Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Mens du sov

Politiet anholder to jihadister med bånd til Bruxelles-bomber

To mænd, der var begge til stede i lufthavnen i Bruxelles under angrebet i 2016, er blevet anholdt, Taliban fokuserer på udlændinge i traditionel forårsoffensiv og satirisk drama med dansker i front kan vinde Guldpalmen. Få overblikket over nattens historier her.

Folk holder et skilt med teksten »Je suis Bruxelles« (Jeg er Bruxelles) i hyldest til ofrene for tredobbelte bombeangreb i Bruxelles 22 marts 2016.  
Folk holder et skilt med teksten »Je suis Bruxelles« (Jeg er Bruxelles) i hyldest til ofrene for tredobbelte bombeangreb i Bruxelles 22 marts 2016.  

Politiet anholder to jihadister med bånd til Bruxelles-bomber

To formodede jihadister er blevet anholdt i Spanien, skriver nyhedsbureauet AFP.

De to mænd var til stede i lufthavnen under angrebet i Bruxelles i marts sidste år.

De to nægter begge at have haft noget med det drabelige angreb at gøre, siger en talsperson ved retten.

- Mohammed Lamsalak og Youssef Ben Hammou har indrømmet, at de var i lufthavnen, da bomberne gik af, siger den unavngivne talsperson.

Retten, der blandt andet er specialiseret i sager vedrørende terror, er en speciel retsinstans på niveau med højesteret.

- De benægter at være involveret i angrebet, udtaler talspersonen.

De to mænd, der blev udspurgt ved retten torsdag, fortalte, at de i forbindelse med deres besøg i Belgien havde mødtes med et familiemedlem til de to brødre, der stod bag selvmordsbomberne i lufthavnen og metroen.

Belgien har været i højt alarmberedskab siden 22. marts sidste år.

Her angreb to selvmordsbombere Zaventem Lufthavn og Maalbeek metrostation. 32 blev dræbt ved angrebet, mens mere end 320 personer blev såret.

Angrebene i Bruxelles har forbindelse til den samme celle i Islamisk Stat, der også menes at stå bag angrebene i Paris i november 2015.

Talspersonen fortæller, at der er slået fast, at de to mænd var til stede i Bruxelles i perioden mellem 16. og 23. marts.

- De siger, at de tog til Bruxelles for at købe en bil, fortæller han.

- Efterforskere forsøger at fastslå, om pengene, der menes at skulle bruges til bilkøbet, i stedet er blevet brugt til at finansiere angrebet, siger han.

De to mistænkte er en del af en gruppe på ni personer, som politiet i Barcelona og den nordøstlige del af Catalonien har haft til afhøringer i denne uge.

Operationen er udført af spansk politi i samarbejde med deres belgiske kolleger.

/ritzau/AFP

 

Satirisk drama med dansker i front kan vinde Guldpalmen

Den svenske instruktør Ruben Östlunds "The Square" med danske Claes Bang i hovedrollen er med i hovedkonkurrencen på dette års Cannes Filmfestival.

Det oplyser Det Danske Filminstitut.

Dermed er filmen med i konkurrencen om filmfestivalens fornemste pris, Guldpalmen.

Det Danske Filminstitut beskriver den svensk-dansk koproducerede spillefilm som et spiddende satirisk drama, der afspejler vores samtid.

Filmen handler om ondskab, borgermod og det velstillede menneskes behov for selvfiksering i en stadig mere usikker omverden.

Claes Bang spiller den ambitiøse museumsdirektør Christian, som bliver bestjålet på åben gade, nogle dage inden den prestigefulde udstilling "The Square" åbner.

Han kan hverken slippe tyveriet i tankerne eller lade det passere ubemærket, og han indleder derfor en jagt på gerningsmanden.

Det bringer ham ud i de mest groteske situationer, der får ham til at stille spørgsmålstegn ved sit eget moralske kompas.

Claes Bang spiller over for den amerikanske skuespiller Elisabeth Moss, der blandet andet er kendt som Peggy fra tv-serien "Mad Men".

I andre store roller ses engelske Dominic West, svenske Marina Schiptjenko og danske Christopher Læssø.

Selv om den traditionsrige franske filmfestival i år løber af stablen uden nogen dansk film i hovedkonkurrencen, så vil Danmark være repræsenteret i kategorien kortfilm.

