Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Olien glider i olie

Det er intet mindre end historisk. Fredag faldt olien til 57 dollar per tønde, og for første gang i halvanden generation er de store olielande magtesløse. Er det en slem sammensværgelse? Og holder den lave pris?

Sjældent har verden set noget lignende. Olieprisen rasler ned uge for uge og er således næsten halveret siden juni, så den nu har nået det laveste niveau siden finanskrisen. Men mens festen tilsyneladende ingen ende vil tage i de vestlige lande, sidder de stærke olielande for første gang i halvanden generation magtesløst fanget i en skruestik, hvorfra de – ikke mindst ifølge deres egen organisation, OPEC – ikke har andre muligheder end at forsøge at følge med markedet og håbe på det bedste.
Sjældent har verden set noget lignende. Olieprisen rasler ned uge for uge og er således næsten halveret siden juni, så den nu har nået det laveste niveau siden finanskrisen. Men mens festen tilsyneladende ingen ende vil tage i de vestlige lande, sidder de stærke olielande for første gang i halvanden generation magtesløst fanget i en skruestik, hvorfra de – ikke mindst ifølge deres egen organisation, OPEC – ikke har andre muligheder end at forsøge at følge med markedet og håbe på det bedste.

Hvis den ikke allerede findes i bagkatalogerne af internettet, så må den snart komme. En vidtforgrenet konspirationsteori med alle de gamle kendinge – fra Bilderberg-gruppen til frimurerne og Goldman Sachs, for det er en udvikling så tumultarisk, at den er svær at forklare uden politisk metafysik.

På rekordtid er olieprisen gået ind i noget, der ligner et styrtbomberdyk. I juni kostede en tønde olie 107 dollar, fredag lå prisen på 57 dollar, og oliegiganten Exxon Mobil talte om »risikoen« for 40 dollar per tønde.

Olieprisen er således siden juni næsten halveret og ligger nu på det laveste niveau siden den store finanskrise.Den slags fører til storpolitiske saltomortaler, og vi kan se dem i hver sin ende af verden:I USA er der liv og glade dage. Forbrugerne har mere tiltro til økonomien og deres fremtid, end de har haft i syv år, viser nye forbrugertillidsmålinger, og ingenting siger glade dage som en funklende ny benzinsluger.

F.eks. en Cadillac Escalade, som har en størrelse, så den kan erobre et olieland og godt det samme – for de kører ikke engang syv kilometer på literen. Salget af Escalade steg med 91 pct. i november, og som analytikeren John Krafcik siger til Bloomberg: »Det er nærmest en gudgivet skæbne for amerikanerne. Når der ikke er nogen modstand, rykker de ind i en større bil.«

Analytikeren Fred Diaz udtrykker det således: »Når amerikanerne ser den slags benzinpriser, bliver de helt kåde og farer ud og køber noget stort og dyrt.«

Lave benzinpriser er som en lykkepille for den amerikanske psyke, siger Diaz, og prisen er på kort tid – og i runde tal – faldet fra godt seks kroner per liter benzin til det halve.

Anderledes dystert ser det ud i Rusland, »der i virkeligheden bare er en benzinpumpe med et regime tilknyttet«, som økonomen Paul Krugman siger det, og når olien falder, ryster olie-garkiet. Tag problemerne hos Rosneft, som er ledet af præsident Putins ven og tidligere stabschef, Igor Sechin. Rosneft brugte de fede olieår til massive opkøb, og før jul skulle selskabet betale 60 mia. dollar af på gælden.

Men gælden var sikret i en høj oliepris, og Rosneft kunne ikke betale. Regeringen kunne ikke åbenlyst hjælpe, og i stedet udstedte Rosneft obligationer for 625 mia. rubler. De blev ifølge New York Times opkøbt af statsbankerne, som deponerede dem i den russiske centralbank, som »lod seddelpressen køre på overtid og gav Rosneft 625 mia. nyudstedte rubler.

Pengene viste sig fluks på valutamarkedet, hvorefter rublen kollapsede«, som den tidligere vicepremierminister Boris Nemtsov sagde til avisen. Det samme gentog sig for tre dage siden, da landets tredjestørste bank skulle have kunstigt åndedræt.

De russiske nøgletal for 2015 er også forbudte for børn: En minusvækst på fire pct. og et budgetunderskud på tre pct.; fødevarerne er steget med 20 pct. og ventes at stige yderligere 15 pct.

