Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Putin godkendte nedskydning af passagerfly før OL i Sotji

En falsk bombealarm fik Putin til at give grønt lys til at skyde et passagerfly ned før OL-åbningsceremonien.

Vladimir Putin genopstiller til det russiske præsidentvalg søndag den 18. marts, hvor han ventes at vinde. Reuters/Sputnik/arkiv
Vladimir Putin genopstiller til det russiske præsidentvalg søndag den 18. marts, hvor han ventes at vinde. Reuters/Sputnik/arkiv

Ruslands præsident gav før åbningen af vinter-OL i russiske Sotji i 2014 grønt lys til at skyde et passagerfly, der angiveligt havde en bombe om bord, ned.

Det fortæller Vladimir Putin i en to timer lang dokumentar med titlen »Putin«, der blev vist på russisk tv søndag.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

I dokumentaren fortæller Putin journalist Andreij Kondrasjov, at han modtog et telefonopkald fra de sikkerhedsansvarlige for OL i Sotji den 7. februar 2014 kort før åbningsceremonien senere samme dag.

»Jeg fik at vide, at et fly på vej fra Ukraine til Istanbul var blevet kapret, og at flykaprerne krævede, at flyet skulle lande i Sotji,« siger Putin.

I dokumentaren fortæller Andreij Kondrasjov, at piloterne om bord på den tyrkiske Pegasus Airlines Boeing 737-800, der fløj fra Kharkiv til Istanbul, rapporterede, at en af passagererne havde en bombe, og at flyet måtte skifte kurs mod Sotji.

Der var 110 passagerer om bord på flyet, mens 40.000 mennesker var samlet på et stadion i Sotji for at se åbningsceremonien ved vinter-OL.

Vladimir Putin fortæller, at han søgte råd fra de sikkerhedsansvarlige og fik fortalt, at nødplanen for den slags situationer krævede, at flyet blev skudt ned.

»Jeg sagde til dem: Følg planen.«

Få minutter senere modtog Putin et andet telefonopkald, hvori han fik at vide, at der var tale om en falsk alarm - den pågældende passager var fuld, og flyet ville fortsætte sin flyvning til Tyrkiet.

Talsmand for den russiske regering Dmitrij Peskov bekræfter søndag Putins kommentarer i dokumentarfilmen.

Det var ifølge nyhedsbureauet Interfax-Ukraine en 45-årig ukrainsk passager, som forsøgte at kapre flyet. Han viftede med noget, som flypersonalet troede var en detonator. Det viste sig, at der var tale om en pose med elektronisk udstyr.

Den 45-årige forsøgte også at tvinge sig adgang til flyets cockpit, mens han råbte »kom så Sotji«. Dog uden held.

Han blev anholdt af tyrkiske specialstyrker, efter at flyet var nødlandet i en lufthavn i nærheden af Istanbul.

»Kapreren blev snydt til at tro på, at flyet var på vej til Sotji,« siger viceminister i det tyrkiske transportministerium Habib Soluk.

/ritzau/

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.