Her har den dansk-palæstinensiske instruktør Mahdi Fleifel fået udtaget sin kortfilm "A Drowning Man" til filmfestivalen.

Dermed dyster han mod otte andre kortfilm om den prestigefulde guldpalme for kortfilm.

Den franske filmfestival foregår fra 17. til 28. maj og kan i år fejre 70-års jubilæum.

/ritzau/

 

Taliban fokuserer på udlændinge i traditionel forårsoffensiv

Den militante Taliban-gruppe siger fredag, at den vil slå ned på udenlandske grupperinger i Afghanistan, når den igangsætter sin forårsoffensiv.

Det er efterhånden en tradition, at gruppen bebuder en forårsoffensiv. Denne gang skal det altså gå ud over udlændinge.

- Vores vigtigste mål bliver at ramme de udenlandske styrker. At ramme deres militære infrastruktur og efterretninger. At udslette deres lokale lejemordere, udtaler den ekstremistiske gruppe i en erklæring.

I meddelelsen står der, at gruppen vil bruge "både konventionelle angreb og føre guerillakrig".

- Fjenden vil blive vores mål. De vil blive chikaneret, dræbt eller taget til fange, indtil de forlader deres sidste post, står der.

Taliban opkalder deres forårsoffensiv efter gruppens tidligere leder Akhtar Mansour.

Han blev i maj 2016 dræbt af en amerikansk drone.

Taliban har fået stor opmærksomhed, siden gruppen i sidste uge angreb en militærbase i Afghanistan.

Forklædt som militærfolk begik gerningsmænd en massakre - angiveligt det dødeligste angreb mod en militærbase i Afghanistan nogensinde.

Angrebet fandt sted i den nordlige del af landet og har kostet op mod 140 soldater livet.

Taliban stormede basen ved den nordlige by Mazar-i-Sharif fredag 21. april.

Forklædt i militæruniformer kørte talibanere frem til basen i tre militære køretøjer. Her indledte de angrebet ved at skyde en raket mod porten ind til basen.

De angreb først en moské på basen. Her var soldater og andet mandskab samlet midt i fredagsbønnen.

Derpå gik de videre mod andre mål på militærbasen, har en talsmand for den militære kommando i Balkh-provinsen oplyst.

Ifølge myndighederne deltog omkring ti gerningsmænd i angrebet. Myndigheder har anholdt 35 soldater, der arbejdede på basen.

/ritzau/AFP

 

Makedonsk politiker fik slag under protest i parlamentet

En gruppe demonstranter trængte torsdag aften ind i parlamentet i Makedoniens hovedstad, Skopje.

Den socialdemokratiske oppositionsleder, Zoran Zaev, kom lettere til skade i en slåskamp med nogle af demonstranterne.

Billeder på direkte tv viste Zaev med blod løbende ned ad ansigtet.

Demonstranterne var nationalister. De protesterede imod, at en etnisk albaner blev valgt til parlamentsformand.

Nationalisterne mener, at afstemningen var uretfærdig, skriver nyhedsbureauet AFP, der har en journalist til stede i parlamentet.

Et vidne fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at politiet affyrede chokgranater mod demonstranterne. Det skete for at rydde vejen for ambulancer.

- I et forsøg på at få kontrol over situationen inde i og uden for parlamentet måtte vi beordre politiet til at tage alle midler i brug, siger Agim Nuhiu, der agerer midlertidig indenrigsminister, ifølge Reuters.

Balkan-landet har været præget af en fastlåst politisk situation i månedsvis.

Demonstranter har protesteret i Skopje hver eneste aften siden et valg i december.

Ved valget fik Zoran Zaevs socialdemokrater det bedste valg i årevis. Men resultatet gør det vanskeligt at danne en koalitionsregering.

Tilhængere af præsident Gjorge Ivanovs konservative parti, VMRO-DPMNE, er utilfredse med udsigten til en koalition mellem det socialdemokratiske SDSM og etniske albanere.

De makedonske nationalister mener, at albanerne udgør en trussel mod den makedonske identitet.

Tidligere på måneden demonstrerede mange makedonere mod beslutningen om at gøre albansk til et officielt sprog i Makedonien.

De to befolkningsgrupper kom tæt på en borgerkrig i 2001. Der er fortsat store spændinger mellem etniske makedonere og albanere.

/ritzau/

 

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.