Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Obamas pitbull vil fjerne IS og Assad med Løkkes hjælp

USAs 72-årige udenrigsminister John Kerry er Obamas forlængede arm i krigen mod Islamisk Stat, og han har kun et halvt år til at skabe resultater. Torsdag og fredag er han i Danmark.

USAs udenrigsminister John Kerry.
USAs udenrigsminister John Kerry.

Når den amerikanske udenrigsminister John Kerry torsdag sætter fod på dansk asfalt i Københavns Lufthavn, er det ikke kun en hyggevisit, han er på.

Kerry skal blandt andet tale med den danske regering om Arktis, frihandel og krig mod IS, og især ét af områderne er hjerteblod for den 72-årige tidligere præsidentkandidat for Demokraterne.USA, med John Kerry som præsident Obamas fremskudte pitbull, vil nemlig gøre så meget skade som muligt på terrororganisationen IS, inden der er vagtskifte på præsidentposten i januar 2017. Og Danmark skal bidrage til den mission.

»Som jeg ser det, er Daesh (IS, red.) ansvarlig for folkedrab mod grupper i områder under dens kontrol, herunder yazidier, kristne og shiamuslimer. Daesh indebærer folkedrab i kraft af, hvad den proklamerer sig som, i kraft af ideologi og i kraft af handlinger i hvad den siger, hvad den tror på, og hvad den gør,« sagde John Kerry 17. marts i år.

Førstemand mod terror

John Kerry er blevet USAs førstemand i kampen mod international terrorisme, og han har lang både personlig og politisk erfaring med krig og internationalt diplomati. Kerry var aktiv i den amerikanske hær fra 1966-70 under Vietnam-krigen, hvor han var placeret i landet fra december 1968 og fire måneder frem. Hans deltagelse i krigen former stadig den dag i dag hans holdninger til udenrigspolitik.

Kerry modtog hædersbevisninger og medaljer for den korte udsendelse, og han har stadig i dag granatsplinter i sit venstre lår, der beviser hans direkte involvering i krigen. Kort tid efter hans udsendelse var overstået, gjorde han imidlertid kraftigt oprør. Mod de krigsforbrydelser, han mente, USA havde begået i krigen mod Vietcong-hæren og mod civilbefolkningen i det sydøstasiatiske land. Og han indrømmede selv at have taget del i blandt andet afbrændinger af vietnamesiske landsbyer.

Han blev aktiv i antikrigsorganisationen Vietnamveteraner Mod Krigen (VVAW), og i den forbindelse smed han nogle af sine hædersbevisninger ud – ikke sine medaljer, har han siden understreget.

Krigsmodstander

Han gik hårdt op imod de ting, han havde oplevet i Vietnam, som i nogle tilfælde havde været imod Génève-konventionen og lovgivningen om god krigsførelse, og blev i 1971 den første vietnamveteran til at vidne foran Kongressen om krigen, da en komité i Senatet afviklede en høring for at få forslag til måder, hvorpå krigen kunne afsluttes.

Han gik op mod statsapparatet, skabte sig en politisk karriere på det og er i dag en del af det.

Siden 1984 har han i det amerikanske senat kæmpet mod ulovlig krigsførelse, han stemte i 1991 mod involvering i den første golfkrig, og han har siden 2003 været en af de største modstandere mod USAs involvering i krigen i Irak.

Det blev dog et problem for Kerry, at han oprindeligt stemte for, at USA skulle fjerne Saddam Hussein. Det gjorde han under forudsætning af, at Saddam Hussein havde masseødelæggelsesvåben, som den daværende Bush-administration påstod. Den påstand, viste det sig senere, var ikke underbygget, og det fik Kerry til at trække sin støtte.

Han følte sig ført bag lyset, og han brugte den indignation over Bush-administrationen i sin præsidentkampagne i 2004. Men George W. Bush besejrede vietnamveteranen, og han måtte sætte sig tilbage på sin stol i det amerikanske senat.

John Kerry blev i 2009 leder af Senatets udenrigsudvalg, og i 2012 trådte han helt op på den udenrigspolitiske sværvægtertrone med sin udnævnelse til udenrigsminister for USA.

Skarp retorik mod IS, Rusland og Assad

Den trone bruger Kerry nu blandt andet til at tale dunder mod terrororganisationen IS, men USA optrapper også retorikken mod Rusland og Syriens leder Bashar al-Assad.

I en tale onsdag i Oslo understregede Kerry, at brud på våbenhvilen i Syrien og den fortsatte offensiv fra Assad – bakket op af russisk militær – ikke meget længere vil blive tolereret fra amerikansk side.

USA kræver, at der senest 1. august skal være påbegyndt et arbejde om en overgangsregering, der samtidig skal fjerne Assad selv fra magten.

»Rusland må forstå, at vores tålmodighed ikke er uendelig. Faktisk er den meget begrænset til, hvorvidt Assad bliver holdt ansvarlig eller ej,« sagde Kerry på sin tale til Oslo Forum i den norske hovedstad.

Assad sagde dog for nylig på syrisk stats-TV, at han lover at genindtage »hver en tomme af Syrien«, og det er således en tæt på umulig diplomatisk mission, John Kerry skal gennemføre i sit sidste halve år på posten.

Men i første omgang skal IS besejres, og torsdag vil John Kerry utvivlsomt bede statsminister Lars Løkke Rasmussens(V) om fortsat støtte til den kamp. En kamp, som Danmark i går sendte syv F16-fly og over 100 danske soldater afsted til.

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.