Orbán i frontalangreb på verdenskendt universitet i Budapest

Et af Ungarns bedste universiteter, grundlagt af den liberale forretningsmand George Soros, kan blive tvunget til at lukke som følge af en ændret universitetslov i Ungarn. Universitet anklager Ungarns premierminister Viktor Orbán for bevidst at ville lukke det.

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, da det ungarske parlament tirsdag vedtog en ændring af universitetsloven, som truer det anerkendte Central European University på livet. Universitetet er grundlagt af den stærkt liberale forretningsmand, George Soros, der er en af Orbáns ærkefjender. REUTERS/Laszlo Balogh
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, da det ungarske parlament tirsdag vedtog en ændring af universitetsloven, som truer det anerkendte Central European University på livet. Universitetet er grundlagt af den stærkt liberale forretningsmand, George Soros, der er en af Orbáns ærkefjender. REUTERS/Laszlo Balogh

Ungarns premierminister, Viktor Orbán, er igen ved at lægge sig ud med store dele af den vestlige verden med en ændring af landets universitetslov, der kan tvinge det anerkendte Central European University til at lukke. Ifølge Times Higher Education World University Rankings er Central European University (CEU) intet mindre end Ungarns bedste universitet.

Det er samtidig en kamp mellem to ærkefjender og verdenssyn. Den nationalkonservative Orbán og den ungarskfødte, stærkt liberale forretningsmand, George Soros, der grundlagde Central European University efter Sovjetunionens sammenbrud og stadig er med til at finansiere universitetet.

Såvel det amerikanske udenrigsministerium som europæiske politikere og akademikere verden over raser over Orbáns nye lov, der vil stramme reglerne for, hvordan ikke-europæiske universiteter - CEU er juridisk set et amerikansk universitet - kan operere i Ungarn.

Ifølge loven, som blev vedtaget tirsdag, vil fortsat tilstedeværelse for ikke-europæiske universiteter i Ungarn kræve en aftale mellem regeringen i Ungarn og regeringen i det land, hvor universitetet kommer fra. Samtidig skal universitetet have en campus i sit hjemland, hvilket CEU ikke har, og det ville ifølge universitet være økonomisk umuligt for det at oprette en campus i USA.

For Central European University, der har studerende fra flere end 100 lande og kalder sig »et af de mest internationale universiteter i verden«, er det et frontalangreb, som ifølge universitets rektor, canadiske Michael Ignatieff, gør det direkte eksistenstruet.

»Det bliver en lang og vanskelig kamp. Vi er åbne for dialog, men vi kan simpelthen ikke acceptere denne lovgivning, som vi vil bekæmpe. Vi kæmper ikke bare for CEU. Vi kæmper for videregående uddannelser i Ungarn og for akademiske institutioners frihed i Europa og i verden,« siger Michael Ignatieff i en video på universitets hjemmeside.

Orbán, Soros og Trump

Det amerikanske udenrigsministerium har også reageret med vrede.

»USA er bekymret for den lovgivning, som regeringen i Ungarn har foreslået den 28. marts, som pålægger nye, målrettede og besværlige regulatoriske krav til udenlandske universiteter,« sagde ministeriets talsmand, Mark Toner, fredag ifølge The Washington Examiner.

Det fik umiddelbart Viktor Orbán til at række hånden lidt frem og afvise, at det handler om at begrænse de udenlandske universiteters videnskabelige frihed.

»Den ungarske regering - og også den amerikanske, er jeg sikker på - vil være drevet af gode intentioner, så der er ingen grund til alarm fra nogens side. Vi sætter os ned og forhandler med amerikanerne om, hvad de ønsker,« sagde Orbán mandag ifølge den ungarske regerings hjemmeside.

Men Orbán bekræftede, at det også handler om personen Soros.

»Der er regler i Ungarn, som 27 udenlandske universiteter - inklusiv “Soros universitetet” - ikke overholder, og det er det, som vi nu vil sikre,« sagde Orbán.

Allerede fredag sagde den ansvarlige minister, Zoltán Balog, at Ungarn »ikke står alene« med at være kritisk over for de »aktiviteter, som George Soros udfører verden over.« Han tilføjede, at kritikerne også tæller »mange personer i USA.«

En af disse personer er den amerikanske præsident, Donald Trump, som George Soros under World Economic Forum i Davos ifølge BBC kaldte »en bedrager, en bondefanger og en vordende diktator.« Soros skød flere millioner dollar ind i Hillary Clintons valgkamp og finansierer flere NGOer i Ungarn, der er stærkt kritiske over for Orbáns regering.

Senioranalytiker Bulcsú Hunyadi fra den uafhængige ungarske tænketank Political Capital forklarer til Berlingske, at der ingen tvivl er om hensigten med loven.

»Ændringen af loven er tydeligvis rettet mod CEU og forsøger at svække eller lukke universitetet. Det passer godt ind i mønstret, hvor Orbáns Fidesz-parti følger den russiske model med skridt for skridt at lukke munden på og eliminere alle stemmer, der er enten kritiske over for regeringens politik eller fristeder for uafhængig, kritisk tænkning,« siger han.

Ungarn på EU-agendaen

Efter en uge, hvor alt har handlet om Brexit i Bruxelles, var Orbán tirsdag tilbage øverst på dagsordenen. Næsten hele det daglige pressemøde i EU-Kommissionen handlede om universitetsloven samt en ny »national konsultation«, hvor Orbán under mottoet »stop Bruxelles« spørger, hvilke områder EU ikke skal blande sig i.

»Vi følger udviklingen med en vis bekymring,« sagde EU-Kommissionens talskvinde på området, Nathalie Vandystadt, i relation til Central European University.

I forhold til Orbáns nye nationale konsultation sagde en anden talsmand, at det er nødvendigt, at hovedstæderne holder op med at lange ud efter EU-Kommissionen i Bruxelles, fordi EU-Kommissionen alene handler ud fra mandater fra netop medlemslandene.

Lederen af den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet, Gianni Pittella, brugte Europa-Parlamentets samling i Strasbourg til at sende en bredside mod den store borgerlige europæiske partigruppe EPP, som Orbáns Fidesz-parti er medlem af.

»Efter angreb på mediernes frihed, forsøger Orbán nu at lukke munden på et andet enestående symbol på tanke- og ytringsfrihed i Ungarn: Central European University. Det er fuldstændigt uacceptabelt og bekræfter vores bekymringer over demokratiets nedtur i Orbáns Ungarn. Det er en skandale, at Fidesz og Orbán stadig er medlem af EPP-familien,« sagde Pittella.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.