Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Red Barnet: Angreb på os er et angreb på børns rettigheder

Der er en uhyggelig tendens til at ramme humanitære organisationer som mål i konflikter, siger Red Barnet.

Jalalabad. Angrebet på Red Barnets kontor i Jalalabad i det østlige Afghanistan onsdag er et angreb på børns rettigheder.

Det udtaler Red Barnets generalsekretær, Jonas Keiding Lindholm, i en erklæring.

- Det er forkasteligt, at det skal koste liv at redde liv. Der er en uhyggelig tendens til at ramme humanitære organisationer og nødhjælpsarbejdere som strategiske mål i konflikter. Det er afskyeligt og fuldstændigt uacceptabelt, siger han.

I angrebet blev tre af organisationens ansatte dræbt, mens fire andre blev såret.

I alt blev mindst 25 mennesker såret i angrebet. Også en afghansk sikkerhedsvagt blev dræbt.

En selvmordsbomber sprængte onsdag morgen klokken ni lokal tid en bil i luften uden for nødhjælpsorganisationens kontor i Jalalabad. Herefter stormede fire andre angrebsmænd bygningen med våben og granater.

Angrebet varede i ti timer og blev nedkæmpet af afghanske sikkerhedsstyrker, som omringede stedet. Samtlige angrebsmænd blev dræbt.

Red Barnet oplyser, at organisationen midlertidigt har indstillet alle sine aktiviteter i Afghanistan og lukket sine kontorer i landet.

- Lige nu går vores tanker til vores gode kolleger i Jalalabad og deres pårørende. Alle gør et utrætteligt arbejde for at hjælpe børn i det konfliktramte land. Det er dybt tragisk, siger Jonas Keiding Lindholm, der selv har arbejdet med nødhjælp i Jalalabad.

Red Barnet har arbejdet med børneprogrammer i Afghanistan siden 1976 og når ud til knap 1,4 millioner børn.

- Vi føler os stærkt forpligtede til at genoptage vores livreddende arbejde, så snart sikkerhedssituationen tillader det, skriver organisationen i en erklæring.

Den militante gruppe Islamisk Stat har taget skylden for onsdagens angreb.

Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt, der nu er administrerende direktør i Save The Children International, fordømmer angrebet.

- Vi er chokerede og forfærdede over volden mod dedikerede humanitære arbejdere, der har forpligtet sig til at hjælpe børn i nød, skriver hun på Twitter.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.