Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Retsteknikere fik uskyldige dømt på stribe

En stikprøve sender chok gennem retssystemet i USA. 95 pct. af de retstekniske analyser fra FBI var forkerte – og derfor endte bl.a. Santae Tribble 25 år i fængsel. Hvorfor tror vi sådan på helten med mikroskop og hvid kittel?

En stribe uskyldige er blevet dømt på grund af fejlagtige retstekniske undersøgelser fra FBI, og tilsvarende er en stribe skyldige gået fri.
En stribe uskyldige er blevet dømt på grund af fejlagtige retstekniske undersøgelser fra FBI, og tilsvarende er en stribe skyldige gået fri.

En superhelt går ikke i spandex, kappe og slår til plukfisk. Ikke mere. En moderne superhelt går i hvid kittel og hipsterbriller og tackler forbryderne med et mikroskop.

Batman skræmmer de onde ved at sige: »Nogle gange er sandheden ikke nok. Nogle gange fortjener folk mere.« Den moderne superhelt skræmmer dem, når han siger: »Chancen for sådan en match er som én ud af ti millioner,« og derfor endte Santae Tribble i fængsel.

Han blev anholdt, da »Superman« var den store film, og han blev renset, da »The Dark Knight Rises« var ditto, og i de 34 år mellem de to film var han officielt rovmorder. Og alt sammen takket været en ekspert, der fortalte, at Tribbles hår var fundet i nærheden af gerningsstedet, og at »der er en risiko som én ud af ti millioner for, at det kan være en anden mands ...«

Men det var forkert. Den tids ekspertviden er vor tids løgn, og FBI er i gang med at finkæmme foreløbigt 2.500 ud af 21.000 sager, hvor forbundspolitiet mellem 1980 og 2000 foretog retstekniske undersøgelser af fund af hår, og de foreløbige resultater er skræmmende, som Washington Post kunne afsløre tidligere på ugen:

FBI har til dato gennemgået 342 sager, og i 268 af sagerne bidrog forbundspolitiets teknikere med afgørende analyser og vidneudsagn, og i mere end 257 af de pågældende sager var analyserne fejlbehæftede og til fordel for anklagemyndigheden. Eller sagt på en anden måde – i 95 pct. af retssagerne var de retstekniske undersøgelser urigtige. 32 af sagerne endte med dødsdomme, og ni af de pågældende er henrettede.

På et hår

Santae Tribble har tidligere i Washington Post sat kød og blod på tallene.

I sommeren 1978 boede han hjemme hos sin mor i den sydøstlige del af Washington D.C., en hvileløs 17-årig, som brugte sommeren på at spille basketball og kort, mens han ventede på at høre svaret på sin ansøgning til militæret.

En fredag aften kom politiet og omringede familiens hus og anholdt ham for rovmord. Han var uskyldig, sagde han, og han var sikker på, at han ville blive frifundet. »Jeg troede ikke på, at de kunne bevise, at en uskyldig mand var skyldig,« som han har sagt til Washington Post. Men det kunne de.

Santae Tribble blev dømt for at snige sig ind på livet af en taxichauffør, og han blev dømt for med en strømpe over hovedet at myrde ham, flygte og smide strømpen et stykke derfra. I strømpen blev der fundet hår, og et enkelt hår blev omdrejningspunktet i sagen, for det var, hvad politiet havde. To vidner bidrog med sniksnak, men de var så suspekte, at nævningene tydeligvis ikke troede på dem, og fire andre vidner bekræftede, at Tribble på gerningstidspunktet havde været hjemme. FBIs retsteknikere fastslog imidlertid, at ét af hårene i strømpen matchede Tribbles hår »i alle mikroskopiske detaljer«, og i sin procedure vendte anklageren tilbage til FBIs analyse. Det var statistisk umuligt, at det kunne være en anden persons hår, sagde han, og nævningene sendte spørgsmål ud til dommeren om netop håret. Dommeren svarede dem, at det ene hår var fundet i en strømpe i nærheden af gerningsstedet, og at det ene hår matchede Tribble med en sandsynlighed af »én ud af ti millioner«; 40 minutter senere dømte de Tribble skyldig, og han tilbragte de næste 25 år i fængsel, skrev Post.

