Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

»Prutten, der blev til en tsunami«: Flere tyske komikere tager strøm på Erdogan

Böhmermann-sagen udløser solidaritetserklæringer fra tyske komikere, der skruer op for satiren mod den tyrkiske præsident Erdogan. Resten af verden er chokeret over at opdage eksistensen af tysk humor.

BERLIN: Det kan som bekendt være en risikabel affære for en tysk komiker at gøre grin med nærtagende statsoverhoveder. Men der findes også frygtløse satirikere, der er fast besluttet på at gøre grin med »Bossen fra Bosporus«.

Affæren om tv-værten Jan Böhmermann, hvis satiriske smædedigt om Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan har ført til diplomatiske gnidninger mellem Tyskland og Tyrkiet og udløst tyrkiske krav om straf af den tyske komiker, har ført til adskillige solidaritetsaktioner fra kolleger.

Den tyske kabarettist og spøgefugl Dieter Hallervorden er nemlig begyndt at stikke til Tyrkiets mægtigste mand.

»Erdogan, Erdogan, kom nu og meld mig til politiet«, synger Hallervorden i sangen med samme titel. »Erdogan, Erdogan, gør også min sang kendt. Erdogan, Erdogan, bliv ganske enkelt skidesur«, lyder den forhåbningsfulde opfordring til den sarte præsident.

Opstandelsen over Böhmermanns smædedigt, hvor Erdogan blandt andet betegnes som ’gedeknepper’, beskrives som ildelugtende og beskyldes for at se børneporno er et udtryk for ekstreme overreaktioner, mener den tyske komiker Oliver Kalkofe, der beskriver hændelsesforløbet som »en prut, der blev til en tsunami.«

I en otte minutter lang video langer Kalkofe, der i Tyskland er kendt som en særdeles bidsk komiker, ud efter den tyske regerings håndtering af sagen, som han betelovgner som et »spark i skridtet på friheden til at lave satire.«

Kalkofe begræder ved samme lejlighed, at Merkel og en række andre af Böhmermanns kritikere ikke formår at se Böhmermanns smædedigt i dets rette kontekst. »Meningen med satiren var på intet tidspunkt det fuldkommen irrelevante digt i sig selv, men selve præsentationen af det«, siger Kalkofe med henvisning til, at Böhmermann før oplæsningen forklarer digtet som en udfordring af satirens grænse.

Böhmermann har fået uventet støtte fra overborgmester Boris Palmer i Tübingen. I en statusupdate på facebook forsøger den grønne politiker sig med sin egen mere eller mindre vellykkede form for satire.

»I betragtning af deres store fortjenester i flygtningekrisen kan De forvente særbehandling af Tyskland. EU har allerede bevist, at man heller vil forlade sig på Tyrkiets moralsk tvivlsomme arbejde end at beskytte egne grænser på effektiv vis. Derfor må man formode, at en passende hård straf kun er mulig, hvis den bliver uddelt i Tyrkiet. Skær kuglerne af Hr. Böhmermann, så vil han aldrig mere gøre sig morsom på bekostning af en præsident med en lille tissemand«, lyder Boris Palmers sarkastiske opfordring til den tyrkiske præsident.

Noget tyder på, at Jan Böhmermann og hans komikerkolleger har tyskerne bag sig. I en ny meningsmåling foretaget for analyseinstituttet Emnid for avisen Bild am Sonntag siger 66 pct. af de adspurgte tyskere, at processen mod den kontroversielle komiker ikke burde finde sted. I mellemtiden er forestillingen om tysk humor selv blevet skydeskive for satire.

»Chokeret verden opdager eksistensen af tysk komiker«, lyder en flabet overskrift på det humoristiske website Newsthump.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.