Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Opbakning eller ej: Nu skyder Theresa May Brexit-forhandlinger i gang

Trods usikkerhed om flertal i Underhuset skyder premierminister Theresa May både regeringens arbejdsprogram og Brexit-forhandlingerne med EU i gang i næste uge - med eller uden et flertal på plads.

Den britiske premierminister, Theresa May, melder sig klar til både at præsentere regeringsprogram og indlede Brexit-forhandlinger med EU i næste uge, selv om hun stadig ikke har et flertal i Underhuset. REUTERS/Stefan Wermuth
Den britiske premierminister, Theresa May, melder sig klar til både at præsentere regeringsprogram og indlede Brexit-forhandlinger med EU i næste uge, selv om hun stadig ikke har et flertal i Underhuset. REUTERS/Stefan Wermuth

Britisk politik er som de bedste britiske tv-serier i disse dage. Fyldt med drama, intriger og en god portion højt spil. Det er bare virkelighed med både de historiske Brexit-forhandlinger og Det Forenede Kongeriges fremtid på spil.

Dronningen var således næppe helt tilfreds, da lederen af Underhuset, Andrea Leadsom, torsdag oplyste, at den traditionelle Queen’s Speech, hvor dronningen læser den nye regerings program op, vil blive afholdt på onsdag i stedet for på mandag. På tirsdag begynder Royal Ascot - fem dage med kongeligt hestevæddeløb - nemlig, og dronningen overværer normalt samtlige løb i Royal Ascot. Men på onsdag står programmet nu på en tur i parlamentet.

Bag beslutningen ligger imidlertid et langt større drama. Store britiske medier som The Guardian og The Telegraph blev således briefet af en af Mays topfolk om, at forhandlingerne med de konservative nordirske unionister i Democratic Unionist Party (DUP), der skal sikre et flertal bag May, går godt. Men May vil ikke lade sig presse i de forhandlinger, og hun vil derfor have Queen’s Speech afholdt, uanset om en aftale med DUP er i hus eller ej. May føler sig altså sikker på, at DUP trods alt ikke vil stemme regeringsprogrammet ned, og at det derfor kan gå igennem.

Samtidig holdt May torsdag møde med de andre nordirske partier - ikke mindst det irsk nationalistiske Sinn Féin - der frygter, at May giver DUP en skadelig stor indflydelse. Tunge konservative figurer som tidligere premierminister, John Major, har netop advaret Theresa May om, at en aftale med DUP kan risikere at ødelægge freden i Nordirland. Og efter mødet sagde Sinn Féin netop, at aftalen med DUP vil være i strid med den nordirske fredsaftale.

Nu går det løs

Også i forhold til Brexit ser May ud til at spille højt spil og holde fast i den hårde linje med farvel til såvel det indre marked som EUs toldunion, selv om der måske ikke er et flertal i parlamentet bag den linje længere. En stor gruppe konservative anført af finansminister, Philip Hammond, ønsker et blødere Brexit, hvor de økonomiske interesser vejer tungere. Det kunne være ved at fortsætte i EUs toldunion - som minimum i en længere overgangsperiode. Hammond skulle have holdt en stærkt imødeset tale om dette torsdag aften, men den blev aflyst på grund af den tragiske højhusbrand i London.

Men Brexit-forhandlingerne skydes alligevel i gang på mandag, fordi de i første omgang alene fokuserer på borgernes rettigheder, opgørelsen af boet samt det irsk-nordirske grænsespørgsmål.

Og ifølge Financial Times vil Brexit-minister, David Davis, medbringe et forslag, der ifølge den britiske regering er »meget generøst« i forhold til de fremtidige rettigheder for de nuværende godt tre millioner EU-borgere i Storbritannien.

De tilbydes fulde rettigheder som i dag, og det samme skal selvfølgelig gælde for britiske borgere, der bor i andre EU-lande. Briterne vil dog have 29. marts i år, hvor Brexit-processen formelt blev indledt, som skæringsdato for, hvem det omfatter, mens EU vil have den reelle exit-dato 29. marts 2019 som skæring. Briterne vil heller ikke have, at EU-Domstolen får en rolle i tvister om disse rettigheder, mens det er et krav fra EU-siden.

Det bliver således hårde forhandlinger fra første fløjt, men dog med et »generøst« signal fra May, der på hjemmefronten har valgt at stå fast i håb om, at ingen i det konservative parti vil vælte hende med det samme.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.