Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Osama bin Ladens mentor skaber røre i Malmø med sit besøg

Den verdenskendte salafist, Salman al-Ouda, gæster Malmø i weekenden blandt andet på initiativ fra en lokalpolitiker fra Miljø-partiet.

Salman al-Ouda på talerstolen i Malmø fredag.(Foto: Lars Brundin)
Salman al-Ouda på talerstolen i Malmø fredag.(Foto: Lars Brundin)

Det er ikke en tilfældig gæstetaler fra Saudi-Arabien, der har været på besøg i Malmø siden fredag. Det er en salafist og en sand superstjerne for tilhængere af den ekstremt konservative fortolkning af islam. Han hedder Salman al-Ouda, er 60 år og har et internetfølge på over otte millioner mennesker fra hele verden, der følger hans prædikener.

Prædikernes indhold er dybt konservativt, homofobisk og antisemitisk. Salman al-Ouda mener både, at Holocaust er en »myte af enorme proportioner«, og at jøder har for vane at drikke menneskeblod. Derudover går han ind for en »fredelig overgang til sharia­lovgivning i vestlige lande«.

Som om det ikke var nok, var salafisten hovedinspirationskilde og mentor for Osama bin Laden, da han etablerede terrornetværket Al-Qaeda. I denne weekend er han æresgæst i Malmø, hvor han har holdt fredagsbøn og været hovedtaler på en indsamling til fordel for børnene i den syriske borgerkrig.

Kan påvirke unge muslimer

Lederen af Islamisk Center i Malmø, Bejzat Becirov, synes det er bekymrende, at al-Ouda er blevet inviteret til Sverige af flere forskellige muslimske organisationer og en lokalpolitiker. Han mener ikke, at salafistiske holdninger har noget at gøre i et vestligt demokrati som Sverige.

»Vi forsøger at få muslimerne til at tilpasse sig Europa og ikke omvendt. Vi vil leve i et vestligt demokrati, og vi vil ikke have, at der kommer nogen her og siger, at vi skal leve på en eller anden primitiv måde, som man gjorde for 2.000 år siden. Han har ikke noget at gøre her,« siger Bejzat Becirov.

Han er særligt bekymret for, hvordan en mand som al-Ouda kan påvirke unge muslimer i Malmø og Sverige.

»Vi arbejder hårdt for, at unge muslimer skal integreres i samfundet her, og det er klart, at når en prædikant som ham der (Salman al-Ouda, red.) kan komme og snakke frit, så må vi være meget opmærksomme på, hvordan det kan påvirke de unge og deres syn på samfundet. En mand som ham med forbindelser til bin Laden kan åbne døren for ekstremisme og terrorisme, og det skal vi arbejde imod,« siger Bejzat Becirov.

Lokalpolitiker stod bag invitation

Der var stor tvivl om, om Salman al-Ouda overhovedet ville nå frem i tide, fordi han havde svært ved at få visum til Sverige. Men det lykkedes til sidst og fredag landede han i Kastrup og kørte direkte over Øresundsbroen til fredagsbøn i Malmø. Her talte han for 400 fremmødte mænd og havde ifølge avisen Sydsvenskan et mere fredeligt budskab end jødehad og homofobi.

»Hele menneskeheden, alle som gud har skabt uanset hudfarve, er samme familie,« forkyndte imamen ifølge avisen.

Salman al-Ouda er inviteret til Malmø af tre forskellige muslimske organisationer, men den mest opsigtsvækkende invitation kom fra et lokalt medlem af regeringspartiet Miljøpartiet, Kamal al-Rifai, til en indsamling til fordel for syriske børn.

»Han har allerede taget afstand fra bin Laden, Al-Qaeda og Islamisk Stat for længe siden. Men om han er en god muslim, ved jeg ikke. Vi inviterede ham, fordi han er meget kendt. Alle elsker ham,« siger Kamal al-Rifai til Aftonbladet.

Endnu en krise i Miljøpartiet

Miljøparti-medlemmets invitation til salafisten har fået partiet til at tage så kraftig afstand fra ham, at Kamal al-Rifai nu har taget en tænkepause fra partiet. Det er bare en ud af flere skandalesager, som har ramt Miljøpartiet i de seneste to uger.

Først blev en minister fra partiet afsløret i at have forbindelser til højreekstremister i Tyrkiet og fanget i at sammenligne Israel med nazister på video. Det førte til, at han måtte forlade sin post. Kort efter måtte et af partiets spidser forlade sin post i partiet, efter det kom frem, at han ikke ville give hånd til kvinder.

Så forsøgte nogle af partiets rådgivere at presse et TV-program til at droppe kritiske spørgsmål, og nu har invitationen i Malmø endnu engang sat Miljøpartiet i et uheldigt lys som et parti fuld af konservative muslimer og antisemitter. I en meningsmåling foretaget fredag får partiet den laveste opbakning i ti år, og det går også ud over regeringspartneren Socialdemokratiet, der går tilbage med 4,5 procent.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.