Eksperterne taler om en inflation på 15 pct. og en udlånsrente på 20 pct., og rublen er på rekordtid faldet med 60 pct. Eller som The Guardian udtrykker det i en rubrik: »Rubelprisen går ned, agurkeprisen går op. Er Rusland færdig?«

»Konspiration«

Så det er forståeligt, at præsident Vladimir Putin gør, hvad han gør, og at han taler om »en konspiration mellem amerikanerne og saudierne for at skade os«, og det er også forståeligt, at mange vælger at tro på ham. For brikkerne i det store spil falder næsten for perfekt:

Vinderne i olielotteriet er lande som USA, Kina, Japan og det meste af Europa, mens taberne er lande som Rusland, Venezuela, Iran og det arabiske oliebælte. Med andre ord er vinderne den kapitalistiske eller semi-kapitalistiske verden, mens taberne er lande, som ikke er på julekort med den kapitalistiske verden.

Og i taberlandene gør det ondt, fordi hele deres virkelighed er baseret på en anden virkelighed, end den som nu udspiller sig.

Og det ville være simpelt – og en god historie – at kunne tørre begivenhederne af på frimurere og finanshusene eller »en konspiration mellem amerikanerne og saudierne«. Men forklaringen er mere nøgtern og mindre noir, som tænketanken Seeking Alpha fredag skrev i en diger rapport, og den forholder sig ifølge analytikerne sådan her:

Siden midten af 00erne har efterspørgslen efter olie været rekordstor, og en god forklaring finder vi i Kinas væksttal. Mellem 2005 og 2012 tegnede den kinesiske økonomi sig for en årlig vækst på i gennemsnit 11,4 procent, viser tal fra Verdensbanken, og med de høje væksttal fulgte et tilsvarende højt behov for olie.

På samme tid, som kineserne øgede efterspørgslen, knagede det slemt i udbuddet. Sanktionerne mod Iran og borgerkrigene i Irak og Libyen fjernede et sted mellem tre og fem mio. tønder olie dagligt fra et verdensmarked, som siden midten af 00erne har ligget på en produktion på mellem 75 og 85 mio. tønder om dagen.

Det var dermed en klassisk situation med stor efterspørgsel og begrænset udbud, og det førte til høje priser, og de høje priser førte til, at det pludselig blev rentabelt at tænke i grøn energi og alternativ udvinding.

Det er ikke et tilfælde, at produktionen af grøn energi er steget med 59 pct. i USA og med 62 pct. i Tyskland siden 2008, og at knap en tredjedel af det tyske energiforbrug nu dækkes af grøn energi.

Og det er heller ikke et tilfælde, at den amerikanske produktion af skiferolie og den canadiske produktion af olie fra tjæresand er eksploderet i samme periode. Siden 2008 har den alternative nordamerikanske produktion føjet fem mio. tønder olie til markedet per dag.

Men hvorfor nu?

Det er kort fortalt, hvad der er sket på oliemarkedet i de seneste ti år, og hvorfor ramler det hele så nu?

Nej, præsident Putin har ikke ret, det er ikke tak-for-sidst for Krim og Ukraine, det er ikke saudierne og amerikanerne, som fikser prisen. Faktisk har den saudiske produktion været stabil siden sommer, og den amerikanske er kun steget med 0,7 pct. af verdensudbuddet, skriver Seeking Alpha. Det kan i sig selv kun forklare syv pct. af prisfaldet.

Forklaringen er derimod i efterspørgslen og i geopolitik.

Den kinesiske vækst er faldet til syv pct., og det er et relativt fald på en tredjedel i forhold til boomårene, og det trækker tænder. Faldet kan også ses på andre råvarepriser. Prisen på jernmalm er faldet med 50 pct., og kobber er faldet med 15 pct. – og af samme grund: Kina har skruet ned for blusset. Det samme har Europa, og når f.eks. Tyskland går grøn, falder efterspørgslen tilsvarende.

Læg dertil, at sanktionerne mod Iran er lempede, og at Irak og Libyen er tilbage på markedet, og pludselig kan vi se den udvikling, som Det Internationale Energiagentur skitserer i en nyligt offentliggjort opgørelse: Den globale olieproduktion vil i første kvartal i 2015 ligge på 94 mio. tønder om dagen, mens den globale efterspørgsel vil ligge på 92 mio. tønder, og trenden er lige så interessant som tallene.

