Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Republikanere: Ingen tegn på samspil mellem Trump og Rusland - men tegn på dårlig dømmekraft

Der er ingen beviser for samarbejde mellem Donald Trumps stab og russerne, konkluderer årelang undersøgelse, Nigeria vil forhandle med Boko Haram om bortførte piger, og Scientology lancerer egen tv-kanal. Få overblik over nattens nyheder her.

»Vi fandt ingen tegn på aftalt spil. Vi fandt dog tegn på mulig dårlig dømmekraft og upassende møder,« siger republikaneren Mike Conaway.
»Vi fandt ingen tegn på aftalt spil. Vi fandt dog tegn på mulig dårlig dømmekraft og upassende møder,« siger republikaneren Mike Conaway.

Der findes ingen tegn på samarbejde mellem Rusland og Donald Trumps kampagne forud for det amerikanske præsidentvalg i 2016.

Der er heller ikke fundet tegn på, at den russiske regering foretrak Trump som præsident frem for demokraten Hillary Clinton.

Det konkluderer en foreløbig rapport fra republikanerne i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus.

Det skriver flere amerikanske medier mandag aften lokal tid.

Det er republikaneren Mike Conaway fra Texas, der har stået i spidsen for undersøgelsen, som har stået på i et år.

»Vi fandt ingen tegn på aftalt spil. Vi fandt dog tegn på mulig dårlig dømmekraft og upassende møder,« udtaler Conaway ifølge tv-stationen CNN.

Republikanerne vil ifølge nyhedsbureauet AP dele rapporten med demokraterne i efterretningsudvalget tirsdag morgen.

Offentligheden vil ikke få lov til at se rapporten, før demokraterne har gennemgået den, og efterretningsudvalget er enedes om, hvilke oplysninger der kan blive offentliggjort. Det er en proces, der kan tage flere uger.

Demokraterne ventes at udgive en særskilt rapport med konklusioner, der er helt anderledes end republikanernes om det mulige samarbejde mellem Trumps stab og russerne.

Kongresmedlem Adam Schiff, der er blandt topdemokraterne i efterretningsudvalget i Repræsentanternes Hus, kalder republikanernes beslutning om at afslutte deres undersøgelse en »kapitulation«.

Ifølge demokraterne er der fortsat mange vidner, som efterretningsudvalget mangler at tale med.

Samtidig siger Schiff, at han anfægter republikanernes konklusioner i rapporten. Ifølge Adam Schiff findes der "overvældende" beviser, der støtter påstanden om, at russerne hjalp Trump til at vinde præsidentposten.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Også en uafhængig undersøgelse af det mulige samarbejde mellem Rusland og Trump er i gang. Det er den særlige anklager Robert Mueller, der står i spidsen for den.

Rusland har tidligere benægtet alle beskyldninger om at have forsøgt at påvirke valget.

/ritzau/

Martin Bryant, en 28-årig mand, skød i 1996 35 mennesker og sårede 18 under en massakre på Port Arthur i Tasmanien. Det blev vendepunktet for Australiens våbenlovgivning.
Martin Bryant, en 28-årig mand, skød i 1996 35 mennesker og sårede 18 under en massakre på Port Arthur i Tasmanien. Det blev vendepunktet for Australiens våbenlovgivning.

Australsk våbenlov har stoppet 16 masseskyderier siden 1996

Vendepunktet var en massakre i 1996. Siden er over en million ulovlige skydevåben blevet indleveret.

Strenge våbenlove indført i Australien efter en massakre på Tasmanien i 1996 har forhindret anslået 16 masseskyderier i landet i løbet af de seneste to årtier.

Det viser en analyse offentliggjort af forskere i det videnskabelige tidsskrift Annals of Internal Medicine mandag. Det rapporterer NBC News.

Masseskyderiet på en café i Port Arthur, hvor den 28-årige australier Martin Bryant skød og dræbte 35 mennesker, blev et vendepunkt for australierne. De krævede nye og strengere våbenlove, og kort tid efter blev blandt andet en tilbagekøbslov vedtaget.

»Bestemmelserne omfattede ensartet våbenregistrering, en tilbagevisning af selvforsvar som en legitim grund til at have våbenlicens, aflåst opbevaring, et forbud mod privat våbensalg og et forbud mod ejerskab af semiautomatiske rifler blandt civile,« skriver forskerne i Annals of Internal Medicine.

To tilbagekøbsprogrammer samt 26 amnestier mellem 1996 og 2015 har resulteret i, at flere end en million ulovlige skydevåben er blevet indleveret til myndighederne.

»Ikke et eneste masseskyderi har fundet sted i de 22 år siden Port Arthur,« skriver blandt andre professor Simon Chapman fra University of Sydney i rapporten.

Før den australske våbenlovgivning blev skærpet i 1996, var der cirka tre masseskyderier i Australien hvert fjerde år.

