Du er logget ind

Din profil kan bruges på Berlingske.dk, Business.dk og bt.dk, der alle er en del af Berlingske Media. Du kan altid logge ud eller opdatere dine oplysninger ved at klikke på dit profilnavn.

Nyt Nørrebro-skyderi mere alvorligt end først meldt ud

Endnu et skyderi har fundet sted på Nørrebro søndag aften. I farvandet øst for Singapore er en destroyer fra den amerikanske flåde kollideret med et handelsskib. Og så søger spansk politi efter terrormistænkt ved fransk grænse. Få overblik over nattens nyheder her.

Politiet afspærrer området ved Esromgade på Nørrebro, hvor der søndag aften den 20. august 2017 er meldinger om skyderi.
Politiet afspærrer området ved Esromgade på Nørrebro, hvor der søndag aften den 20. august 2017 er meldinger om skyderi.

Københavns Politi har muligvis fundet den bil, som tilsyneladende var mål for et skyderi søndag aften på Nørrebro.

Det oplyser efterforskningsleder Aaron Newman natten til mandag.

- Vi har fat i en sort VW Passat, som mandag skal undersøges nærmere. Derefter regner vi med at kunne fastslå, om det er det køretøj, der blev skudt mod, siger han.

Efterforskningslederen oplyser desuden, at der er fundet flere projektiler ved gerningsstedet.

Hvor den sorte Passat blev fundet, ønsker han ikke at sige noget om.

Ingen personer er tilbageholdt i forbindelse med skyderiet, og politiet har ikke modtaget oplysninger om eventuelt tilskadekomne.

Politiet informerede om skyderiet tidligt søndag aften.

- Anmeldelse om skyderi ved Esromgade. Politiet er på stedet og undersøger, skrev politiet i et tweet.

Vagtchef Henrik Stormer oplyste, at der "formentlig var afgivet fem-seks skud op i luften".

Undersøgelser på stedet tyder dog på, at nogle af skuddene tilsyneladende var rettet mod de personer, som befandt sig i den sorte bil, oplyser efterforskningsleder Aaron Newman.

Det er fortsat uklart, hvem der har været involveret i hændelsen.

Men politiet har ifølge TV2 mistanke om, at både cykler, biler og knallerter er involveret.

Siden midten af juni har der været adskillige skyderier på Nørrebro og i Københavns Nordvestkvarter.

De menes at have forbindelse til en eskalerende bandekonflikt i hovedstaden.

I flere dele af København er der desuden indført visitationszoner.

/ritzau/

 

En 49-årig mand er søndag aften blevet dræbt i knivstikkeri i Frederikshavn.
En 49-årig mand er søndag aften blevet dræbt i knivstikkeri i Frederikshavn.

Knivstikkeri koster 49-årig mand livet i Frederikshavn

En 49-årig mand er søndag aften blevet dræbt i knivstikkeri i Frederikshavn. To personer er anholdt.

En 49-årig mand er afgået ved døden efter et knivstikkeri i Frederikshavn søndag aften. Det oplyser Nordjyllands Politi.

Politiet fik en melding 21.21 via 112 på en ikke nærmere oplyst adresse i Frederikshavn, skriver det i en pressemeddelelse.

Nordjyllands Politi har anholdt to personer og søger yderligere en person, hvis identitet er kendt af politiet.

Politiet leder efter vidner i sagen og opfordrer folk til at henvende sig på 114.

Nordjyllands Politi ventes at komme med flere oplysninger i sagen i løbet af formiddagen.

/ritzau/

 

Ti besætningsmedlemmer fra USS John S. McCain savnes efter sammenstød i Malaccastrædet med handelsskib.
Ti besætningsmedlemmer fra USS John S. McCain savnes efter sammenstød i Malaccastrædet med handelsskib.

Amerikansk destroyer kolliderer med tankskib ved Singapore

Ti besætningsmedlemmer fra USS John S. McCain savnes efter sammenstød i Malaccastrædet med handelsskib.

En destroyer fra den amerikanske flåde er kollideret med et handelsskib i farvandet øst for Singapore.

Ti medlemmer af besætningen savnes efter uheldet, og fem andre er kommet til skade, oplyser US Navy ifølge nyhedsbureauet AFP.

