Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politikere vil tage det britiske pas fra fru Assad

Syriens præsidentfrue er britisk statsborger. Flere politikere i London mener, at hendes pas skal annulleres.

Den 41-årige Asma Assad er gift med Syriens præsident, Bashar al-Assad, og er britisk statsborger. Står det til flere britiske parlamentarikere skal dette statsborgerskab tages fra hende. Billedet er fra marts 2016. Reuters/Sana
Den 41-årige Asma Assad er gift med Syriens præsident, Bashar al-Assad, og er britisk statsborger. Står det til flere britiske parlamentarikere skal dette statsborgerskab tages fra hende. Billedet er fra marts 2016. Reuters/Sana

Adskillige parlamentarikere i den britiske hovedstad, London, opfordrer deres regering til at tage statsborgerskabet fra Asma al-Assad.

Hun bor til daglig i Syrien og er gift med Bashar al-Assad, Syriens præsident.

Kritikken går på, at præsidentfruen har støttet sin mand under krigen i Syrien.

Det menes, at hun har dobbelt statsborgerskab, altså både britisk og syrisk.

Tom Brake er udenrigspolitisk ordfører for partiet De Liberale Demokrater, og han beskylder præsident Assad for at bruge sin kones internationale profil til at forsvare Syriens "barbariske regime".

- Udenrigsminister Boris Johnson har opfordret lande til at gøre mere ved Syrien. Den britiske regering kan sige til Asma al-Assad, at enten stopper hun med at bruge sin position til at forsvare barbariske handlinger, eller også mister hun sit statsborgerskab, siger Tom Brake.

Hans kommentar kommer, efter at Boris Johnson i et indlæg i avisen Sunday Telegraph har betegnet Syriens præsident som en "ærketerrorist".

Også Nadhim Zahawi, parlamentariker fra det regerende konservative parti, vil tage det britiske pas fra præsidentfruen.

- Tiden er kommet, hvor vi må gå efter Assad på alle måder, herunder fru Assad, der er en stor del af den propagandamaskine, der begår krigsforbrydelser, citerer Sunday Times ham for at sige.

Den 41-årige Asma Assad har stået ved sin mands side ved sjældne lejligheder, hvor præsidenten har optrådt offentligt.

Hun har også taget selfies, der er lagt på præsidentskabets Instagram-konto.

Efter det nylige amerikanske angreb med missiler mod en syrisk luftbase kritiserede hun angrebet i en officiel erklæring.

Parret blev gift i juli 2000 - seks måneder efter, at Bashar al-Assad overtog præsidentembedet efter sin far.

Parret mødte hinanden til en fest, som det britisk-syriske samfund organiserede i London.

Bashar al-Assad er uddannet øjenlæge i London.

Konflikten i Syrien begyndte i 2011, og siden er 320.000 mennesker blevet dræbt.

/ritzau/AFP

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.