Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Presset øges på Theresa May for at levere blødere Brexit

Flere og flere tunge konservative navne melder ud, at premierminister Theresa May er nødt til at gå efter et blødere Brexit efter det britiske valg. Foreløbigt holder May dog fast i den hårde linje. I de øvrige EU-hovedstæder giver det politiske kaos i Storbritannien frustrationer, og kun få tror på et blødere Brexit.

Storbritanniens pressede premierminister, Theresa May, da hun ankom til Downing Street onsdag for at forhandle med det nordirske DUP om støtte til en konservativ minoritetsregering. REUTERS/Stefan Wermuth
Storbritanniens pressede premierminister, Theresa May, da hun ankom til Downing Street onsdag for at forhandle med det nordirske DUP om støtte til en konservativ minoritetsregering. REUTERS/Stefan Wermuth

Det er konservative navne fra den helt tunge skuffe, som det seneste døgn har sluttet sig til det efterhånden store kor af konservative, der ønsker, at Theresa May revurderer den hårde Brexit-strategi og i stedet søger et kompromis, som såvel mange konservative som Labour-politikere kan se som en farbar vej for Brexit.

Først meldte den tidligere premierminister, David Cameron, der udskrev selve Brexit-folkeafstemningen, ud på en konference i Polen tirsdag aften. Her sagde han ifølge Financial Times, at May som en følge af valgresultatet uden konservativt flertal er nødt til at »lytte til andre partier«.

»Det bliver helt sikkert vanskeligt, det er der ingen tvivl om, men måske er det en mulighed for at konsultere bredere med andre partier om, hvordan vi bedst kan opnå det. Jeg tror, at der vil være pres for et blødere Brexit,« sagde David Cameron.

Også den tidligere finansminister, Kenneth Clarke, der er det længst siddende medlem af det britiske underhus, har gjort det klart, at der er brug for national samling i Brexit-spørgsmålet, hvis forhandlingerne ikke skal gå i vasken.

»Offentligheden er meget desillusioneret over kortsigtet partipolitik efter debatter på et lavt niveau i folkeafstemningen og parlamentsvalget. Jeg tror, at vi kunne genskabe tilliden til politik, hvis vi kunne vise, at dette parlament i det mindste kan fungere ved at finde en position i den nationale interesse, der kunne være et flertal for på tværs af partier,« sagde han onsdag morgen til BBCs morgenradio The Today Programme.

Han understregede, at det også er nødvendigt, fordi både de konservative og Labour er dybt splittede internt i spørgsmålet om Brexit-strategien, og at det derfor også vil være umuligt for Theresa May at fastholde opbakningen til hendes strategi alene med et spinkelt flertal, hvor de konservative støttes af de nordirske unionister i Democratic Unionist Party (DUP).

Netop Mays forhandlinger med DUP blev onsdag udsat på grund af den store brand i Grenfell Tower i London. Kilder i Democratic Unionist Party fortæller dog til The Guardian er de to parter enige om 95 procent og dermed næsten er i mål.

May presset fra alle sider

Hidtil har Theresa May dog ikke givet nogen indikationer på, at hun vil ændre linjen, der især tilgodeser de mere EU-kritiske kræfter i det konservative parti. De overordnede prioriteter, som May præsenterede tidligere på året, er således betydelige begrænsninger for EU-borgeres adgang til at arbejde i Storbritannien, intet indre marked, ingen toldunion og ingen rolle for EU-Domstolen.

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, offentliggjorde onsdag et brev, hvor hun klart understreger, at Storbritannien bør blive i det indre marked, hvilket i øvrigt er et synspunkt, der deles af de konservative i Skotland, der fik et overraskende godt valg. Sturgeon har tidligere truet med, at en Brexit-aftale uden adgang til det indre marked kan føre til krav om en ny skotsk uafhængighedsafstemning. Sturgeon vil også have plads i det britiske forhandlingsteam, hvilket hun med stor sikkerhed ikke får.

Bannerføreren for et blødere Brexit i regeringstoppen er ifølge de britiske medier finansminister Philip Hammond. Han skulle have erkendt, at deltagelse i det indre marked er udelukket, fordi det vil kræve overholdelse af enormt mange EU-regler, herunder med EU-Domstolen som øverste retsinstans. Men Hammond ser en mulighed for at få Storbritannien til at blive i EUs toldunion, hvilket også kan løse det vanskelige spørgsmål om grænsen mellem Irland og Nordirland.

Ingen tror på at Brexit helt droppes

Ingen taler dog om helt at droppe Brexit, da resultatet af sidste års folkeafstemning var klart.

Og selv om alle de andre EU-landes regeringer i teorien gerne så, at briterne droppede Brexit, så er det ikke noget, der anses som et realistisk scenario i nogen af hovedstæderne. Vurderingen er fortsat, at det britiske valg først og fremmest har medført yderligere et problem, fordi Theresa May nu er så svækket, mens muligheden for et blødere Brexit som følge af det politiske kaos i Storbritannien kun vurderes at være marginal.

Det vækker også stor irritation i resten af EU, som længe har været klar til at indlede Brexit-forhandlingerne, at forhandlingerne er blevet udskudt i flere omgange. May bekræftede dog under sit besøg hos Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, tirsdag aften, at det bliver i »næste uge«, at forhandlingerne kan begynde - dog uden at sætte dag på.

Ved det møde gentog Macron, at døren står åben for briterne til helt at droppe Brexit, som den tyske finansminister, Wolfgang Schäuble, havde sagt tidligere på dagen. Men Macron, der ventes at stå for en af de hårdeste forhandlingslinjer blandt EU-lederne, understregede, at Brexit-forhandlingerne skal i gang hurtigst muligt i en erkendelse af, at det ikke er realistisk, at Brexit droppes.

Under en debat i Europa-Parlamentet onsdag understregede Europa-Parlamentets Brexit-ordfører, Guy Verhofstadt, samtidig, at briterne skal være velkomne til at fortryde Brexit, men at det vil være en tilbagevenden til et mere sammentømret EU uden særaftaler og særlige rabatter til briterne som nu.

»Macron talte om en åben dør, hvis briterne ændrer mening. Jeg er enig. Men som i »Alice i Eventyrland« er alle døre ikke ens. Det vil være en helt ny dør til et nyt Europa uden rabatter og med rigtigt sammenhold,« sagde Verhofstadt.

Brexit-fortaleren over dem alle, den tidligere UKIP-leder Nigel Farage, sagde fra sin plads i Europa-Parlamentet, at Theresa May på næste uges EU-topmøde bliver nødt til at sige klart, at det bliver et Brexit uden indre marked og uden toldunion, hvis hun vil overleve som premierminister:

»Ellers vil hendes eget parti skille sig af med hende.«

Gode råd er med andre ord dyre for Theresa May, der torsdag vil forsøge at lande en aftale med DUP om støtte fra det nordirske parti til en konservativ minoritetsregering. Det vil give mulighed for, at Brexit-forhandlingerne kan gå i gang i næste uge. For at berolige de andre partier i Nordirland, der frygter for stor indflydelse til DUP - ikke mindst det irsk nationalistiske Sinn Féin - er de også kaldt til møder i London torsdag.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.