Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Populismen er en brosten på parketgulvet

Samuel Rachlin mener, at der er brug for en politisk kulturrevolution, hvis de etablerede partier skal imødegå populismen.

Samuel Rachlin - forfatter og Ruslands-ekspert.
Samuel Rachlin - forfatter og Ruslands-ekspert.

Foruden at være den første mand, der tonede frem på TV 2 Nyhederne, da stationen åbnede i 1988, er Samuel Rachlin både medstifter af den borgerlige tænketank CEPOS og forfatter til en lang række bøger om alt fra sin egen slægtshistorie til Putins Rusland.

Mandag udkommer han med bogen Folket og magten - Populisme og den nye verdensorden, hvor Rachlin identificerer blandt andre Donald Trump, Brexit-arkitekten Nigel Farage, Front National-lederen Marine Le Pen, regeringerne i Ungarn og Polen samt de mere venstreorienterede Femstjernebevægelsen og Podemos i henholdsvis Italien og Spanien som repræsentanter for populismen i forskellige grader. Men når så mange forskelligartede bevægelser kan placeres i samme kategori, hvad er så den populisme, som Rachlin i bogen, med en lånt metafor, kalder for en sten på det pæne politiske etablissements parketgulv?

»Mange er tilbøjelige til at tro, at populisme er en fasttømret ideologi, ligesom socialisme, liberalisme eller konservatisme, men det er ikke tilfældet. Man kan i stedet kalde den for en tynd ideologi, der så at sige hæfter sig på en ’fed’ ideologi som de førnævnte. Populismen er et svært begreb at indkredse ideologisk, fordi den i højere grad er en metode, en strategi og en slags værktøjskasse.«

Rachlin fremhæver, at et centralt træk i populismen er ønsket om at fremstille sig som den eneste strømning, der repræsenterer folkets sande vilje og interesser, mens politiske modstandere fremstilles som enten korrupte eller undergravende fjender af folket.

»Det er desuden nødvendigt for populismen konstant at producere fjendebilleder, fordi den i sin natur søger konfrontation, krise og konflikt. Populister vil altid tegne et billede af et land i nød, som de er de eneste, der kan redde. Som Trump, der i sin valgkamp fremstillede USA som et land på afgrundens rand, der var ved at blive løbet over ende af globalisering og flygtninge,« siger han og fremhæver, at mange populismeforskere peger på, at populismen derfor næsten altid oplever fremgang i krisetider.

Samuel Rachlin understreger, at han ser store problemer med den højrepopulistiske bølge, man for indeværende oplever i en række vestlige lande, fordi bølgen i høj grad angriber nogle af det liberale demokratis grundprincipper, ikke kun i lande som Polen, Ungarn og Tyrkiet, men også i USA, hvor mange frygter, at Trump er en trussel for det amerikanske demokrati. Men populismen er ikke entydigt problematisk. Den kan også fungere som et glimrende politisk korrektiv, fordi populister generelt er gode til at identificere problemer, som andre ikke kan eller vil røre ved.

»Mit formål med bogen er ikke at smide mudder på populisterne, men at klargøre begrebet, så man kan tage stilling og identificere populisme. Populister har typisk en fremragende evne til at identificere reelle problemstillinger, som andre partier enten ikke kan se eller simpelthen ignorerer, selvom problemstillingerne optager store dele af befolkningen. Det har man eksempelvis set i forbindelse med indvandringsdebatten i en række lande. Jeg mener faktisk, at man i nogen grad kan kalde populisterne for en slags whistleblowers, og det skal man ikke kimse ad,« siger han og fortsætter:

»Problemet er, at når det kommer til løsninger, er populisterne sjældent særlig gode til at finde dem, fordi de ofte ikke er politiske håndværkere. Se på Trump, der har fået meget lidt konkret gennemført, eller Nigel Farage, der lovede, at han ville give briterne deres selvstændighed tilbage, men gik af og overlod ansvaret til andre, så snart Brexit var i hus.«

Rachlin fremhæver, at de etablerede partier står med en stor udfordring i forhold til at tage befolkningernes bekymring alvorligt, hvis man vil stoppe populismens fremmarch.

»Hvis de etablerede partier ikke formår at lytte til de problemer, som store dele af befolkningerne har, bliver det fatalt. Det så man med Hillary Clintons kampagne, hvor hun slet ikke appellerede til de kriseramte amerikanere. Og selvom Trumps løsninger måske var urealistiske, tog han trods alt den vælgergruppe alvorligt. Derfor mener jeg, at der skal en politisk kulturrevolution til, hvis de etablerede partier for alvor vil bekæmpe populismen. Som jeg skriver i bogen, nytter det ikke, at de etablerede partier forsøger at tilintetgøre det populistiske udbud. I stedet bliver man nødt til at svække den populistiske efterspørgsel. Kun det vil i længden kunne sikre det liberale demokratis fremtid.«

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.