Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Politikere lider af ulykkelig kærlighed til Churchill

Winston Churchill døde for 50 år siden, og det er på tide at afmytificere ham, siger kendt britisk historiker. Lidt for mange politikere og lykkeriddere elsker at projicere myten over på sig selv.

Ny biografi om Winston Churchill viser, at mange politikere spejler sig i statsmanden, der døde for 50 år siden. Foto: AFP
Ny biografi om Winston Churchill viser, at mange politikere spejler sig i statsmanden, der døde for 50 år siden. Foto: AFP

Londons farverige borgmester, Boris Johnson, har skrevet en biografi om Winston Churchill, og bogen er en på alle måder hjælpeløs affære, siger de fleste anmeldere. Bortset fra at den mod sin vilje er et godt eksempel på de tre problemer, som kendetegner Churchill-myten:

At den britiske statsmand uden videre bliver kalkeret over på nutiden, at Churchill bliver udlagt som historiens ene-bevæger, og at de mennesker, som taler om Churchill, ofte betragter ham på samme måde, som Narcissus betragtede sit spejlbillede i vandet.

Lørdag var det 50-årsdagen for hans død, og det er et godt tidspunkt til endelig at gøre op med myten om Winston Churchill, som den troldske konservative historiker Simon Heffer skriver i New Republic. Myten kvæler vores mulighed for ærligt at vurdere Churchill, der i årene mellem 1940 og 1945 uden tvivl var øjeblikkets mand – krigen kaldte på hans topkompetencer som »showman og retoriker«, siger Heffer. Men både før og efter var han alt andet end mytemateriale, snarere en egofantisk politiker og ofte med ydmygende resultater.

Boris – Churchill?

Men hvorfor betyder mytificeringen af Churchill noget?

Boris Johnson er et godt eksempel på konsekvenserne af mytemageriet, som professor Richard Evans skriver i en filetering af bogen i New Statesman. Borgmesteren beskriver Churchill som en mand, der talte i korte, svidende sætninger og ofte imod sine partifæller, og som altid var optimistisk, ukuelig britisk og ugenert excentrisk. Og hvem skal det mon minde læserne om, spørger Evans, og ingen tvivl om det. Gud var optaget, og Johnson greb derefter efter det næstbedste spejl, Winston Churchill.Borgmesteren kobler den projicering sammen med »great man history«, en slags historisk biografisme med en idé om en helteagtig person, der driver historien fremad. Ifølge Johnson reddede Churchill ene mand civilisationen, han »opfandt Royal Air Force og kampvognen«, han grundlagde velfærdsstaten, og han var den første, som talte om »Jerntæppet«. Som Evans noterer – enhver, der gider gøre sig den ulejlighed at slå Anden Verdenskrig, Royal Air Force, kampvognen, den britiske velfærdsstat og Jerntæppet op på Wikipedia, vil opleve, at »Boris’ store armbevægelser forstøver i en sky af distraherende kendsgerninger«. Det er tydeligvis ikke store mænd, der alene driver historien, men de gør det sammen med de »økonomiske, sociale, kulturelle og ideologiske kræfter«, som de selv er produkter af.

Resultatet bliver i tilfældet Johnson en politiker, som i sin selvopfattelse og historieopfattelse rummer risikoen for at gøre mere skade end gavn – med sit Churchill-kompleks iscenesætter han sig selv som øjeblikkets mand og hvert et øjeblik som Anden Verdenskrig. Nu er der grænser for, hvor meget skade en forholdsvis stækket borgmester i London kan gøre. Han kan ikke omkalfatre samfundsstrukturen eller gå i krig, men for det første håber samme Johnson en dag at rykke ind i Downing Street, og for det andet har nyere historie mindst to eksempler på statsledere, som bevidst spejlede sig i Churchill-myten, nemlig præsident George W. Bush og premierminister Tony Blair. Bush satte under stor offentlighed en buste af Churchill ind i Det Ovale Værelse – Churchill »regerede som en texaner, han var ikke bange for opinionsmålinger, han busede på, og verden blev en bedre verden«, sagde Bush ved ferniseringen – og Tony Blairs rådgivere og hustru sagde ofte, at »historien vil huske Tony Blair som en ny Churchill«.

Kritikere siger, at deres betagelse af Churchill-myten var medvirkende til, at Bush og Blair læste situationen efter 9/11 som en blod-sved-og-tårer-situation, som en sort-hvid og altomfattende kamp for civilisationen og ikke som et afgrænset spørgsmål om at finde og fange de skyldige og hele de sårede. Og at myten dermed gjorde mere skade end gavn.

Afmytificering

Men hvad skal vi så – 50 år efter hans død – bruge den døde statsmand til?

Svaret giver Simon Heffer – vi skal afmytificere Churchill og forstå, at der var to af ham. Der var Churchill i normale tider, og det var noget rod, og der var Churchill i Anden Verdenskrig, og det var større end normaliteten var noget rod, og derfor bliver bundlinjen så positiv.Og vi skal for det andet forstå, at ikke alle situationer er churchillske, faktisk er få situationer churchillske; langt de fleste spørgsmål er den slags, som den store mand ikke var god til – den slags, som kræver et tålmodigt greb om stoffet og taktisk fornemmelse. Så snart Churchill forsøgte sig med sin dristighed i detailafdelingen, gik det som regel galt og ofte meget galt. Tag hans to uklædelige partiskifter, hans katastrofale beslutning om at invadere Tyrkiet i 1915, hans ikke mindre katastrofale beslutning i 1925 om at genindføre guldstandarden, hans modstand mod indisk selvstyre i 1930erne, hans intervention i Norge i 1940 og hans anakronistiske kamp i 1950erne for at holde fast på imperiet. Med en parafrase over Joachim Fests ord om Hitler – hvis Churchill var død i 1938, ville han være husket som et løbsk missil, en Søren Pind med ansvar; men Anden Verdenskrig løftede ham og gjorde ham til det bedste af britisk historie, og fem år ud af en politisk karriere på 64 år gjorde ham til myte i stedet for mand.

Myten matchede en tid og et sted, men manden gjorde ikke, og den konstatering gør ikke Churchill mindre, men den gør ham mindre anvendelig for moderne politikere og lykkeriddere – og godt for det.

Boris Johnson, »The Churchill Factor«, Riverhead Hardcover, 384 sider.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.