Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pinligt, underholdende– og helt igennem kinesisk

Kinas største datingprogram, »Hvis du er den rette«, er blevet et uventet hit i Australien, men repræsenterer næppe den form for kultur, som Kinas Kommunistiske Parti gerne vil have til at slå igennem i udlandet.

Der er kamp om kærligheden i Kina, hvor der er et stort overskud af mænd i den giftemodne alder. Arkivfoto: Scanpix
Der er kamp om kærligheden i Kina, hvor der er et stort overskud af mænd i den giftemodne alder. Arkivfoto: Scanpix

BEIJING: Står det til den kinesiske ledelse i Beijing, skal Kina være en international kulturel stormagt. Faktisk hersker der en vis frustration over, at det ikke allerede er tilfældet.

Det skyldes primært, at kineserne ikke har været dygtig nok til at eksportere deres kunstneriske udbud til udlandet, lyder forklaringen. Mere kulturudveksling og flere internationale kulturfestivaler er udset til at være en vigtig del af løsningen.

Om den slags officielle kanaler har virket hidtil, kan diskuteres. Hvem husker for eksempel EU-Kina-året for interkulturel dialog? Svaret er sandsynligvis ingen.

Men der er faktisk bud efter indhold fra Kinas kreative industrier. Bare af en helt anden slags.

Landets suverænt mest kendte datingprogram er blevet et uventet hit i Australien, hvor det bliver vist på landsdækkende TV. Det har længe været en seermagnet i Kina og har på mange måder sat nye standarder i den kinesiske underholdningsbranche.

»Hvis du er den rette«, hedder programmet. Konceptet er simpelt: 24 kvinder bliver præsenteret for en mandlig bejler, der introducerer sig selv fra scenen og svarer på spørgsmål. Undervejs kan kvinderne stemme sig selv ud, hvis de ikke er interesserede.

Til sidst i programmet har den mandlige deltager mulighed for at vælge mellem de kvinder, der stadig er tilbage.

Tåkrummende forskelle

Samme slags datingprogram findes i lignende varianter verden over – også i Australien. Så hvorfor har australierne kastet sig over den kinesiske version?

Traileren til »Hvis du er den rette« på australsk TV giver et godt hint: »24 piger og en fyr. Super-akavede situationer!« står der skrevet med store bogstaver, mens billeder fra showet vises i baggrunden.

Og det er helt sikkert ikke hver dag, man hører sætninger som:

»Du smiler som en sød gris«, »Jeg vil lave speciel og mystisk kærlighedsthe til dig« eller »Da du kom på scenen, lignede du en nudel«. Sagt i ramme alvor.

Og dét er netop pointen: Hvad der virker naturligt i Kina, bliver i Australien til underholdning. Kulturforskelle og kontekst følger ikke med i underteksterne. Set udefra virker de kinesiske deltageres kommentarer ofte ondskabsfulde og unødvendigt direkte. Eller bare tåkrummende malplaceret.

I enkelte tilfælde har udlændinge deltaget i programmet. Det gjorde danske Kasper Leschly for nogle år tilbage. Han beskriver oplevelsen som at blive kastet for gladiatorerne i Colosseum. Mange af de kvindelige deltagere ser showet som vejen til berømmelse og vil derfor hellere blive i programmet end finde en kæreste.

»Det var en intens oplevelse i den forstand, at man bliver kastet ud foran 24 kvinder, hvis eneste incitament er at fravælge en, så de kan fortsætte i programmet og blive berømte på den måde,« erindrer Kasper Leschly.

»Lige inden jeg gik på, stod der en flaske Erguotou (kinesisk brændevin, red.) ved elevatoren, hvor jeg høvlede tre små spidser til at dulme nerverne,« fortæller den danske deltager, der faktisk endte med at finde et kinesisk match.

»Hvis du er den rette« og andre datingprogrammer i Kina er flere gange faldet i unåde hos landets censurmyndigheder. De bliver beskyldt for at fremme en materialistisk kultur, fordi mange af kvinderne går målrettet efter velhavende mænd.

Sætningen »jeg vil hellere græde på bagsædet af en BMW« har legendestatus i Kina. Den stammer fra en 20-årig kvindelig deltager og faldt som svar på, hvorvidt hun ville tage på en date, hvis hun blev hentet på cykel.

Så det er næppe datingprogrammer, Kinas Kommunistiske Parti helst vil eksportere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.