Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Payback-time: Nu vil Erdogan have noget igen - ellers åbner han flygtningeslusen

Hvis ikke Tyrkiet i juni får visumfrihed af EU, så er der ikke nogen asylaftale længere. Det gjorde Tyrkiet helt klart for EU mandag aften. Ud over seks mia. euro vil tyrkerne også se handling på området.

De første flygtninge er blevet sendt tilbage fra den græske ø Lesbos til Tyrkiet, sådan som aftalen mellem Tyrkiet og EU foreskriver. Men pengene, som følger med aftalen, er ikke begyndt at flyde i sammen tempo, og nu kræver den tyrkiske præsident også handling på andre områder af EU. Foto: Mert Cakir / EPA
De første flygtninge er blevet sendt tilbage fra den græske ø Lesbos til Tyrkiet, sådan som aftalen mellem Tyrkiet og EU foreskriver. Men pengene, som følger med aftalen, er ikke begyndt at flyde i sammen tempo, og nu kræver den tyrkiske præsident også handling på andre områder af EU. Foto: Mert Cakir / EPA

Der findes som bekendt ikke noget som en gratis frokost. Og for det tilfælde, at EU skulle have glemt det, har Tyrkiets præsident Erdogan nu besluttet at huske EU på regningen.

Anderledes kan man ikke forklare, at den tyrkiske præsident mandag aften lod både sin premierminister, Ahmet Davutoğlu, og sin udenrigsminister, Mevlüt Çavuşoğlu, gøre det helt tydeligt og umisforståeligt klart: Hvis ikke Tyrkiet i juni får visumfrihed af EU, så er der ikke nogen asylaftale længere.

Siden aftalen blev indgået i slutningen af marts, har Ankara haft sværere og sværere ved at komme i tanker om, hvad det egentlig er, Tyrkiet får ud af at bremse asylstrømmen til EU. For det er jo ikke, fordi Tyrkiet ikke har rigeligt med asylansøgere i forvejen. Landet huser hen ved 2,5 millioner, og den tyrkiske befolkning har for længst fået nok. Tilmed er der flere hundrede tusind nye på vej, efter at den syriske regeringshær sammen med russerne har forstærket deres angreb på oprørerne i Aleppo midt i våbenhvilen.

I Vesten hedder det sig, at Erdogan får seks mia. euro af EU til gengæld. Han er købt og betalt. Men sådan opfatter Erdogan det ikke. For det er ikke ham, der får pengene. Pengene går til NGOer, der udvælges af EU efter en omstændelig procedure, og hovedparten af modtagerne er ikke engang tyrkiske NGOer. Desuden lader pengene i den grad vente på sig. Kommissionen udsendte i går en pressemeddelelse, hvori den oplyste, at den indtil videre har støttet med 187 mio. euro. Hvad angår bidrag fra medlemslandene, så er det først på et styregruppemøde den 12. maj, at man får overblik over, hvem der betaler hvad. Først derefter kan udbetalingerne til NGOer eventuelt begynde. Kort sagt: Af de seks mia. euro, som EU har lovet, hvoraf de tre mia. kun udbetales under forudsætning af, at aftalen virker efter hensigten, er der faldet beskedne 187 mio. euro. Til flere millioner flygtninge i Tyrkiet.

Men nu var det aldrig pengene, der motiverede Erdogan. Tyrkiet er i hans optik ikke en tyrkisk basar, og hans selvforståelse er ikke tæppehandlerens, men kaliffens, der svejser sit store rige sammen med EU.

Heller ikke dét går det imidlertid særlig godt med. Tyrkiet fik ikke åbnet de kapitler i optagelseshandlingerne, landet havde drømt om. Det blokerede cyprioterne for. Tyrkiet måtte nøjes med kapitel 33 om budgettet, som tyrkerne udmærket ved ikke vil bringe dem spor nærmere et EU-medlemsskab.

Nej, det eneste, der er i den aftale for Erdogan og hans befolkning, er løftet om, at tyrkerne i juni vil få visumfrihed til EU. Hvis tyrkerne fremover kan rejse ind og ud af EU, som de vil, har Erdogan i sine landsmænds øjne bevist sit værd.

