sin profil på Facebook nærede han et indædt had til Donald Trump.

»Trump er en forræder. Trump har ødelagt vores demokrati. Det er tid til at ødelægge Trump & Co.,« havde han skrevet på sin profil, der i det hele taget er fyldt med ophidsede diskussioner for og imod præsidenten.

Ifølge profilen støttede han demokraten Bernie Sanders, der stillede op mod Hillary Clinton i Demokraternes primærvalgkamp.

»Det er løgn. Jeg mødte ham, mens vi førte kampagne for Bernie. Han var en stille fyr. Meget afslappet, meget reserveret,« siger Charles Orear til Washington Post.

Stephen Scalise – også blot kaldet Steve – er en stærk støtte af Donald Trump og har bakket op om præsidentens annullerede indrejseforbud for borgere fra seks muslimske lande.

»Kongresmedlem Scalise er en ven og en meget god ven,« lyder det fra Trump i en erklæring fra Det Hvide Hus.

»Han er en patriot, og han er en fighter. Han vil komme sig fra dette overfald – og Steve, jeg vil sige til dig, at ikke kun hele byen, men hele nationen, beder for dig, og helt ærligt så beder hele Amerika for dig, og Amerika beder for alle ofre for denne forfærdelige skudepisode.«

»Vi er meget triste over denne tragedie,« fortsatte Donald Trump.

Kongressens demokratiske baseballhold, som det republikanske hold skulle møde, udsendte også et billede, hvor de bad for ofrene.

Politik blev lagt på hylden

»Vi beder til, at kongresmedlem Scalise, stabsmedlemmerne og de sårede betjente slipper uden mén. Vi bliver nødt til at stoppe volden,« skriver Bernie Sanders, som gerningsmanden støttede, på Twitter.

Nyheden om skudepisoden nåede hurtigt Capoitol Hill, hvor der omgående blev skruet op for sikkerheden. Politiske møder blev aflyst, andre udskudt. Repræsentanternes Hus besluttede ikke at afholde afstemninger onsdag.

Scalise er det første medlem af kongressen, der er blevet skudt, siden det tidligere medlem af Repræsentanternes Hus, Gabby Giffords, blev skudt i januar 2011. Giffords blev skudt i hovedet af Jared Lee Loughner under en politisk begivenhed i en købmandsforretning.

Giffords, som myndighederne sagde var det primære mål for skydningen, overlevede angrebet, men seks andre blev dræbt, og yderligere 12 blev såret. Loughner erklærede sig skyldig i 2012 og blev dømt til livstid.

Michael Bjerre er Berlingskes korrespondent i USA.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.