Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.
Nu starter retssagen

Politichefen der blev rost til skyerne: Nu er han tiltalt for medvirken til import af 13,9 ton hash

Retssagen er startet i det, norske medier omtaler som den værste korruptionsskandale i norsk politi nogensinde. En tidligere norsk politichef er tiltalt for at have hjulpet en narkobaron med at indsmugle flere ton hash.

Gjermund Cappelen tv. er sammen med tidligere politileder Eirik Jensen th. tiltalt for grov korruption, og så anklages de for sammen at have importeret flere ton hash til Norge.
Gjermund Cappelen tv. er sammen med tidligere politileder Eirik Jensen th. tiltalt for grov korruption, og så anklages de for sammen at have importeret flere ton hash til Norge.

»En mand i grøften. Skal hen og se på skaderne på bilen«

»Ok«

»Dette tager lidt tid. Har ikke skadeomfang«

(...)

»Hvordan ser det ud i ordrebogen. Er vi klar til at sætte mennesker på arbejde? Fint vejr«

Sådan lyder nogle af de i alt 1.500 sms'er, som norsk politis specialenhed har sikret sig fra 2007 til 2013. Beskeder, som umiddelbart lyder tilforladelige, men som ifølge den norske anklagemyndighed afslører et kriminelt samarbejde mellem den tidligere politioverbetjent Eirik Jensen og Norges største og mest kendte hashhandler, Gjermund Cappelen.

Sms'erne indgår i den spektakulære retssag, der mandag er startet i Oslo, hvor den umage duo sidder tiltalt for grov korruption og medvirken til indsmugling og indsmugling af flere ton hash til Norge. Det skriver den norske avis Aftenposten.

50-årige Gjermund Cappelen er tidligere fundet skyldig i at have opbevaret og solgt 1,4 ton hash. Nu er han tiltalt for grov korruption og for at have smuglet i alt 16,2 ton hash ind i Norge i en sag, som han har valgt at hive Eirik Jensen ind i. Efter tiltalen mod ham er blevet læst op i Retten i Oslo, lyder hans svar: »Skyldig«.

Herefter bliver tiltalen mod den 59-årige Eirik Jensen læst op. Han er tidligere politioverbetjent i Oslo, hvor han i en årrække var den mest betroede medarbejder og ledede indsatsen mod organiseret kriminalitet. I dag er han tiltalt for grov korruption og for at have hjulpet Gjermund Cappelen med at smugle 13,9 ton hash til Norge fra blandt andet Danmark i årrækken fra 2004 til 2013. Noget, han ifølge anklagemyndigheden har fået mindst 2,1 millioner norske kroner for.

»Nej. Ikke skyldig,« lyder hans svar på tiltalen i Retten i Oslo mandag, skriver den norske tabloidavis VG.

Tiltalen omfatter også brud på våbenloven for besiddelse af ni uregistrerede og ulovlige våben samt store mængder ammunition, som han opbevarede på sin arbejdsplads, derhjemme og i en hytte. Hvad angår denne tiltale svarede Eirik Jensen:

»Det faktiske forhold er rigtigt, men jeg svarer - ikke skyldig«.

Ifølge VG lyder Eirik Jensens argument, at Gjermund Cappelen var en af hans vigtigste informanter i bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, men at han ikke vidste, at hashbaronen selv drev en omfattende forretning.

En rost og betroet politibetjent

Eirik Jensen blev ansat ved politiet i Oslo i 1977, hvor han arbejdede med narkomiljøet og i løbet af 80'erne blev bekendt med bikermiljøet. I 1993 spillede han en afgørende rolle i opklaringen af en sag, hvor narkotika blev kastet ned fra mindre fly. 12 personer blev dømt, og allerede her skal Gjermund Cappelen have spillet en rolle som informant. Ifølge tiltalen begyndte Cappelen sin hashsmugling samme år, skriver den norske TV-station NRK.

To år senere var det igen Eirik Jensen, der kunne lede politiet på det rette spor i en stor sag. Her fik han det tip, som gjorde det muligt at opklare et tyveri fra den norske kongefamilies slot Oscarshall, og slottet sendte efterfølgende et takkebrev til politiet.

Op igennem 00'erne blev Eirik Jensen leder for skiftende indsatsgrupper med fokus på blandt andet bikermiljøet, narko- og bandekriminalitet. Her fik han blandt andet ros for sin indsats af Norges justitsminister, Knut Storberget. Hans tidligere chef, politiinspektør Leif A. Lier, har da også tidligere udtalt til VG, at politiet har meget at takke Eirik Jensen for:

»Når det gælder kontakter inde i de kriminelle miljøer, så var han en ener. De oplysninger, han har skaffet, har været helt centrale for politiet i flere større sager.«

Den overordentligt heldige kriminelle

En person tog det imidlertid politiet overordentlig lang tid at få ram på, selvom de flere gange var tæt på at afsløre hans lyssky forretninger. For hver gang, politiet forsøgte at tage Gjermund Cappelen på fersk gerning, var det som om, den formodede bagmand vidste, at politiet lå på lur. Det har Berlingske tidligere beskrevet. Derfor tog politiet helt særlig forholdsregler, da de i november 2013 fik nye oplysninger om et stort hashdepot, der kunne kobles til Cappelen.

Kun ganske få medarbejdere blev involveret i sagen og bekendt med, at agenter blev sat ind for at fjerne de mere end 100 kilo hash. Dermed lykkedes det for første gang at indsamle beviser mod narkobagmanden. På dette tidspunkt var der allerede mistanke om en korrupt kollega i egne rækker, og med overvågning af Gjermund Cappelen gik der ikke længe, før sporet pegede i retning af den højtrespekterede politileder Eirik Jensen.

Gjermund Cappelen blev pågrebet 19. december 2013 midt i en hashudveksling. Først flere måneder senere, 24. februar 2014, blev Eirik Jensen anholdt. I dag har de to mænd mødt hinanden igen for første gang i over tre år i Retten i Oslo. Ifølge VG med »iskolde blikke« og uden håndtryk.

Narkosalg for over en milliard kroner

Den tidligere politileder mødte op i retten iført hvid skjorte og ruskindsjakke. Den karakteristiske frisure med langt hår samlet i en hestehale er blevet skiftet ud med en korthårsfrisure, og ringen i øret er mere diskret end tidligere.

Den første dag i retssagen har anklager Lars Erik Alfheim holdt sit indledende foredrag. Det er kommet frem, at anklagemyndigheden vurderer, at Gjermund Cappelen har solgt narkotika for et sted mellem en og to milliarder norske kroner. I alt kræves 825 millioner kroner inddraget. Mens han erkender sig skyldig, hævder Cappelen dog, at han ikke har nogen formue udover den, politiet allerede har beslaglagt. Anklageren påpeger imidlertid, at Cappelen har haft 24 bankkonti i blandt andet Thailand og Schweiz.

Retssagen mod Eirik Jensen og Gjermund Cappelen er sat til at vare fra 9. januar og helt til juni. Over 150 mennesker skal vidne, og der er afsat otte dage til Eirik Jensens forklaring. Han begynder at forklare sig på onsdag. Tirsdag vil politiets specialenhed, der har stået for efterforskningen, komme med sin indledende redegørelse for sagen.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.