Og Kommissionen arbejder skam hårdt på sagen. På flere planer. Der er dem, der mener, at når Kommissionen for tiden har så travlt med at promovere visumfrihed for Ukraine og Moldova, så er det just for at gøde jorden for, at også tyrkerne får det. For hvis lande, der er delvist besat af prorussiske styrker, bliver visumfri, er det vanskeligt at argumentere imod, at tyrkerne får samme privilegier.

Just i dag, onsdag, gør Kommissionen status over aftalen med Tyrkiet – herunder hvor langt Tyrkiet er fra at opfylde de 72 krav til visumfrihed. Den tyrkiske premierminister Davutoğlu sagde i går, at Tyrkiet kun mangler at opfylde 17 krav, mens kommissionsformand Juncker brugte sin taletid til at forsikre, at EU ikke har tænkt sig at slække på kravene. Men så hård i filten, Juncker end forsøger at fremstå, er det utænkeligt, at han i dag i forbindelse med fremlæggelsen af statusrapporten kategorisk vil afvise, at Tyrkiet kan nå at få visumfrihed i juni. Naturligvis ikke. Der er ingen grund til at bringe asylaftalen i fare ved at forudskikke problemer. Specielt ikke, når aftalen med Tyrkiet faktisk virker: Siden den blev indgået, er tilstrømningen af asylansøgere til de græske øer halveret.

Kommissionen er derfor meget, meget indstillet på, at aftalen skal holde. Og følgelig at tyrkerne skal have visumfrihed. Det er bare ikke Kommissionen alene, der afgør det. EU-Parlamentet og Rådet, hvor stats- og regeringscheferne sidder, skal også nikke ja. Det kan blive et problem, også selv om det i Rådet kun skal vedtages med kvalificeret flertal, og ikke enstemmighed.

Efter Erdogans kontrovers med den tyske satiriker Jan Böhmermann i Tyskland er der nemlig gået sport i at hade den tyrkiske præsident over hele EU. Erdogan har nu status af ytringsfrihedens fjende nr. 1, og komikere i alle EU-lande kappes om at fornærme ham. Og det ville være synd at sige, at Erdogan forsøger at forbedre sit image. Tirsdag blev chefen for den tyske TV-station ARDs Kairo-kontor, Volker Schwenck, nægtet indrejse i Istanbul uden begrundelse. De tyske medier konkluderede prompte, at det var hævn for Böhmermann. Gemytterne blev pisket op igen.

Så selv om de 72 krav til visumfrihed kun indirekte og i begrænset omfang vedrører borgerrettigheder i Tyrkiet, så er der en stemning i EU-landene af, at tyrannen Erdogan i hvert fald ikke skal have det, han beder om.

Den stemning fornemmer Erdogan også. Og ærekær som han er, skal der nok mere til at formilde ham end Angela Merkels beklagelser over Böhmermanns smædedigt og hendes bemyndigelse til en sag om æreskrænkelse mod ham ved tyske domstole. Specielt skal der mere til, hvis statsadvokaten i Mainz afviser at rejse sagen, eller hvis Erdogan fornemmer, at det nok vil ende med en frifindelse af komikeren med henvisning til, at den kunstneriske frihed vejer tungere.

Ergo har Erdogan besluttet at minde EU om, at der er en regning at betale. Han ved, at EU har mere brug for Tyrkiet end omvendt: For hvad vil EU gøre, hvis asylansøgere på ny strømmer mod de græske kyster og ikke kan sendes tilbage til Tyrkiet? Lade dem komme ind i EU? Nej vel. Vende gummibådene med børn og kvinder og tvinge dem tilbage over den græske sømilegrænse? Heller ikke. Nej, det, der vil ske, er, at asylansøgere vil hobe sig op i Grækenland og Italien, indtil disse stater truer med at kollapse.

Erdogans kalkule er formodentlig, at senest på det tidspunkt vil EU-landene forstå, at der ikke findes noget som en gratis frokost. Den koster altid penge. Og den kan blive rigtig dyr, når man ikke længere har Tyrkiet til holde antallet af uindbudte gæster nede.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.