»Hvis denne frekvens var fortsat, ville der i februar 2018 have været 16 hændelser siden,« skriver forskerne.

Analysen rammer ned i en fornyet debat i USA om den amerikanske våbenlovgivning efter et dødeligt skoleskyderi i Florida i februar.

Australien har en mindre befolkning end USA og havde også strengere våbenlove, selv før 1996-foranstaltningerne blev vedtaget.

Dødelighed som følge af skydevåben i USA var i 2015 11,2 per 100.000 mennesker. Til sammenligning var den 1,2 per 100.000 mennesker i Australien.

/ritzau/

Klasselokalet i det nordlige Nigeria, hvor 110 piger blev bortført af Boko Haram i februar.
Klasselokalet i det nordlige Nigeria, hvor 110 piger blev bortført af Boko Haram i februar.

Nigeria vil forhandle med Boko Haram om bortførte skolepiger

Forhandlinger frem for militær handling skal redde de 110 skolepiger, som Boko Haram har bortført i Nigeria.

Den nigerianske præsident lægger op til forhandlinger med Boko Haram om de 110 skolepiger, som den ekstremistiske gruppe bortførte i februar.

Præsident Muhammadu Buharis kontor siger således, at man for at undgå dødsfald blandt de bortførte ikke vil skride til militær handling.

»Nigeria foretrækker at få de bortførte piger tilbage i live, og det er derfor, at man har foretrukket forhandlinger frem for en militær aktion,« lyder det i en udmelding fra Buharis kontor.

Udmeldingen kommer efter et møde mellem Buhari og USA's udenrigsminister, Rex Tillerson. Her diskuterede de to brugen af forhandlinger for at redde de 110 skolepiger.

Pigerne blev 19. februar bortført fra en skole i den nordøstlige by Dapchi.

»Præsident Buhari understreger, at Nigeria samarbejder med internationale organisationer og forhandlere for at sikre, at pigerne bliver løsladt uden at blive gjort fortræd af bortførerne,« lyder det fra præsidentkontoret.

Præsident Buhari takker samtidig USA for at hjælpe Nigeria i kampen mod Boko Haram. Han udtaler, at de nigerianske styrker er gode, men mangler træning og ordentligt udstyr.

Det er ikke første gang, at Boko Haram foretager bortførelser.

Tilbage i 2014 bortførte den ekstremistiske gruppe flere end 270 skolepiger fra Chibok, der også ligger i det nordøstlige Nigeria. Omkring 100 af de piger bliver stadig holdt fanget af Boko Haram.

Boko Haram har dræbt mindst 20.000 mennesker siden 2009.

/ritzau/Reuters

Scientologys leder David Miscavige.
Scientologys leder David Miscavige.

Scientology lancerer tv-kanal med løfte om ærligt indblik

Den nye tv-kanal sætter Scientologys medlemmer og grundlægger, L. Ron Hubbard, i fokus.

Det sker med et løfte om, at det vil være ærligt tv om ethvert aspekt af kirken, ligesom at Scientology efter eget udsagn ikke ønsker at prædike eller konvertere folk.

»Der er megen snak om os. Og vi forstår det godt,« siger leder David Miscavige i introen i et første program, der blev sendt mandag aften amerikansk tid.

»Folk er nysgerrige. Og vi vil gerne besvare jeres spørgsmål. Faktisk, hvad enten du har hørt om os eller ej, hvis du ikke har hørt det fra os, så kan jeg forsikre dig om, at vi ikke er, som du forventer,« siger han.

Scientology er en »ekspanderende og dynamisk religion, og vi skal vise jer det hele«, siger David Miscavige fra det »åndelige hovedkvarter« i Clearwater, Florida.

Tv-kanalen vil også udforske grundlægger L. Ron Hubbards liv. Miscavige kalder Hubbard, en amerikanskfødt forfatter, for »et sandt geni, der var tro mod livet«.

»Lad os være helt klare: Vi er her ikke for at prædike for dig, overbevise dig eller konvertere dig. Nej. Vi vil ganske enkelt vise dig, hvem vi er,« siger Scientology-lederen.

David Miscavige nævner ikke kritikere, som bevægelsen ellers har mange af ifølge nyhedsbureauet AP.

I stedet fokuserer kanalen på interviews med kirkemedlemmer, som fortæller om Scientologys belønninger og fremviser bevægelsens imponerende faciliteter i byer som Melbourne, London, Tokyo og hele USA.

Samtidig bliver seerne introduceret til mange forskellige slags medlemmer, blandt andet håndværkere og virksomhedsejere.

Miscavige bemærker desuden, at Scientologys tilhængere omfatter »nogle af de mest kendt kunstnere og berømtheder i verden«.

Han nævner ingen navne, men Tom Cruise og Kirstie Alley er blandt mangeårige scientologer.

Scientology blev anerkendt som en religion i USA i 1993. I Danmark er Scientology ikke anerkendt som et trossamfund.

/ritzau/AP

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.