Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Pegidas grundlægger trækker sig efter afsløring af Hitler-foto

Den islamkritiske Pegida-bevægelses mere radikale lillebror, Legida, demonstrerede i aftes i Leipzig. Pegidas grundlægger efterforskes for mistanke om folkehetz.

Med politiet i midten var fronterne i aftes trukket op i den østtyske by Leipzig: Nederst i billedet marcherer Legida-organisationen i protest mod det, de ser som islamisering af Tyskland - øverst i billedet protesterer andre demonstranter mod Legida. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters
Med politiet i midten var fronterne i aftes trukket op i den østtyske by Leipzig: Nederst i billedet marcherer Legida-organisationen i protest mod det, de ser som islamisering af Tyskland - øverst i billedet protesterer andre demonstranter mod Legida. Foto: Hannibal Hanschke/Reuters

BERLIN: Pegidas grundlægger, den 41-årige Lutz Bachmann, trak sig i går som formand for den islamkritiske bevægelse, efter at det kom frem, at han har poseret som Hitler på et foto og forhånet flygtninge på Facebook.

Lutz Bachmann har gentagne gange insisteret på, at hverken han eller Pegida er racistisk eller udlændingefjendsk. Bevægelsen vil gøre op med den »uregulerede indvandring« og stoppe tilstrømningen af økonomiske flygtninge, men pointerer samtidig i sit program, at Tyskland skal tage imod krigsflygtninge.

Nu efterforskes Bachmann imidlertid for en mistanke om folkehetz, oplyser anklagemyndigheden i Dresden til nyhedsbureauet dpa. Et Facebook-indlæg fra september 2014 af Lutz Bachmann omtaler flygtninge som kvæg, snavs og affald og hævder, at der ikke findes ægte krigsflygtninge i Tyskland. Indlæggene er siden blevet fjernet.

Bachmann undskylder i en pressemeddelelse over for »alle borgere, der føler sig angrebet af mine postings«. En selfie, der er dukket op på nettet af Lutz Bachmann, der poserer som Adolf Hitler, var ifølge Bachmann en »vittighed«. Efter internt pres trak han sig i går som formand for Pegida.

Det fik både SPD-formand, Sigmar Gabriel, og indenrigsminister Thomas de Maizière fra CDU til at advare tyskerne mod at marchere i hælene på den slags mennesker.

Talsmanden for Pegida, Kathrin Oertel, tog »på det skarpeste« afstand fra Bachmanns postings og udtalte, at ord som »kvæg«, »snavs« og »affald« lige så lidt hører hjemme i politik som »rottefængere«, hvilket Pegida-arrangørerne er blevet kaldt.

Sagen om Lutz Bachmann kom netop som byen Leipzig blev sat i undtagelsetilstand, fordi Pegida-bevægelsen kom forbi. Politiet i Dresden 100 kilometer mod øst aflyste mandagens Pegida-march på grund af efterretninger om et planlagt attentat mod netop Lutz Bachmann, og derfor havde Bachmann opfordret demonstranterne til at deltage i gårsdagens march arrangeret af søsterorganisationen Legida. Det står for »Leipzig gegen die Islamisierung des Abendlandes« – Leipzig mod islamiseringen af aftenlandet – altså Vesteuropa.

Legida-demonstranterne blev mødt af massiv modstand, og stemningen i Leipzig var i aftes anspændt. Togsporene til Dresden måtte spærres efter brandanslag. 4.000 betjente fra hele Tyskland udgjorde ét af de største politiopbud i det forenede Tysklands historie.

Også Leipzig by signalerede, at Pegida modsat i Dresden er på udebane. Legida fik ikke lov til at marchere på den historiske strækning, hvor Leipzig-borgerne i 1989 gik på gaden mod DDR-styret og råbte »Wir sind das Volk«. Et slogan, som Pegida til kritikernes fortrydelse har taget til sig. Udendørsbelysningen på markante bygninger var slukket, og på et banner på det berømte koncerthus »Gewandthaus« erklærede orkesteret og ledelsen sig »tolerent« og »åben over for verden«.

Mere ekstrem end Pegida

Ligesom forbilledet Pegida præsenterer Legida sig selv som en folkelig bevægelse, der frabeder sig ekstremister, racister og fremmedfjendtlige demonstranter. Men Legida er mere radikal end Pegida. Arrangørerne af Legida kommer fra det højreorienterede miljø i delstaten Sachsen med »dubiøse« CVer, skriver avisen Die Welt.

Legidas talsmand er den 50-årige Jörg Hoyer, der kalder sig ekspert i militærhistorik og har handlet med Nazi-genstande. Tilsyneladende uden stor succes. I november – kort inden demonstrationernes begyndelse – blev der udstedt en arrestordre mod Hoyer, der på talerstolen gerne taler om lov og orden. Ifølge avisen skylder han penge og var uretmæssigt udeblevet fra retten.

Legidas advokat er den 40-årige Arndt Hohnstädter, der ifølge Die Welt også er en slags husadvokat for det højreekstreme Nationaldemokratische Partei Deutschlands og desuden har hjulpet med at registrere navnet HoGeSa. Det står for »Hooligans gegen Salafisten« – hooligans mod salafister – og er en sammenslutning af fodboldhooligans og højreekstremister, der stod bag voldelige demonstrationer i blandt andet Køln i efteråret.

I organisationsteamet er også den 51-årige Silvio Rösler, der ifølge Die Welt hører til den hårde kerne af fans af fodboldklubben SG Leipzig-Leutzsch.

I forhold til Pegida opfører Legida sig »langt mere radikalt,« siger Gordian Meyer-Plath, der er chef for sikkerhedstjenesten Verfassungsschutz i delstaten Sachsen, til Die Welt. Der er ikke belæg for, at Legida skulle være »domineret« af højreekstremister, men forskellige grupperinger forsøger »at finde en platform inden for rammerne af Legida,« siger han. Ifølge Die Welt var der flere demonstranter i Leipzig, der kunne identficeres som højreekstreme, end i Dresden.

Kathrin Oertel beklagede i aftes, at Legida-ledelsen ikke havde tilsluttet sig Pegidas politiske katalog, og hun fralagde sig ethvert ansvar for aftenens taler.

En vanskelig politisk udfordring

For Tysklands politiske partier og det konsensusprægede politiske system er Pegida en ny og særdeles vanskelig udfordring. Målinger viser, at 17 procent af tyskerne støtter bevægelsen, men langt flere har sympati for deres bekymringer, og flertallet ser indvandring fra ikke-EU-lande som noget negativt.

Flertallet af Pegidas demonstranter er ifølge undersøgelser vrede middelklasseborgere, der vil stemme på partiet Alternative für Deutschland. Nu diskuterer politikerne intensivt, om man skal gå i dialog med Pegida, og i givet fald med hvem og om hvad? CDUs Jens Spahn siger ja.

»Vi kan jo ikke i de næste uger, måneder, hver mandag aften have en konkurrence om, hvem der har flest demonstranter,« har han sagt til TV-stationen ZDF.

Hans partifælle Thomas de Maizière siger, han gerne vil i dialog med demonstranter, men ikke med arrangørerne af hverken Pegida eller Legida eller nogen af Tysklands andre -gidaer.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.