Tidligere meddelte fløden ifølge Reuters, at en "eftersøgnings- og redningsaktion er i gang".

I sammenstødet har destroyeren USS John S. McCain fået skader på bagbords (venstre, red.) side. Den er ved egen motorkraft på vej mod havnen i Singapore.

Slæbebåde samt to flådeskibe, helikoptere og et fartøj fra Singapores kystvagt er stævnet ud for at assistere i eftersøgningen af de savnede, oplyser den amerikanske flåde.

Der er foreløbig ingen oplysninger om skaderne på det involverede handelsskib med navnet Alnic.

Men havnemyndigheden i Singapore oplyser ifølge Reuters, at det ikke har modtaget meldinger om udslip af olie.

Desuden skulle ingen af skibets besætningsmedlemmer være kommet til skade i kollisionen.

Ifølge hjemmesiden Marinetraffic.com er Alnic et 183 meter langt tankskib, der er bygget til transport af olie eller kemikalier. Skibet er fra 2008 og sejler under liberisk flag.

Om det var lastet, da uheldet indtraf, fremgår ikke af hjemmesiden.

Skibene ramte af endnu uafklarede grunde hinanden i Malaccastrædet tæt på Singapore mellem klokken 5 og 6 mandag morgen lokal tid.

Det amerikanske fartøj, som medbringer missiler, er opkaldt efter krigsveteranen og senatoren John McCains far og farfar, der begge nåede rang af admiral i den amerikanske flåde.

Destroyeren er en del af USA's syvende flåde, der har base i Yokosuka i Japan.

Det er den anden kollision, som et fartøj fra USA's flåde er involveret i, inden for to måneder.

I juni omkom syv besætningsmedlemmer fra USS Fitzgerald, da det stødte sammen med et containerskib i japansk farvand.

I sidste uge fastslog den amerikanske flåde ifølge AP, at episoden skyldtes dårligt sømandskab og dårligt samarbejde på broen mellem kaptajnen og andre officerer i overvågningen af den øvrige skibstrafik.

Kaptajnen på USS Fitzgerald, der også er en destroyer, er som straf blevet fritaget for tjeneste sammen med skibets to næstkommanderende.

Beslutningen blev truffet af kontreadmiral Joseph Aucoin, der er øverstkommanderende for USA's syvende flåde.

/ritzau/

 

Spansk politi leder fortsat efter en mand, der menes at have siddet bag rattet i den varevogn, der torsdag kørte flere mennesker ned i Barcelona.
Spansk politi leder fortsat efter en mand, der menes at have siddet bag rattet i den varevogn, der torsdag kørte flere mennesker ned i Barcelona.

Spansk politi søger ved fransk grænse efter mistænkt

En imam, der menes at have radikaliseret de unge mistænkte i Barcelona-angrebene, har besøgt Belgien.

Spansk politi har søndag fortsat og udvidet eftersøgningen af en mand, der menes at have siddet bag rattet i den varevogn, der torsdag kørte mere end 500 meter ned ad Ramblaen i Barcelona og dræbte 13 personer.

Ifølge nyhedsbureauet Reuters har spansk politi udvidet deres eftersøgning til Frankrig, hvor det menes, at føreren af bilen kan være undsluppet til.

- Vi har ikke mere specifik information om det, men det kan ikke afvises, lød det søndag fra politichef Josep Lluis Trapero, da han blev spurgt til, om den eftersøgte kan have krydset grænsen til Frankrig.

Den eftersøgte er den marrokanskfødte Younes Abouyaaqoub på 22 år.

Han er den eneste af i alt 12 mistænkte, der formodes fortsat at være på fri fod efter to angreb i Barcelona torsdag og kystbyen Cambrils natten til fredag, hvor en Audi påkørte fodgængere og dræbte en kvinde.

De mistænkte i angrebet er stort set alle yngre mænd og børn af marokkanske migranter.

Mindst syv af de i alt 12 mistænkte voksede op i den spanske ny Ripoll eller boede der.

De menes at være blevet radikaliseret, og politiets teori er foreløbigt, at de unge mænd havde planlagt et stort angreb med sprængstof.

