Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Putin ved, hvad du skal have til morgenmad

I tre timer og fyrre minutter svarede den russiske præsident på spørgsmål om alt fra havregrød og hullede veje til druknedød og korrupte guvernører. Her er fem årsager til, at Putin på 14. år holder fast i sit usædvanlige TV-maraton.

Den russiske præsident Vladimir Putin taler med medierne efter sit årlige TV-show. / AFP PHOTO / ALEXANDER NEMENOV
Den russiske præsident Vladimir Putin taler med medierne efter sit årlige TV-show. / AFP PHOTO / ALEXANDER NEMENOV

1. Putin klarer ærterne

143 millioner mod én. Det kan synes risikabelt for en præsident at åbne telefonen for spørgsmål fra en hel befolkning, der i disse måneder gennemlever en dyb økonomisk krise. Og det er en del af pointen.

Med sit årlige TV-show, hvor alle russere i princippet har mulighed for at ringe til Putin, fremstår han modig og ansvarlig dér på fjernsynsskærmen. Tre millioner spørgsmål væltede ind ifølge russisk stats-TV.

Men ingen af de nøje udvalgte 0,000027 procent, der nåede frem til Putins bord, indeholdt personlig kritik. I stedet handlede de 80 spørgsmål om fabriksdirektører, der ikke udbetalte løn, guvernører, der stjal, og vejvæsnet i Murmansk, der ikke ville reparere huller i vejen. »Jeg vil personligt tage fat i dette,« tordnede Putin.

I showet fremstår den ellers så magtfulde præsident dermed ikke som den ansvarlige for, at problemerne er opstået, men som problemknuseren, der kæmper side om side med folket imod de uduelige embedsfolk. Den gode tsar og de onde bojarer (adelige, red.), som en talemåde lyder på russisk.

»Jeg håber, at vores embedsmænd har lyttet med og lært,« sagde studieværten efter en af Putins tirader.

En time senere havde myndighederne åbnet en kriminalsag mod en af de formastelige fabriksdirektører.

2. Ingen afbryder Putin

Vladimir Putin deltager ikke i åbne debatter med sine politiske modstandere. Ikke engang, når der er præsidentvalg. Det får dog ikke de kritiske spørgsmål til at forsvinde. Den vildtvoksende korruption og de løbske prisstigninger i butikkerne er problemer, som russerne mærker stadigt tydeligere under den nuværende krise.

TV-showet giver Putin mulighed for at vise, at han lytter til folk uden at lade kritikken komme ud af kontrol. Selv følsomme emner som korruptionsanklager mod præsidentens inderkreds får lov at titte frem. Putin blev spurgt, hvorfor han ikke sagsøger tyske medier for at offentliggøre dokumenter, der viser, at en af hans nære venner har ført to milliarder dollar gennem et skattely i Caribien. Det gav Putin anledning til at beskylde Barack Obama for at stå bag en verdens­omspændende sammensværgelse mod Rusland via den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

»Vi ved, hvem disse folk er,« sagde præsidenten. Der var ingen opfølgende spørgsmål.

3. Det er meget værre uden Putin

En vægtig del af TV-showet handler hvert år om de mange problemer uden for Ruslands grænser. I år advarede Putin russerne mod at rejse på ferie i Tyrkiet. Der er farligt, sagde præsidenten, og i Egypten står det i øvrigt også skidt til, fortsatte han.

Næh, så hellere end tur til den annekterede Krim-halvø. Meget belejligt ringede en russisk studerende fra den sibiriske by Omsk straks efter for at rose præsidenten for hans ord. Hun var netop kommet hjem fra et studieophold i Holland, og derovre i det vilde Europa var der meget farligere end hjemme i Sibirien, lød hendes advarsel til de millioner af russiske TV-seere, der aldrig har været uden for Ruslands grænser. De hårdeste ord blev dog reserveret til nabolandet Ukraine.

»Vi taler om pristigninger hos os,« sagde Putin: »Så se på dette land!«

Han begyndte at remse dystre tal for den ukrainske økonomi op.

»De har et fåmandsvælde. Klanerne strammer grebet om magten,« sagde han med en formulering, som mange nok ville mene også passede udmærket på Ukraines store nabo.

4. Putin får dig til at grine

Det timelange show giver Putin en mulighed for at vise sig fra sin lune side. Selv om mange af Putins svar er nøje forberedt på forhånd, griner TV-værter og publikum lystigt med.

Det er simpelthen godt TV, når Putin morer sig med at drille andre regeringschefer. Denne gang blev Putin spurgt, hvem han ville redde, hvis hans to yndlingsaversioner, den ukrainske præsident Porosjenko og den tyrkiske præsident Erdogan, var ved at drukne samtidigt.

»Hvis nogen har besluttet sig for at drukne, er det umuligt at redde dem,« sagde Putin til stor latter i studiet.

Interessant nok svarede Putin på et lignende spørgsmål i 2014: Ville Obama redde Putin, hvis Putin var ved at drukne? Det mente Putin nu bestemt. En anden joke faldt dog sidste år til jorden, da Putin foreslog at en mand, der talte noget hakkende, havde drukket sig fuld. Det viste sig, at manden var kommet sig oven på en svær hjerneskade.

5. Far Putin har styr på morgenmaden

Næsten fire timers uafbrudt Putin-TV sendt direkte på fire TV-kanaler, to radiokanaler og talrige websites er i sig selv en magt­demonstration. Det er Putins ordstrøm også.

Ifølge en russisk professor i retorik, Gasan Gusejnov, benytter Putin ofte den teknik, at han giver spørgeren ret og derefter i flere minutter remser tal op, der skal bevise, at spørgeren faktisk tager fejl. Han søger at vise »total kompetence gennem jonglering med statistik«, siger Gasan Gusejnov til BBC.

Mange af tallene viser sig efterfølgende at være fejlagtige, viser en opgørelse fra TV-stationen Dojsd. Men det er mindre vigtigt, for Putin cementerer gennem showet sin rolle som landsfader. Helt ned til spørgsmål om de russiske børns morgenmad.

En niårig pige fra Skt. Petersborg, Nastja, spurgte præsidenten, om han spiste sin morgengrød, selv hvis den ikke smagte godt. Grød er godt, svarede Putin. Faktisk spiser præsidenten mere og mere grød, jo ældre han bliver, fordi det er så sundt, fortsatte han. En time senere citerede en avis fra Skt. Petersborg pigens mor for at sige, at Nastja nu ville spise sin grød, selv om hun egentlig ikke kunne lide den.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.