Siden fjerde kvartal 2013 er efterspørgslen faldet, og i samme periode er udbuddet steget dramatisk, og det bliver ved med at stige. Rusland og Irak offentliggjorde fredag deres seneste produktionstal, og de satte nye rekorder. Rusland producerer nu knap 11 mio. tønder om dagen, Irak producerer knap tre mio. tønder, og det føjer sig alt sammen til overfloden af olie.

Det forklarer også, hvorfor Saudi-Arabien er så uvillig til at gøre, hvad andre medlemmer af oliekartellet OPEC beder dem om at gøre: skære i produktionen. Saudierne producerer p.t. omkring ti mio. tønder om dagen, og andre medlemslande vil have dem til at skrue drastisk ned. Men det var præcis, hvad saudierne gjorde under en lignende overflod i 1985.

De skar dengang produktionen ned fra ti mio. tønder til 3,5 mio. tønder om dagen, men det fik kun andre lande til at øge produktionen og snyde med kvoterne – og saudierne stod tilbage som narredukse.

Den fejl begår de ikke igen, og OPECs generalsekretær, Abdalla El-Badri, erkendte efter et topmøde i november, at han og medlemslandene var fanget i en skruestik: De kunne ikke skære i produktionen for at tvinge prisen op, for det ville kun gøre f.eks. skiferolie mere lønsom og føre til mere af det, og de kunne heller ikke drukne verden i olie, tvinge prisen i bund og gøre skiferolie urentabel, for det ville kvæle deres egne statsbudgetter.

De kunne ikke gøre andet end at forsøge at følge med markedet og håbe på det bedste, og det har skabt den nuværende og unikke situation: For første gang siden oliekrisen i 1973, for første gang siden derouten af de syv multinationale selskaber, som sad på 85 pct. af verdens olie, for første gang i halvanden generation er verdens gamle olielande magtesløse.

Hvad med skifer?

Så hvad nu? Vil den nuværende billige olie vare ved og give et rygstød til forbrugerne i den vestlige verden, eller vil den kun vare kortvarigt? Vil amerikanerne købe endnu flere Cadillac Escalade, mens russerne må spare sammen til en agurk?

Svaret afhænger af to faktorer, nemlig den nordamerikanske olie og efterspørgslen.

Det er dyrere at udvinde skiferolie og olie fra tjæresand, men ikke så dyrt, som det har været. Tidligere gik eksperter ud fra, at den slags udvindingsformer blev rentable med en oliepris på 75 dollar per tønde, men amerikanerne og canadierne har forbedret og effektiviseret teknologien, og i øjeblikket er det vægtede break-even på 60 dollar per tønde, viser en opgørelse fra ScotiaBank.

I øjeblikket er prisen lige under 60 dollar, og derfor burde produktionen logisk set falde, men det vil ikke ske, vurderer Seeking Alpha. For det første er der mulighed for yderligere rationaliseringer, og for det andet kan nogle skiferområder producere rentabelt for 50 dollar tønden. Derfor vil vi se en øget produktion i første halvår af 2015, og kun hvis prisen falder til under 50 dollar, vil vi i andet halvår se et nordamerikansk fald.

Den anden faktor er efterspørgslen, og en øget efterspørgsel skal i givet fald komme fra Kina. De økonomiske vismænd regner i de kommende fem år med en kinesisk vækst, som er meget lig den nuværende – altså mellem syv og otte pct. om året – og det er ikke øget efterspørgsel, men status quo i forhold til det endnu større udbud, viser beregninger fra energiagenturet. Den europæiske økonomi ligner også i bedste fald et status quo.

Forbryderisk håb

Så er der intet håb for præsident Putin, ayatollaherne i Teheran og huset Saud?

Hvis de ikke kan blive enige om dramatiske nedskæringer, så er det bedste håb et udfald hos en af de andre aktører. Hvis de permanent kan holde Iran ude af markedet eller få Irak til at eksplodere i en ny borgerkrig, eller hvis de kan spænde ben for nye investeringer i skiferolie, tjæresand og grøn energi, så kan det muligvis få olieprisen og økonomien i alverdens vladimirputinstans til at rette sig.

Men det er til syvende og sidst at basere håbet om lykke på andres ulykke, og det er den slags håb, som i en moderne verden er forbryderiske at have.

Så OPECs Abdalla El-Badri har ret. Der er ikke meget andet at gøre end ikke at gøre noget – og vente og se hvor i alverden historien ender.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.