Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Østrigs islamkritiske »beskytter« triumferer ved præsidentvalget

Weekendens præsidentvalg i Østrig blev en triumf for højrepartiet FPÖ. Partiets præsidentkandidat, Norbert Hofer, slog rivalerne med hårde angreb på regeringens »blødsødne« udlændingepolitik.

Norbert Hofer fra det østrigske Frihedsparti stod i går til at blive den helt store sejrherre efter weekendens præsidentvalg. Den 45-årige kandidat bryder som den første den socialdemokratisk-konservative dominans.
Norbert Hofer fra det østrigske Frihedsparti stod i går til at blive den helt store sejrherre efter weekendens præsidentvalg. Den 45-årige kandidat bryder som den første den socialdemokratisk-konservative dominans.

BERLIN: Det ligner en afgørende jordskredssejr til højrepopulisterne i det østrigske Frihedsparti, FPÖ. Ved redaktionens afslutning meldte østrigske nyhedsbureauer, at FPÖ-præsidentkandidaten, Norbert Hofer, stod til ikke færre end 37,3 procent af stemmerne ved gårsdagens østrigske præsidentvalg.

Fredag var 45-årige Norbert Hofer i en sidste offentlige valgtale gået til angreb på den siddende østrigske regerings angiveligt blødsødne udlændingepolitik og ikke mindst islam.

»Islam er ikke en del af Østrig«, sagde Hofer fredag aften ifølge avisen Die Presse foran godt 1.000 begejstrede tilhængere på den centrale Stephansplatz i Wien.

»Jeg vil ikke have, at Østrig bliver et land, hvor muslimerne er i flertal.«

Noget tyder på, at det antimuslimske budskab er populært i Østrig, hvor vælgerne i går belønnede Hofer og FPÖ ved stemmeurnerne. Hvem der skal afløse den siddende præsident, Heinz Fischer, der oprindeligt tilhørte de østrigske socialdemokrater i SPÖ, bliver imidlertid først afgjort ved anden runde af præsidentvalget til maj.

Efter den knusende valgsejr til Hofer står det imidlertid klart, at Østrig for første gang siden 1945 ikke skal vælge mellem en socialdemokratisk og en konservativ præsidentkandidat i anden runde. Det er netop kampen mod islam og den ukontrollerede tilstrømning af asylansøgere til Østrig, der i øjeblikket styrker det østrigske Frihedsparti FPÖ.

Var der valg i morgen, ville mellem 30 og 32 procent af de østrigske vælgere ifølge aktuelle målinger stemme på FPÖ. Og det er også flygtningekrisen, der har spillet en afgørende rolle for Hofers jordskredssejr.

Trods en række udlændingepolitiske stramninger, der har afstedkommet rynkede bryn i regeringskvarteret i Berlin og har udløst internationale kritik af den socialdemokratisk-konservative regeringskoalition, har Norbert Hofer nemlig først og fremmest ført valgkamp på en uforsonlig kritik af regeringen i Wien.

I utvetydige vendinger har Hofer desuden annonceret, at han er klar til at anvende de reelle beføjelser, som østrigsk lov knytter til det ellers i høj grad ceremonielle præsidentembede. I yderste tilfælde kan han som præsident opløse regeringen og udløse nyvalg.

Chefideologen

Norbert Hofer, som under valgkampen har betegnet sig selv som »Østrigs beskytter«, begyndte sin opstigning under den berømte partichef Jörg Haider, der omkom i en trafikulykke i 2008.

Allerede i 1996 blev Hofer valgt til partisekretær i den østrigske delstat Burgenland, der grænser op til Ungarn. Ti år senere blev han valgt ind i det østrigske parlaments første kammer, Nationalrådet. I 2005 var han blevet udnævnt som en af flere vice-formænd i FPÖ, og i 2013 blev han udpeget til det ærefulde hverv som viceformand i Nationalrådet. Kort efter vakte Hofer opstandelse, da han antydede, at de strenge østrigske love om nazisymboler og nazistiske udtalelser kolliderer med ytringsfriheden.

Hofer, der betegnes som en af Frihedspartiets chefideologer, er efter partichef Heinz-Christian Strache en af FPÖs mest indflydelsesrige skikkelser og har været med til at bane vej for partiets aktuelle comeback.

Hofer har blandt andet været med til at udforme partiets program fra 2011. Her understreges det blandt andet, at Østrig hører til »det tyske sprog, folke- og kulturfællesskab«, mens kroatiske, slovenske, ungarske, tjekkiske, slovakiske og roma-mindretal betegnes som »berigelser«.

Egentlig var det ikke meningen, at Norbert Hofer skulle arbejde for at sikre Østrigs nationale grænser, men snarere skabe sikkerhed i det østrigske luftrum. Før sin politiske karriere arbejdede han som flyingeniør for flyselskabet Lauda Air. Livet i luften og blikket fra oven tiltaler fortsat Hofer, der i den østrigske offentlighed er kendt som en vovehals med en forkærlighed for halsbrækkende aktiviteter som kitesurfing og paragliding.

I 2003 var uheldet ude, da Hofer under en paraglidingflyvning styrtede ned og siden måtte undsættes af en helikopter. Kun gennem en stædig genoptræningsindsats undgik han efterfølgende kroniske lammelser som følge af alvorlige skader på rygsøjlen. Trods den delvist mirakuløse bedring er Hofer i dag nødsaget til at anvende stok.

Afviste at stille op

Egentlig var det også hensynet til helbredet, der sammenholdt med hans forholdsvis unge alder først fik ham til at afvise sine partifæller, da de tidligere på året foreslog ham at stille op som præsidentkandidat. I sidste ende fik hensynet til Østrigs fremtid ham til at genoverveje sin beslutning.

Mens Hofer har været kendt som en forholdsvis mild og forsonlig politiker, har valgkampen røbet nye og skarpere sider af den sædvanligvis smilende præsidentkandidat. Fredagens afsluttende valgtale bød blandt andet på en stikpille til den afgående præsident, socialdemokraten Heinz Fischer, der ligesom Angela Merkel har ladet sig fotografere med flygtninge.

»Jeg ville som præsident ikke kunne finde på at stå og tage selfies på Westbahnhof i Wien,« sagde Hofer til sine begejstrede tilhængere.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.