Det slog fejl efter en eksplosion i et hus onsdag, hvor flere af de mistænkte opholdt sig.

I stedet gennemførte de resterende mistænkte angreb med køretøjer.

Politiet efterforsker også en savnet imam, som politiet mener kan være blevet dræbt i eksplosionen onsdag, da gruppens sprængstoflager øjensynligt eksploderede ved et uheld.

Politiet mener, at imamen Abdelbaki Es Satty radikaliserede de unge mænd i den ekstremistiske celle.

Den spanske avis El País skriver også søndag, at imamen tidligere menes at have opholdt sig i Belgien i et kvarter, der er kendt for at have opfostret flere ekstremister.

I alt blev 14 personer blevet dræbt i angrebene torsdag, og flere end hundrede blevet sårede.

/ritzau/

 

Danmark er med, når USA og Sydkorea mandag indleder en årlig militærøvelse, der af Nordkorea anklages for at være en krigstræning.
Danmark er med, når USA og Sydkorea mandag indleder en årlig militærøvelse, der af Nordkorea anklages for at være en krigstræning.

Danmark deltager i stor militærøvelse med USA og Sydkorea

Forholdet mellem Nordkorea og USA er blevet mere anspændt over sommeren. Mandag indledes stor militærøvelse.

Danmark er med, når USA og Sydkorea mandag indleder en årlig militærøvelse, der af Nordkorea anklages for at være en krigstræning.

Det danske bidrag er - sammenlignet med eksempelvis det amerikanske - småt.

To officerer fra det danske flyvevåben deltager for syvende gang. Det oplyser Værnsfælles Forsvarskommando.

Militærøvelsen, der kaldes Ulchi-Freedom Guardian, begynder i en bunker, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Og i stedet for våben er det tastaturer, der skal i brug.

Første udfordring bliver nemlig en computersimuleret krig med Nordkorea.

Og krig er det generelle tema for militærøvelsen, der varer til 31. august, og som også Australien, Storbritannien, Canada, Colombia, Holland og New Zealand deltager i.

Den seneste tid har frygten for en militær konfrontation med det isolerede land fyldt meget.

Nordkoreas arbejde med at udvikle atomvåben og missiler, der kan nå USA's fastland, har fået spændingerne til at stige.

Og en trussel fra den amerikanske præsident, Donald Trump, om "bål og brand", fik over sommeren ordkrigen mellem de to nationer til at eskalere.

Spørgsmålet er derfor, om Danmarks deltagelse i øvelsen midt i den højspændte situation kan give problemer?

Det vil det ikke, vurderer Liselotte Odgaard, der forsker i Asien og stormagtsdiplomati ved Forsvarsakademiet.

- Det er i Danmarks interesse at støtte op om USA og dets allierede. Og det gør vi ved at være med i denne her øvelse, siger hun.

Nordkorea plejer at reagere på militærøvelsen. Men det er svært at sige hvordan.

- Det kan være verbal kritik, det kan være missiltest, eller det kan være noget andet, siger Liselotte Odgaard.

- Men det er ikke det samme, som at vi lige pludselig har en konflikt med militære midler - det tror jeg ikke, vi får. Tværtimod tror jeg, at alle parter gør en hel del for at holde spændingsniveauet rimeligt nede, så det ikke eskalerer yderligere.

5. august vedtog FN's Sikkerhedsråd de seneste sanktioner mod Nordkorea, der siden 2006 har været sanktioneret på grund af styrets forsøg på at fremstille atombomber og langtrækkende raketter.

- Siden FN-sanktionerne har der været relativ ro på. Nordkorea har faktisk afholdt sig fra at lave missiltest eller andet, siger Liselotte Odgaard.

Alligevel har Kina, der er Nordkoreas vigtigste allierede, opfordret både USA og Sydkorea til at droppe øvelserne.

Men heller ikke det kan få store konsekvenser for Danmark og handelsforholdet til kineserne. Det vurderer Liselotte Odgaard.

- Kina har signaleret, at både USA og Nordkorea bør forholde sig i ro, indtil man finder en bedre løsning på den koreanske halvø - en løsning der stabiliserer tingene. Det vil bestemt ikke skade Danmark i forhold til Kina.

