Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Og krydset går til...

Trump eller Clinton. Det er nu, at de vælgere, der ikke har besluttet sig, overvejer, hvem de skal stemme på. Her er fem gode grunde til at stemme på hver af kandidaterne.

Donald Trump og Hillary Clinton.
Donald Trump og Hillary Clinton.

Fem gode grunde til at stemme på Hillary Clinton. Foto: Getty Images/AFP
Fem gode grunde til at stemme på Hillary Clinton. Foto: Getty Images/AFP

Donald Trump:

Utraditionel kandidat, som ikke er bundet til eliten i Washington D.C. Trump har under hele sin valgkamp slået på, at han ikke er »gift« med magten i Washington, og at han ikke er afhængig af penge fra lobbygrupper. Det sidste er dog en sandhed med modifikationer, da han i slutfasen bliver afhængig af en milliard dollar indsamlet blandt pengestærke folk for at kunne vinde valget til november. Men han skal i gang med at bygge helt nye alliancer op, og det ser hans vælgere som en styrke, fordi han ikke på forhånd omklamres af bestemte politiske grupperinger.

Utraditionelle metoder. Trump er forretningsmand. Ikke politiker. Derfor har han også en helt anden tilgang til politik end dem, der har levet det meste af deres liv i politik. Hans retorik afspejler det faktum, at han ikke er politisk skolet og trænet. Det er hos hans vælgere et plus, fordi de er trætte af det etablerede. Det store spørgsmål er, om hans utraditionelle tilgang til politik kan blive et plus også i internationale forhandlinger. Men hans energi i taler overbeviser mange vælgere om, at han kan ændre på det bestående, fordi han netop ikke tænker som en politiker.

Utraditionel politik. Trump lover vælgerne at tage fat om de problemer, der optager dem mest. Økonomien, immigration, handelsaftaler og terror. Trumps store force har været, at han taler et simpelt sprog og med sine flammetaler sætter fokus på de vigtigste politiske punkter. 11 millioner immigranter skal smides ud. Der skal bygges en mur til Mexico for at forhindre ulovlig indvandring. Et midlertidigt stop for muslimsk indrejse til USA. Der skal gives milliarder af dollar til militæret, og infrastrukturen skal forbedres. Samtidig skal alle handelsaftaler genforhandles og sikre, at middelklassens job vender tilbage til USA. Netop en række politiske nøglepunkter, som nøje afspejler en stor del af vælgernes bekymringer.

Utraditionelle kontakter. Trump har hele sit liv været vant til at forhandle med forretningsfolk. Og det foregår i et helt andet tempo end i politik, hvor der ofte er langvarige forhandlinger. Vælgerne vil have en handlingens mand, der får tingene gennemført, og de kan se, at han har haft en vis succes i forretningsverdenen, selv om han også har haft sine konkurser. Men igen er det faktum, at han har en anden tilgang, et plus for hans politiske kampagne.

Utraditionel taler. Trump når et helt andet publikum end andre etablerede politikere med sine taler og har givet Det Republikanske Parti millioner af nye vælgere. Det giver ham en styrke internt i partiet, hvilket vælgerne også vil se på. For det giver indflydelse, også selv om de fleste republikanere dybest set ikke bryder sig om mangemilliardæren, som de anser for at være vulgær og meget lidt konservativ. Men for vælgerne er hans styrke de millioner, der støtter ham, fordi han på den måde kan få gennemført sin politik også på de indre linjer.

Fem gode grunde til at stemme på Hillary Clinton. Foto: Reuters
Fem gode grunde til at stemme på Hillary Clinton. Foto: Reuters

Hillary Clinton:

Traditionel kandidat. For en del vælgere et sikkert kort. Tidligere senator, tidligere udenrigsminister. Kender verden og amerikansk politik i Kongressen. Som tidligere førstedame har hun også erfaring med Det Hvide Hus og rollen som præsident. Hun kan sin politik, og hendes tilgang er traditionel og anses for at være et sikkert kort både som øverstbefalende for de væbnede styrker og på den internationale scene. Man forventer ikke de store overraskelser fra hendes hånd. Men hun vil til gengæld kunne arbejde professionelt fra første dag på kontoret. Hun vil derfor kunne få en del ting gennemført hurtigere, end Donald Trump vil kunne det.

Traditionelle metoder. Hillary Clinton kender det politiske håndværk, og hun vil gennem langvarige forhandlinger helt efter bogen forsøge at finde løsninger sammen med Kongressen. Om det lykkes er en anden sag, men hun anses i sit vælgerkorps for at være fast i forhandlinger og en person med en rolig hånd også i kriser. Hun appellerer blandt andet til det vælgerkorps, som ud over at være demokrater ikke vil risikere en usikker og uprøvet kandidat i Det Hvide Hus. Hvor Trump spiller på vælgernes usikkerhed, så udstråler Clinton sikkerhed, og at det hele nok skal gå med en rutineret person ved roret.

Traditionel politik. Hillary Clinton signalerer klarhed i sin politik. Hun respekterer internationale aftaler. Hun respekterer opdelingen af magten i USA eller giver i det mindste udtryk for, at der er forskellige roller for den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Hun har et solidt politisk budskab, der er tilgængeligt på hendes hjemmeside i modsætning til Trump, der har haft et mere ad hoc-forhold til politik. Hun ser meget fremad i sine taler og lover f.eks. amerikanerne en bedre fremtid med vedvarende energi. Og hun taler ikke folk efter munden, men argumenterer for sin politik – også når den ikke er populær.

Traditionelle kontakter. Clinton har alle de kontakter, man kan ønske sig af en ny præsident. Ikke blot i Det Demokratiske Parti, men overalt i det politiske system. Hendes kontakter er traditionelle og består af politikere, økonomer, finansfolk og diplomater. Hun er velkendt uden for USAs grænser og kender mange af de udenlandske udenrigsministre indgående – og også mange af regeringscheferne. Det vil give hende et forspring frem for Trump, der skal starte forfra.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.