»Sort magi«

Med dommen blev Tribble en del af de 95 pct. af alle de sager, som FBIs retsteknikere på det tidspunkt fortolkede forkert eller overfortolkede – og reaktionen på erkendelsen har været forargelse, vrede og en følelse af deja vu. For den slags sager har der været for mange af, som Mother Jones har påpeget:

I Boston blev en retstekniker i 2013 afsløret i at have løjet sig til sin uddannelse, og han er under mistanke for at have fusket med op mod 40.000 sager; i New York blandede en retstekniker i 2013 DNA-spor med andre spor, og 800 voldtægtssager er under revision; i Minneapolis fandt et uafhængigt laboratorium i 2012 »alvorlige mangler« i 40 pct. af alle undersøgelser af fingeraftryk; og et af de mest berygtede eksempler var i Oklahoma City, hvor en tekniker fik tilnavnet »sort magi«, fordi hun kunne finde spor, hvor andre ikke kunne. Hun behandlede 3.000 sager over 21 år. Læg dertil, at organisationen Innocence Project har fået løsladt 329 fanger fra lange fængselsstraffe eller dødsstraf, fordi DNA beviste deres uskyld.

Problemet er – siger kritikerne – at der ikke er retstekniske standarder, og der er f.eks. ikke en uafhængig myndighed, som godkender og reviderer de enkelte retstekniske laboratorier.

Men sagerne peger også på et andet og overset problem, nemlig de involveredes bias. For i sagens natur er det ikke nok, at retsteknikere kommer med analyser; en dom kræver også, at anklagere, dommere, nævninge og appelinstanser tror på deres analyser – og i en grad, så de er villige til at sende en mand til dødsgangen.

Socialpsykologiske undersøgelser har påvist, at mennesker ud fra forskellige motiver er villige til at godtage såkaldt autoritative undersøgelser – den slags med hvid kittel og læsebriller – uden at betænke, at der er risiko for menneskelige fejl, og at enhver videnskab er et produkt af sin tid. Det er muligt, at det i 1980 blev betragtet som ufejlbarligt at lade en tekniker studere to hår under et mikroskop, men i dag hører den slags til i astrologienden af retsteknik. Eller for at tage et eksempel: Ud af de 329 uskyldigt dømte fanger, som Innocence Project har fået løsladt, drejede 47 pct. af sagerne sig om domme baseret på forkert retsteknik. Moderne DNA-teknologi beviste, at den gamle menneskelige mikroskopteknologi var alt for fejlbarlig.

Renset

De teknologiske landvindinger kom for sent for Santae Tribble. Han sad 25 år i fængsel, og i 2003 blev han prøveløsladt. Han kom ud i et moderne samfund uden at have det moderne samfunds færdigheder og med en dom for røveri og drab på bogen – og med den utæmmede følelse af forurettelse over at have siddet 25 år i fængsel for noget, som han ikke havde gjort, som han har fortalt til Washington Post.

I 2009 læste han en artikel om en mand, som var blevet renset, fordi DNA viste, at de gamle FBI-analyser var forkerte. Det tændte den berømte lampe over hans hoved, han gik til en advokat, og en uafhængig DNA-analyse af Tribbles hår og håret i strømpen nåede i 2010 til en klar konklusion. Ingen af de 13 hår, som blev fundet i strømpen, matchede Tribbles DNA-profil. Han gik derefter til retten, Berlingske har læst retsdokumenterne, og i 2012 erkendte anklagemyndigheden, at den gamle tiltale og dom var falsk. Som det hedder – anklagemyndigheder »erkender nu, at hårbeviserne er blevet grundigt miskrediterede, og fordi hårbeviserne var en essentiel del af anklagemyndighedens sag«, så er der ikke længere en sag.

I 2013 fastslog en domstol i Washington, at Tribble »i 34 år vedholdende har fastholdt sin uskyld«, og DNA-teknologien viser nu, at han havde ret. »Retten finder det klart og indiskutabelt bevist, at han ikke er skyldig i de forbrydelser, som han blev dømt for. Tribble er bevisligt uskyldig i drab og røveri.«

En anden mand, som blev uskyldigt retsforfulgt i Washington, blev i sidste måned tilkendt en erstatning på 9,15 mio. dollar. Han sad 21 år i fængsel. Tribble har allerede fået 1,3 mio. dollar efter forbundsbestemmelser om erstatning til uskyldigt dømte, og han kan formentlig se frem til yderligere små ti mio. dollar fra Washington.

Justitsmordet på Santae Tribble er slemt, men det er ikke det værste ved FBIs retstekniske skandale. Siden 1970erne er hundredevis, måske tusindvis af uskyldige sendt i fængsel – og hundredevis, måske tusindvis af skyldige er ikke. Det er det værste.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.