Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Oleg Tinkov vil gøre Putin til tsar og lade ham bo i Vinterpaladset

Bjarne Riis' tidligere makker fra cykelsporten har store ambitioner på vegne af den russiske præsident.

»Jeg støtter Putin,« siger Oleg Tinkov (tv), der gerne ser, at Putin skal have 33 præsidentperioder mere. Foto: Nils Meilvang (Tinkov) og ALEXEI DRUZHININ / SPUTNIK / KREMLIN POOL (Putin)
»Jeg støtter Putin,« siger Oleg Tinkov (tv), der gerne ser, at Putin skal have 33 præsidentperioder mere. Foto: Nils Meilvang (Tinkov) og ALEXEI DRUZHININ / SPUTNIK / KREMLIN POOL (Putin)

Også i Rusland er forretningsmanden Oleg Tinkov kendt for sin bramfri stil.

Sidste år foreslog han at udelukke sin tidligere sportsdirektør, Bjarne Riis, fra cykelsporten for livstid. Senere rettede den tidligere holdejer sin vrede mod den dobbelte Tour de France-vinder, Alberto Contador. Contador er en »spansk lort,« der er for gammel til at vinde noget som helst, lød bredsiden fra Oleg Tinkov.

Forleden fandt forretningsmanden anderledes rosende - omend stadig opsigtsvækkende - gloser frem, da han blev spurgt til den russiske præsident Vladimir Putin.

Putin bør krones til tsar, og Rusland bør vende tilbage til enevælden, fastslog Oleg Tinkov i et interview med chefredaktør for Sports.ru, Jurij Dud.

»Jeg støtter Putin. Derfor mener jeg, at Putin skal have endnu 33 præsidentperioder, så længe han er i live. Og ikke nok med det. Putin bør blive kejser, for i dette land vil et demokrati aldrig nogensinde overleve. Det er jeg overbevist om,« sagde Oleg Tinkov.

Præsidentens nuværende residens i Kreml i Moskva er heller ikke fin nok, mente forretningsmanden. Putin og hans arvinger bør flytte ind i Vinterpaladset i Skt. Petersborg.

Putin datter som kejserinde

»Hans datter skal blive kejserinde og så videre og så videre,« sagde Oleg Tinkov, der er ifølge Forbes er nummer 79 på listen over Ruslands rigeste personer.

Oleg Tinkov har skabt sin formue gennem detailhandel, i restaurationsbranchen og som ejer af Tinkoff Bank.

Oleg Tinkov kan næppe kaldes en central politisk aktør i Rusland. Men det er ikke første gang fremtrædende debattører leger med tanken. I marts opfordrede den regionale leder på Krim-halvøen, Sergej Aksjonov, til at forvandle Rusland til et monarki.

»Når der er en udefrakommende fjende, så er et enmandsvælde efter min mening nødvendigt. I dag bør præsidenten have beføjelser - undskyld mig - fra diktaturet,« sagde Sergej Aksjonov.

Aksjonov blev indsat på posten af Vladimir Putin efter Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014.

Russerne er imod monarki

Også lederen af det russiske parlaments tredjestørste parti, Vladimir Sjirinovskij, har ved flere lejligheder udtalt støtte til ideen om en slags valgkongedømme.

»Et multinationalt og multi-religiøst land som Rusland kan kun forbindes med en monark,« sagde Sjirinovskij til tv-kanalen Tsargrad i marts.

Foreløbig ligner det snak og prøveballoner.

Ingen af de fire partier i det russiske parlament, Dumaen, støtter formelt genindførelsen af monarkiet. Det gør Vladimir Putin heller ikke, sagde hans talsmand, da debatten senest blussede op.

»De seneste fem år er han flere gange blevet spurgt om dette, og han har i denne og hin kontekst været nødt til at svare på disse spørgsmål. Han forholder sig ekstremt køligt til denne diskussion,« sagde præsidentens talsmand, Dmitrij Peskov, i marts.

To tredjedele af russerne er imod at genindføre nogen form for monarki, viser en meningsmåling fra marts i år.

Selv Oleg Tinkov kan da også finde noget at klage over, når det gælder Vladimir Putin 17 år lange styre som skiftevis præsident og premierminister.

»For eksempel så er Putin ansvarlig for niveauet af korruption, som simpelthen oversvømmer dig,« siger Oleg Tinkov i interviewet.

Simon Kruse er Berlingskes korrespondent i Rusland

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.