/ritzau/

 

Myndighederne i Sierra Leone bliver ved med at finde lig efter voldsomt mudderskred for en uge siden.
Myndighederne i Sierra Leone bliver ved med at finde lig efter voldsomt mudderskred for en uge siden.

Næsten 500 lig er fundet efter mudderskred i Sierra Leone

Myndighederne i Sierra Leone opjusterer dødstallet efter det voldsomme mudderskred, hvor flere end 600 personer stadig er meldt savnet.

499 personer er nu bekræftet omkommet efter mudderskreddet, der skete 14. august.

Tidligere på ugen blev de første 461 ofre for mudderskreddet begravet, men søndag kunne myndighederne berette, at de har fundet yderligere 38 personer i forbindelse med oprydningsarbejdet i Freetown.

Det fortæller Seneh Dumbuy, der er retsmediciner. Han oplyser samtidig, at de 38 personer vil blive begravet omgående.

De 461 personer blev begravet på kirkegården i Waterloo, nær den massegrav hvor man har begravet flere end 4000 personer, der var døde af ebola i perioden mellem 2014 og 2016.

Myndighederne har oplyst, at de koncentrerer sig om at opgrave lig i det våde mudder og frygter, at ligene går i forrådnelse og spreder sig til drikkevandet og dermed skaber sygdomme.

- Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre, at der ikke udbryder kolera, siger Samuel Turay fra sundhedsministeriet.

Røde Kors oplyste fredag, at flere end 600 personer stadig er meldt savnet.

Mange af de fattigste boligområder i Freetown ligger nær havet og har dårlige kloaksystemer. Det gør dem særligt sårbare over for oversvømmelser i regntiden.

Mange af de huse, som er bygget på bjergskråningerne i området, er ulovlige og uforsvarligt bygget.

Torsdag blev også det østlige Congo ramt af et lignende mudderskred. Her er op mod 200 personer omkommet.

/ritzau/Reuters

 

I en tale mandag aften vil Trump løfte sløret for sin militærstrategi i Afghanistan og Sydøstasien.
I en tale mandag aften vil Trump løfte sløret for sin militærstrategi i Afghanistan og Sydøstasien.

Trump ventes at love flere soldater til Afghanistan i tv-tale

I en tale mandag aften vil Trump løfte sløret for sin militærstrategi i Afghanistan og Sydøstasien.

USA's præsident, Donald Trump, vil mandag aften lokal tid løfte sløret for den amerikanske strategi i Afghanistan.

Strategien vil blive afsløret i en tv-transmitteret tale, skriver Det Hvide Hus i en meddelelse.

- Talen vil indeholde en opdatering af det fremtidige amerikanske engagement i Afghanistan og Sydøstasien, står der i erklæringen.

Det ventes, at præsidenten vil øge antallet af amerikanske tropper i Afghanistan.

USA har på nuværende tidspunkt 8400 soldater udstationeret i Afghanistan.

Talen, der er den tredje af sin slags siden Trump overtog præsidentembedet for syv måneder siden, kommer efter nogle turbulente uger for Trump.

Trump er blandt andet blevet kritiseret massivt for ikke at tage nok afstand til de højrenationalister, der endte i optøjer i Charlottesville i forrige uge.

Ugen endte med, at Trump fyrede en af sine nærmeste rådgivere Steve Bannon.

Et medlem af Trump-administrationen siger, at det forventes, at Trump vil øge antallet af tropper i Afghanistan "moderat".

/ritzau/Reuters

Vi kan se, at du har installeret en adblocker, så vi ikke kan vise dig annoncer.

Det er vi kede af, fordi indtægter fra annoncer er en helt afgørende årsag til, at vi dagligt kan tilbyde dig journalistik af høj kvalitet.

For få adgang til indhold på Berlingske.dk skal du tillade visning af annoncer på Berlingske.dk. Se hvordan du gør her..

Tak for din forståelse.

Hov! Hvor blev min artikel af..!?

Du er træt af reklamer. Vi ved det godt! Men de betaler for den artikel, du sidder og læser. Vi vil derfor sætte stor pris på, at du tilføjer Berlingske.dk til din adblocker's "whiteliste".

Tak for din forståelse.